Sommeren 2006: Seyit Öztürk åbner avisen. Kigger på annoncen. Kigger igen: En konkurrence for unge forfattere med indvandrerbaggrund. Afleveringsfristen er om halvanden uge. Han kan ikke nå det.
Og alligevel kommer ideen et par dage efter: Ideen til en novelle om afmagt. Om vrede. Om at føle sig fremmedgjort. En novelle, der fik titlen »Hvor jeg sidder nu«, og som vandt tredjeprisen i konkurrencen og netop er udkommet i antologien Nye Stemmer.
Seyits novelle handler om en ung fyrs tanker, øjeblikket før han bliver massakreret i en bilulykke.
»Novellen handler om følelserne vrede, afmagt og fremmedgjorthed,« fortæller Seyit og bremser op et øjeblik:
»Fremmedgjorthed. Er det et ord? Er der noget der hedder det?«
Seyit mener, at ethvert ordvalg har betydning, og han vil ikke være den, der taler dårligt dansk. Han forsætter først, da jeg bekræfter, at ordet findes, og tilføjer, at en forfatter vel i øvrigt må opfinde alle de ord, han vil.
»Shakespeare opfandt også mange ord« siger Seyit og fortæller videre om sin novelle:
»Hovedpersonen står alene i verden og har gjort det hele sit liv. Han føler sig magtesløs, og han er vred«.
»Jeg synes, det er vigtigt at skrive om disse forbundne følelser. Når man føler sig fremmedgjort og magtesløs, bliver man vred. Og så bliver man endnu mere fremmedgjort«.
Ordene leder Seyit over i en snak om den roman, han har arbejdet på i et par år, og som han nu er ved at færdiggøre. Den handler om en ung fyr, der lever i Danmark og har tyrkiske rødder. Det er en roman, der trækker på Seyits egne erfaringer og oplevelser: Han er født og opvokset i Valby, men hans forældre er fra Tyrkiet.
»Jeg skriver også om at føle sig magtesløs, vred og fremmedgjort i min roman. Det er følelser, som mange danskere med udenlandsk baggrund kan nikke genkendende til. Derfor er det også vigtigt at skrive om dem. De vil kunne identificere sig med romanen, og tænke over deres situation. Jeg vil også give de etniske danskere et andet billede af at have udenlandsk baggrund end det, de kender fra medierne, hvor historierne altid handler om flygtninge, drengebander og folk, der arbejder sort«.
Seyit tænker sig om et øjeblik og tilføjer:
»Og så er vrede også altid godt i litteratur. Det giver karaktererne drivkraft.«
Romanens hovedperson reflekterer over uddannelse, kærester og familie, men Seyit vil helst ikke fortælle, hvad reflektionerne munder ud i. Fordi han ikke vil afsløre det, før den bliver udgivet. Men mest fordi, det er en personlig historie.
Han kigger lidt genert ned i bordet og finder en god undskyldning for et smil, da en kvinde ved nabobordet på cafeen bryder ud i høj, skingrende latter, fulgt af en kaskade af ord i højt tempo. Afbrydelsen giver også Seyit en pause. Hans lavmælt-tænksomme tale kan ikke konkurrere med den højrøstede nabo. Da der bliver ro, fortæller han videre om sin novelle. Den vil han helst begynde med at snakke om.
Etnisk eller ej
Seyit skrev novellen specifikt til konkurrencen.
»Jeg var i gang med en etnisk roman, » fortæller han, »så nu ville jeg skrive noget, der var ikke-etnisk. Noget, der kunne være skrevet af en dansk dansker«.
Novellen blev skrevet i Seyits foretrukne minimalistiske stil.
»Jeg skriver meget i talesprog. Skriver ordene, som jeg ville sige dem«, fortæller han.
»Læseren skal føle det, som om han selv siger fortællerens ord. Som om han på en måde er i dialog med ham.«
Han bruger også mange bandeord. I novellen lyder det:
»Og jeg ryger lige i Helvede for alt det, jeg har gjort i mit lille tyveårige fuckface liv.«
»Bandeord og sproglige fejl er med til at gøre personerne autentiske og unikke,« forklarer Seyit.
»Alle folk har nogle særlige vendinger, de bruger, eller nogle ord, de bruger meget. Hvis folk bruger ordene forkert, opfatter vi dem som dumme. Jeg er selv træt af ordet andengenerationsindvandrer. Hvordan kan man være indvandrer, når man er vokset op i Danmark? Så er man overhovedet ikke indvandrer. Ordvalget siger meget, og jeg bliver irriteret på folk, der bruger det ord.«
En vred ung mand
Seyit har tit følt sig stemplet af sin tyrkiske baggrund.
»Når jeg hiver det kort frem, at jeg har indvandrerbaggrund, kan det medføre, at jeg bliver sat i en offerrolle: Jeg er ung og tyrkisk-dansk, og det er synd for mig. Den rolle vil jeg gerne undgå. Derfor er hovedpersonerne i min roman heller ikke svage mennesker. De tager ansvar for deres handlinger.«
Seyit har selv savnet et nuanceret billede af de mange unge i Danmark, der har rødder i et andet land.
»Jeg synes, det er vigtigt at vise billeder af unge med udenlandsk baggrund uden at stille dem i den her offerrolle. Det er noget, der mangler i dansk litteratur. For mange år siden gjorde jeg op med mig selv, at det vigtigste ikke er, om andre opfatter mig som et offer. Det vigtigste er, at jeg ikke selv gør det.«
Seyit har talt sig varm og åbner en smule op for handlingen i den roman, han arbejder på:
»Altså, min roman handler om en vred ung mand. I starten er han vred på omverdenen, men det vender han til en vrede imod sig selv. Og så når han til en form for erkendelse, som jeg ikke kan afsløre endnu.«
»Jeg kan ikke styre, hvordan andre ser på mig, og jeg gider ikke tage mig af dumme svin, der kalder mig perker. Men jeg vil ikke længere putte mig selv i en kasse.«
Seyit mener, at litteraturen skal hjælpe med at hive unge fyre som ham selv op af kassen med ensidige opfattelser. Ved at give et nuanceret billede af en ung dansk-tyrker vil han være med til at løse den onde cirkel, hvor fremmedgørelse, magtesløshed og vrede følges ad, og unge som ham selv låses fast i offerrollen ved navn andengenerationsindvandrer.
