Læsetid: 3 min.

Oh, skræk!

4. november 1999

ANNONCETERROR hærger vort land. Myndighederne ransagede i tirsdags Morgenavisen Jyllands-Postens annonceafdeling i Århus. Er vi nu gledet så langt på slidsken mod bananstaten, at politiet stormer dagbladene? spørger man sig selv. Indtil man opdager, at det er Konkurrencestyrelsen, der er på razzia, og at den er tilkaldt af - Århus Stiftstidende. Stiften mener nemlig, at Posten har begået overgreb mod den fri konkurrence, som den - altså Posten - ellers lovsynger spaltebredt og dagligt. Posten har ulovligt lavet eksklusivaftaler (et fyord i Posten) ved at give ejendomsmæglere store rabatter, hvis de forpligter sig til ikke at annoncere i andre medier. Hvis de alligevel gør det, skal de betale rabatten tilbage. Styg brug af den slags monopol, som Posten på lederplads falder i afmagt over.
Nu venter vi i spænding på, om Styrelsen har kunnet finde bekræftelse på Stiftens mistanke mod Posten.
Godt, der er behjertede borgere, der har mod til at tilkalde ordensmyndigheden. Man skal ikke lade hvad som helst passere upåtalt.

MEN DER ER MERE annonceterror. En kynisk og magtfuld organisation prøver for egen vindings skyld at skræmme livet af fredelige mennesker ved truende annoncer - blandt andet i ovennævnte Posten.
Hvor går man hen med den slags forsøg på afpresning? Politiet, vil mange nok mene. Joee... Men der er den lille hage ved det, at de terroriserende annoncer er indrykket af - politiet.
Politiforbundet i Danmark har vanskeligt ved at overbevise et folketingsflertal om, at der er gevinst for lov og orden ved at hælde flere skatteborgerkroner i politiet. Ja, det har faktisk også haft svært ved at gøre rede for, hvad der er blevet af de ekstra 300 millioner kroner, som politikerne for at dysse den ængstelige folkestemning lod drysse over etaten. Øremærket til gadebetjente og bekæmpelse af bandekriminalitet.
Men skidt da. Så må vi jo bare skræmme folk lidt mere. Jo mere de ryster, des mere ryster politikerne op med. Sådan må tankegangen i politiforbundet være. Panserbasserne har købt for flere millioner skræmmekampagne, "og der er er ikke sat nogen maksimumgrænse på", siger overbasse Tommy Agerskov til B.T.
Man må håbe, at manglen på overgrænse kun gælder brugen af medlemmernes penge - og ikke skræmmeniveauet i kampagnen.
Den har lagt således for:
"SAVNES. Jeg savner min politibetjent. Han plejede at færdes på gader og stræder og hvor der ellers var brug for ham - ikke mindst efter mørkets frembrud. Han kom altid, når jeg kaldte. Hvis du vil hjælpe mig med at finde ham, så ring til en af de her numre og spørg efter ham. Jeg føler mig nemlig ikke tryg mere. Gør du?"

NEJ, GU' FØLER vi os ej trygge - ved den slags politimetoder. Ham dér den hjælpsomme og frygtløse betjent på fortovet og i mørket? Ham har vi ligegodt ikke set siden 1950'ernes danske film. De sidder og hygger sig i tosomhed inde i bilen, mens de suser rundt og knapt nok ænser, så optagede som de er af ivrig indbyrdes konversation. Om deres utålelige arbejdsvilkår. Måske en enkelt lille Vollsmosevits en gang imellem, hvem véd?
Politi-annoncen lægger op til en ny stil i afpresningskampagner fra offentligt ansatte. Indrømmet, folkeskolelærerne og BUPL var nok de første til at signalere annoncevillighed til at tage sagesløse som gidsler. Men efter politiet er der frit slag.
Her har vi en fra de statsamtsansatte: "PÅ SPANDEN. Nå, dér sidder du stadig i dit uskiftede bo, og du hænger stadig på umuliussen, selv om du ellers har udfyldt alle papirerne og har en ny sengekammerat på spring i kulissen. Men der blir bare ingen separationsbehandling, do! Ikke før du har grebet knoglen og fået dem til at hoste op på overarbejdskontoen."
Og her har vi én fra allerhøjeste sted:
"OVERHOVEDET IKKE. Nej, statsoverhovedet agter overhovedet ikke at returnere fra sin residens i Cahors, før der er stablet noget ekstra kransekage på apanagen. Men det er I måske ligeglade med? Kan I leve med, at lovene slet ikke træder i kraft, fordi der ikke er nogen til at skrive dem under? Og nøjes med royalt snobberi omkring tv-talkshow-værterne? Før I får den ægte vare at sleske for, har I værsgo at ringe til..."
Forhåbentlig er ikke alle offentligt ansatte dummere, end politiet tillader sig selv at være. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu