Læsetid: 4 min.

'Vi har også et ansvar, når missionen er overstået'

Siden år 2000 har Holland haft en politik for veteraner, som har deres eget institut. Her kan man få støtte, hjælp og oplysning
Holland har ligesom Danmark fået en ny type krigsvetaraner - de unge veteraner, der har været på mission i Bosnien, Irak eller Afghanistan. I Holland tilbyder man hjælp, hvis det er nødvendigt, til både de hjemvendte soldater og deres pårørende.

Holland har ligesom Danmark fået en ny type krigsvetaraner - de unge veteraner, der har været på mission i Bosnien, Irak eller Afghanistan. I Holland tilbyder man hjælp, hvis det er nødvendigt, til både de hjemvendte soldater og deres pårørende.

Peter Dejong

26. juni 2007

Et par telefondamer og fire brochurer på en skranke. Det kunne være receptionen i en hvilket som helst kontorbygning.

Men et stort glasskab med medaljer, en skibsklokke og et portræt af Dronning Beatrix lægger tonen i entreen hos det hollandske støttecenter for krigsveteraner.

Her kan man ringe og få besvaret spørgsmål, som i mange andre sammenhænge ville virke lidt særprægede. Hvad gør man, hvis man har mistet en medalje? Er der speciel kræftrisiko ved at have opholdt sig på et skib, som transporterede radioaktivt materiale? Hvordan kan man træffe folk, som man tidligere har været udsendt sammen med?

Nogle spørgsmål handler om psykiske problemer. Det er ofte familie eller venner, som ringer ind og er bekymrede for personens velvære. Måske er han begyndt at drikke, har stor gæld eller lider af voldsomme mareridt. Alt sammen ting, som kan være symptomer på psykiske eftervirkninger af krigsoplevelser.

"Når vi sender 100 soldater ud, så vil de 80 komme hjem styrkede af oplevelserne. Men de sidste 20 har eftervirkninger, og af dem har omkring fem egentlige psykiske problemer," forklarer Jan Schoeman, som er talsmand for stedet. De sidste fem procent lider typisk af PTSD, post traumatic stress disorder, og de bliver sendt videre til professionel behandling. Instituttet fungerer her som et mellemled, der støtter og rådgiver den pågældende.

Støttefunktionen gælder dog også de 80 procent, som klarer sig glimrende. Instituttet afholder sammenkomster for tidligere udsendte, ligesom man arrangerer rejser tilbage til tidligere kampzoner med veteranerne samt deres familier. Det kan have stor betydning, at den ekstraordinære indsats sættes ind i en større sammenhæng.

Uafhængigheden er vigtig

Instituttet drives for omkring 12 milioner euro om året. Af disse midler kommer cirka 60 procent fra private, mens resten kommer fra Forsvaret.

Men på trods af finansieringen, så har instituttet status som selvstændigt organ. Dette er afgørende, fordi arbejdet kan have interessekonflikter med det hollandske forsvar. Instituttets blad kan for eksempel skrive om følsomme emner som selvmord blandt soldater. Emner, som helst ikke skal fylde for meget, når forsvaret skal rekruttere og tegne et billede af sig selv i offentligheden.

I realiteten er der dog meget sjældent konflikter, da instituttet selv skriver for medlemmerne og har en interesse i at behandle de følsomme emner med respekt og hæderlighed.

"Når noget går galt, så skal vi omtale det og beskrive det præcist, så vi kan lære af det. Men vi er samtidig meget omhyggelige med ikke at overdrive de negative sider," forklarer Jan Schoeman.

Paradigmeskift

Han peger på, at der er sket et skift inden for kulturen i forsvaret.

"Tidligere var militæret præget af en macho-kultur, og det var kun svæklinge, som fik PTSD," forklarer han.

I dag er det almindeligt anerkendt, at PTSD er en normal reaktion på den unormale situation, som man bliver kastet ud i.

For de, der lider af PTSD, har ændringen været meget afgørende. For dem ses det som en anerkendelse, og de behøver ikke længere at være skamfulde over det.

Samtidig har den megen omtale af PTSD dog ikke været udelukkende positiv. "Vi gør meget for at informere almindelige mennesker om, at veteraner generelt er psykisk sunde og ikke tikkende bomber," siger Jan Schoeman.

De unge veteraner

At Holland i dag har en politik for veteraner skyldes i høj grad et målrettet arbejde fra de mange soldater, som deltog i anden verdenskrig samt Hollands kolonikrig i Indonesien i 1945-49. I år 2000 førte deres arbejde til officiel anerkendelse i form af Veteran-Instituttet.

Men siden er en ny generation dukket op, de såkaldte 'unge veteraner'. De har været på mission i Bosnien, Irak eller Afghanistan, og de er i en helt anden situation end den ældre generation.

"De er typisk taget af sted for at være med i en fredsmission og for at gøre et stykke godt arbejde. Men hvad de er kommet ud til har været en reel krig, hvor de i nogle tilfælde har været alt for dårligt udrustede til at klare deres opgave," fortæller Jan Schoeman.

Mange af disse kommer hjem og føler sig ladt i stikken. Eller de kommer kraftigt i tvivl om, hvorvidt deres indsats har været til nogen nytte.

Mere og mere relevant

Ifølge Jan Schoeman bliver Instituttets arbejde mere og mere relevant. Holland er i dag gået væk fra at indkalde værnepligtige, og i stedet har landet en professionel hær af frivillige.

Det betyder, at hvor forsvaret tidligere bestod af et bredt udsnit af befolkningen, så udgøres den i dag i højere grad af mennesker med lille eller ingen uddannelse, som har en anden etnisk baggrund eller som kommer fra dårligt fungerende hjem.

"De nye soldater har ofte en lidt ustabil baggrund," forklarer Jan Schoeman. "Mange melder sig, fordi de gerne vil gøre en positiv indsats i verden, og vi sender dem ud i ekstreme forhold. Derfor har vi også et ansvar for, at de får støtte og anerkendelse, når de kommer tilbage."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her