Læsetid: 4 min.

Oh me, oh MAI

21. februar 1998

NÅR DER i morgen bliver uddelt filmpriser på den årlige festival i Berlin, sker det på en baggrund
af tristesse. Europæiske film har det nemlig generelt ikke godt i disse år. De er blevet, om ikke udkonkurreret, så dog grundigt "nedkonkurreret" af de skrappe amerikanere. Hele 80 pct. af Hollywoods eksport går til Europa, og med den amerikanske dominans følger forringelser for den europæiske filmproduktion, eftersom en stadig større del af kagen fortæres af producenterne på den anden side dammen. Og de er særdeles grådige, som naturligt er for kapitalister, de vil have mere, mere, MERE.
At der ikke er tale om pebernødder eller en beskeden nicheproduktion i forhold til andre handelsvarer, ses af de tørre tal, der fortæller, at den audiovisuelle produktion er USA næststørste eksportområde. Hvor mange penge, der er i en international sællert inden for showbizz, fik man her i sognet en klar fornemmelse af, da det for nylig kom frem, at popgruppen Aqua har indtjent en halv mia. kr., svarende til en femtedel af Danmarks baconeksport eller hele pølseeksporten. Bid spids på den.
Europæisk filmkunst skranter tilstand, og det er åbenbart ikke blevet bedre. I hvert fald antyder vor korrespondent, Dan Nissen, fra Berlin i dagens avis, at ikke mange af filmene på årets festival er deres vægt værd i guldbjørn. Endog italiensk film,
der ellers siges at være ved at rejse sig, har skuffet. "Avatis film ligner opvarmet fast food fra i forgårs", skriver Nissen om Pupi Avatis Il tistimone dello sposo. På samlet europæisk plan findes der store filmskabere som Mike Leigh og Lars von Trier, men der er dem, der mener, at instruktørtyper så særegne og originale som Fellini og Bunuel aldrig ville få et ben til jorden i dagens barske, europæiske filmklima. Dermed er selve nerven i europæisk filmtradition ramt.

SAMTIDIG med filmfestivalen i Berlin har embedsmænd fra OECD-landene, verdens rigeste nationer, i Paris ført, hvad de indtil forleden troede var afsluttende forhandlinger om den såkaldte MAI-aftale (Multilateral Aftale om Investeringer). En altomfattende økonomisk traktat, som på overnational, globalt plan skulle åbne markederne for fri handel og investering på tværs af landegrænserne. Planen er indtil videre blevet udskudt, idet der er kommet tonsvis af protester både fra miljøbevægelser, amerikanske konservative, o.m.a. Bl.a. samledes indflydelsesrige, franske kulturfolk forleden til et bravaldermøde i Odéon-teatret, hvor der var uro, tilråb og store armbevægelser. Man frygter, at MAI-aftalen vil være til skade for kulturen. At den er amerikanske pengemænds forsøg på at komme til at herske over kunstnerne, efter at de for et par år siden led nederlag under GATT-forhandlingerne, hvor europæerne med franskmændene i spids red stormen af og fik indført de såkaldt "kulturelle undtagelser". Det betyder i praksis, at de europæiske nationer fortsat kan opretholde nationale støtteordninger og restriktioner. I Frankrig kvoterer man - i modsætning til Danmark - ligefrem de amerikanske produkter i den audiovisuelle sektor for at beskytte egne.
Den danske forhandlingsleder hævder ganske vist, at der ingen fare er på færde (se Børge Visbys artikel på kultursiderne), at GATT-aftalen om kulturelle undtagelser uden videre gælder MAI-aftalen, og at de franske kulturfolks rabalder smager af hysteri.

MEN ER Jeanne Moreau, Jack Lang, Bertrand Tavernier, Jean-Jacques Beineix, Costa-Gavras, Claude Miller og Alain Finkielkraut virkelig en flok hysteriske kællinger? Er Gabriel Axel og Henning Carlsen, som også deltog i Odeon-mødet? Måske, men i så fald er de det, belært af dårlige erfaringer. De har bevidnet, hvorledes "den amerikanske måde" har grebet dybt ind i f.eks. filmkunstneres arbejde, således at producenten har haft ret til "at klippe filmene i småstykker, sætte anden musik til og lave ny slutning", som instruktøren Niels Vest bombastisk har udtrykt det (Inf. 20. februar). Hele den mølle, som filminstruktøren Ole Bornedal netop har været igennem under sit Hollywood-"eventyr", og som tilsyneladende har sendt ham desillusioneret hjem samt udskudt hans filmpremiere adskillige gange.
Hvad man frygter er, at MAI-aftalen som overnational aftale giver amerikanske producenter stigende dominans, nærmende sig det monopolagtige, hvorefter de frit kan dunke også europæiske instruktører oven i hoved og beklippe deres film med deres store sakse.
Det har ikke fremmet forståelsen, at OECD-forhandlingerne har været ført meget diskret - hemmeligt, hævder kulturfolkene. Således blev den franske instruktørsammenslutning, der havde fået fingre i papirer fra MAI-forhandlingerne, ringet op af det franske indenrigsministerium, som bad om en kopi. Dette ministerium var ikke orienteret om, hvad der foregik.

NETOP I Berlin har man på det sidste set et eksempel på, at de amerikanske producenter er nådesløse i filmkrigen. Tysk film har, primært via filmkomediegenren, vundet en beskeden del af sit tabte marked tilbage. Amerikansk films andel i Tyskland er faldet fra 90 pct. til 80 (!), oplyste et Reuter-telegram i går. Men som der også stod: The Empire strikes back! Filmselskabet Columbia Pictures har svaret igen med meddelelsen om, at det vil spendere 55 mio. dollars på at producere film direkte i Tyskland, nemlig i det genopbyggede Babelsberg-studio, der var Tysklands Hollywood før Hitler-tiden. Således kan der være god grund til - for de europæiske film- og andre kulturfolk - at stille sig op på barrikaderne, slå på tromme og lave en allerhelvedes masse støj. For alle eventualiteters skyld.Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu