Læsetid: 3 min.

OH, hellige moder

17. september 2005

Der er mindre end to måneder til, at jeg fylder 30. Krisen kradser og har gjort det længe. For mange og lange stunder alene og koldsveden og tankerne springer: Har jeg nået nok, kan jeg nok, hvilke successer og fiaskoer har været afgørende, får jeg nogensinde fast arbejde, bliver jeg fed, bliver jeg gift, og frem for alt: Får jeg børn?

Spørgsmålet er ikke kun presserende i kraft af min snarlige status som 30-årig og fortsat barnløs, men også på grund af de mange implikationer, en kvindes svangerskab og hendes Hellige Moderskab har fået. En tur op ad Østerbrogade i bagende indian summer-sol bekræfter mig i, at en gravid kvinde i dag ikke bare venter et barn, men er bærer af signaler, der kan sende en jævnaldrende singlekvinde til tælling. Huldsaligt vuggende promenerer de rundmavede med en aura af succes, velstand og gengældt kærlighed brusende omkring sig.

Den gravide kvinde anno 2005 har ikke bare - i langt de fleste tilfælde - foretaget et særdeles bevidst valg (de fleste gravide har indtil hin lykkelige dag effektivt forhindret graviditeten, siden de var 15-16 år) om at lægge egotrippet på hylden, men er blevet symbol på drømme, der går i opfyldelse, og som de stakkels uindviede fortsat må kæmpe for at opnå. Drømmen om manden, der selvfølgelig også 'glæder sig helt vildt', drømmen om huset, lejligheden, Marimekko-børnetøjet, samhørigheden og familien. De gravide er kommet om på den trygge side af hegnet, mens de fortsat fladmavede - og dermed potentielt uelskede og uelskværdige - står på den anden side og galper som hunhunde i løbetid.

Signalerne rammer mig lige mellem øjnene, og jeg glor. Glor på de udspændte maveskind, mens de ambivalente følelser raser. Splittelsen deler jeg utvivlsomt med tusindvis af jævnaldrende kvinder. Følelsen af dels at være så heldige, at vi - af mange forskellige årsager - endnu ikke enten rokker højspændte af sted eller ammer på cafeerne, dels af at være skæbnesvangert afsondret fra de sysler, de muligheder og den livsbane, der ellers ville være fuldt ud passende for vores alder. Graviditets- og moderskabshysteriet lægger på én og samme tid op til en indre misundelse og en voldsom oprørstrang. Skal/skal ikke, vil/vil ikke, kan/kan ikke, snurrer det igen og igen i hovedet, mens alskens fremtidsscenarier flimrer forbi.

Og intetsteds kan man undslippe. Graviditet er blevet det hotteste samtaleemne blandt veninderne og venindernes veninder, der alle storøjede og med en blanding af gys og beundring kan berette om først de dramatiske omstændigheder ("barnet var så stort, at hun brækkede flere ribben under graviditeten"), de endeløse fødsler og de inderlige øjeblikke af idel lykke, når først den lille har set dagens lys. De gravide eller dem, der allerede har født, læner sig tilbage i halvoverlegen ro og spørger, hvornår det bliver de andres tur, og de endnu ugravide holder i hemmelighed så krampagtigt fast i bordkanten, at knoerne bliver hvide, mens tidspresset, drømmene, overvejelserne, friheds/familietrangen skyller ind over dem for 10. gang den uge.

I denne udveksling er alle øvrige, udefrakommende, offentligt debatterede - og bestemt ikke uvæsentlige - tanker og overvejelser om karrieren versus børnene, mandens rolle versus kvindens osv. helt og aldeles udeladt. Det er den usynlige udveksling af signaler mellem kvinder, jeg taler om. Vores uskrevne succeskriterier, vores umærkelige opfattelse af den gravide som det ultimativt kvindelige (og dermed den barnløse som ukvindelig. Bevares - fri, stærk og udhvilet, men i sidste ende ukvindelig), vores afkodning af, hvem der har og ikke har udvist mod, modenhed og moderlighed. Og dét i et kvindeunivers, der frem til de åbenbart knivskarpt skelsættende 30 år for en kæmpe gruppes vedkommende er præget af studier, arbejde, (mande)-shopping og cafébesøg.

På få år går den ubesvangrede single fra at være cool og på omgangshøjde til at være bagud, stakkels - og udenfor.

Jeg må vænne mig til det, for der er ikke udsigt til, at jeg avler et barn i den nærmeste fremtid, og det er i virkeligheden, præcis som det skal være i betragtning af min på nogle punkter noget underudviklede modenhed. Det glemmer jeg bare, når de kommer imod mig på gaden - horderne af glødende, glade gravide.

Om lidt bliver jeg 30, og af hensyn til min fertilitet, kræftrisiko og sociale prestige ville det være rigtig fint, hvis jeg var en fire-fem måneder henne. Det er jeg altså ikke, men du vil helt sikkert kunne kende mig, hvis det sker. Det er mig den høje, der forsøger at trække maven ind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu