Læsetid: 3 min.

O.J. Simpson & Monica

16. november 2000

Et par timer foran tv-skærmen i disse timer efterlader det distinkte indtryk, at populære skikkelser som O.J. Simpson og Monica Lewinsky er vendt frygteligt tilbage. CNN, Fox og andre kommercielle tv-kanaler svælger bogstaveligt talt i det fascinerende retsdrama, som nu udspiller sig i Florida. Amerikanerne – og seere verden over – sluger det hele råt, som var det underholdning. Spændingen om det endelige udfald er forståelig, fordi ingen kan forudsige, hvem der bliver USA’s næste præsident. En gigantisk dyst mellem to aspiranter til verdens mægtigste politiske embede er blevet reduceret til et bråvallaslag i retssystemet, om hvilke kriterier lokale myndigheder bør følge ved optællingen af cirka seks millioner stemmer. De mange sagsanlæg og det utroligt komplekse materie kan få det til at svimle for selv de højest uddannede amerikanere. At få mening ud af den daglige strøm af ofte modsigende nyheder fra advokater, politikere og myndighedspersoner kræver dyb indsigt og konstant opmærksomhed. Så hvis nogle amerikanere skippede timer i statskundskab, har de nu en glimrende mulighed for at indhente det tabte...

For ikke-amerikanere må dette skuespil forekomme absurd. Hvorfor har man ikke styr på valgsystemet i verdens mægtigste demokrati, der gerne praler af sit folkestyre og instruerer andre nationer i, hvordan man organiserer demokratiske valg? Det er et rimeligt spørgsmål, og utvivlsomt finder mange amerikanere det pinligt, at så mange ting er gået galt i nogle få amter i Florida. Men man må erindre, at intet valgsystem er perfekt. Der vil altid være en vis fejlmargin. I USA skærpes risikoen for uregelmæssigheder af den omstændighed, at valgreglerne varierer fra stat til stat; i en delstat som Florida har hvert amt endda myndighed til at udforme sine egne stemmesedler og til at beslutte en manuel omtælling af stemmerne. Det komplicerer naturligvis udpegningen af en vinder i et knivskarpt opløb mellem to kandidater – især i et præsidentvalg. I Florida og andre delstater er det ikke uhørt, at man må håndtælle stemmesedlerne, fordi maskiner som bekendt ikke er perfekte. Kun menneskeøjne kan i visse tilfælde verificere, hvem en vælger har haft til hensigt at stemme på. Når det er sagt, bør ingen undre sig over, at de to lejre i denne strid – guvernør George W. Bush og vicepræsident Al Gore – er uenige om de kriterier, der skal anvendes ved en omtælling og om, hvornår man trykker på stopuret og erklærer, at facit er facit. Det ligger i sagens natur, at begge præsidentkandidater kæmper bravt for at vinde i den forlængede spilletid. Sådan er politik jo.

Set udefra virker det forbavsende, at de amerikanske domstole skal drages ind i denne politiske strid. Forklaringen er ret enkel. Hvilken anden institution end den dømmende magt kan tage stilling til, hvordan Floridas valgregler skal tolkes? Nej, vel! Det ville være naivt at forestille sig, at Bush og Gore satte sig ned og blev enige om spillereglerne, eller at USA’s præsident eller Kongressen blev bedt om at mægle eller udpege en vinder af præsidentvalget. Vinderen bør være den, der vandt flest stemmer i Florida. Punktum. Derfor er det bydende nødvendigt at få klarhed om spillereglerne. Ellers vil den tabende side aldrig tilgive den næste præsident. Landet kan blive delt permanent i to lejre. Af den grund er det opløftende, at Al Gores advokater i går bad Floridas højesteret om at fremlægge en utvetydig tolkning af statens valgregler og fastsætte en tidsfrist for bekendtgørelsen af det endelige resultat. Man kan håbe, at guvernør Bush tilslutter sig denne ide. Republikaneren kan ikke blive ved med at modstå en håndtælling i Palm Beach og Broward amt, hvor der påviseligt har fundet atypiske uregelmæssigheder sted, især fordi han i sidste uge vandt 400 ekstra stemmer ved manuel omtælling i seks amter med overvejende republikanske vælgere. At afvise håndtælling ville formentlig blive opfattet som uretfærdigt af et flertal af amerikanerne.

Bush-lejren har kun sin egen arrogance at bebrejde. Den begik en taktisk brøler ved at lade tidsfrister for håndtælling i en række ’republikanske’ amter passere i sidste uge. Resultatet kan blive, at en manuel omtælling af alle seks millioner stemmer i Florida – den mest retfærdige løsning – ligger uden for lovens rammer og derfor ikke kan gennemføres. Man kan blot håbe, at højesteret i Florida har bemyndigelse til at kræve en manuel omtælling. Ellers ser det sort ud.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her