Læsetid: 3 min.

Oh, at være en hane...

20. september 2001

DET KAN godt virke patetisk, at mens verden brænder, er der store voksne mænd, der lidenskabeligt går op i noget så småt som store begyndelsesbogstaver. Ikke desto mindre er det, hvad læsere af Information har kunnet erfare noget om på det sidste, hvor den tidligere dansklærer fra
Aarhus Katedralskole, Finn Stein Larsen, oplevede, hvad det vil sige at blive anmeldt af Erik Skyum-Nielsen, når denne har haft den røde blyant helt fremme.
Bagefter lignede Stein Larsens værk – en udgivelse af Frank Jægers samlede digte – et eller andet, som havde fået mæslinger. »Flueknepperi«, brummede den tidligere dansklærer og nuværende bogudgiver.
Fejlene var hver især små, men tilsammen udgjorde de et stort hav. Nogle få af dem kunne se ud til at have tekniske årsager, men de allerfleste var menneskelige og skyldtes enten inkonsekvens, sjusk eller et bevidst fravalg af Jægers egen stavemåde til fordel for nutidig retskrivning.

FORFATTERE FÅR deres ideer. Digteren Bundgaard Povlsen insisterede i sin tid på at skrive av i stedet for af. Altså ikke av, som når man kniber nogen i armen, men poetisk tænkt: Du har et hjerte av guld, osv. Noget excentrisk, men det blev respekteret af forlaget.
Frank Jæger fik i 1956 den ide, at han ville skrive sine navneord med stort i sine digte – på et tidspunkt, hvor retskrivningen var gået over til lille begyndelsesbogstav. Excentrisk? Han har vel fundet det smukt at pege tilbage på noget gammelmodigt, hvilket så blev en del af udtrykket. Forlaget respekterede det.
Altså indtil nu.

I GRUNDEN er det skæbnens ironi, at det skulle gå ud over Frank Jæger. Der er nemlig den anekdote, at Frank Jæger engang brød ind i en forelæsning på Københavns Universitet, hvor han for øjnene af de studerende forlangte, at professoren straks stoppede undervisningen, da han helt åbenbart ikke kunne stave hans digte rigtigt.
Det lønner sig ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder, men i modsætning til flere andre anekdoter skulle denne være sandfærdig. (Anekdoter behøver ikke være sandfærdige, blot de pinder noget karakteristisk om hovedpersonen ud.)

SELVFØLGELIG havde Skyum ret. Han plejer at have sit hjemmearbejde i orden, og forlæggeren, Johannes Riis fra Gyldendal, beklagede da også i sæk og aske fejlene – flere gange endda – og lovede dem rettet i næste oplag. Han gav dog ingen løfter om at trække den fejlbehæftede udgave tilbage,
thi almindelige folk kan jo nok få glæde af digtene, selv om der det ene sted står Århus havn med lille og det andet sted Esbjerg Havn med stort. Så længe der ikke står Oh, at være en hane... i stedet for Oh, at være en høne...
Hvad ville Brugsen i øvrigt have gjort, hvis en bornholmsk unghane havde fået en tanke, eller en leverpostej var blevet muggen? Ja, ikke sandt?

DET DANSKE Litterære Akademi havde i går det månedlige medlemsmøde på Karen Blixens domicil på Rungstedlund. Efter hvad Information erfarer (se kultursiderne) blev emnet berørt under punktet eventuelt – det var ikke på dagsordenen – men nogen skarp reaktion kom der ikke ud af det. Det ville også have undret – af flere grunde.
Akademiet bidrager, som det selv udtrykker det, »kun ved sjældne lejligheder direkte til den offentlige debat med meninger og tilkendegivelser«. (Det er næppe sket siden Rushdie-sagen.)
Men det ville selvfølgelig også se sjovt ud, hvis Akademiets sekretær, Jørn Lund, skulle have formuleret en klage, som han så skulle have sendt til Gyldendals bestyrelsesformand, Jørn Lund. På den anden side... portoen kunne være sparet.

EGENTLIG kunne Akademiet med mere end lidt god vilje henregne Frank Jæger-bogen til en af de ’sjældne lejligheder’, hvor Akademiet kunne driste sig til at tilkendegive en mening, når nu litteraturens svar på levnedsmiddelkontrollen har gjort forarbejdet. Man forstår, at det muligvis kan tænkes, at det vil ske senere, men i generelle vendinger, for fejl i bøger (og aviser. Ups!) er en tidens svøbe, og bedre sent end ikke. Nok ved man fra erhvervslivet, at det er godt at leve skjult, men hvis ikke Akademiet engang imellem stikker hovedet frem fra sit skjul, forstærkes indtrykket af en ren selskabsforening.
Forekommer emnet stavning med rettidig omhu end småt, set med en bestemt optik, så har ordet kvalitet vel ikke helt mistet sin mening. Men som the stockbrokers’ talsmand så klogt sagde, da Børsen i New York genåbnede forleden: »Livet må gå videre«. Med eller uden stort L.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu