Læsetid: 5 min.

OL Copenhagen 2020: Strategisk utopi?

Ny rapport anbefaler, at København ansøger om værtskabet for sommer-OL i 2020. Kulturminister Brian Mikkelsen vil tidligst tage stilling til en reel ansøgning om tre år. Der er da også god grund til at tænke sig rigtig godt om, før man engagerer sig med verdens største event
7. marts 2006

Den netop fremlagte rapport afdækker potentialer og barrierer for Københavns kandidatur. Rapporten konkluderer, at der er flere potentialer end barrierer, og at det derfor er en realistisk drøm at København ansøger om OL- værtskabet.

Rapporten er Rambølls bud på, hvordan en lille storby som København kan stable et OL på benene. Strategien er at undgå store, dyre prestigebyggerier, bl.a. ved at anvende så mange af de eksisterende faciliteter som muligt og at bygge midlertidige faciliteter.

København er ifølge Rambøll allerede nu godt rustet infrastrukturelt i forhold til andre byer, der har fået tildelt OL. Dertil kommer, at de antager at projekter som Metroens Cityring, havnetunnelen, samt en metro til Refshaleøen vil være afsluttede, når København åbner dørene for OL i 2020. Refshaleøen foreslås udbygget som OL-by, og det Olympiske Stadion opføres ved Svanemøllen Kaserne.

OL-byen og Det Olympiske Stadion skal udgøre det Olympiske Centrum, derudover er der brug for adskillige mindre anlæg og faciliteter, som alle placeres inden for Hovedstadsregionen. På baggrund af dette scenarium beløber omkostningerne ifølge Rambøll sig til ca. 25 milliarder kroner. Rambøll mener endvidere, at indtægterne på sigt vil generere et overskud på ca. 500 millioner kroner. Der er allerede nu rejst kritik af økonomien, og Brian Mikkelsen pointerede på gårsdagens pressemøde, at beregningerne var Rambølls egne bud og ikke regeringens.

25 mia. på 16 dages sport

Et væsentligt argument er, at begivenheder som OL fylder stadigt mere i verdensøkonomien. Events som OL, EXPO, MTV Awards og VM rummer store indtjeningsmuligheder i form af indtægter fra sponsorater, tv-licenser og billetindtægter samtidig med, at det giver øget turismeomsætning. Hertil kommer en massiv markedsføringsværdi.

Udover at OL er attraktiv, fordi legene skaber omsætning og retter et intenst spotlight mod værtsbyen, så giver begivenheden også mulighed for, at værtsbyen får igangsat en lang række byudviklingsprojekter. Det særlige ved at tænke en event som OL sammen med byudvikling er, at åbningsceremonien accelererer investeringer i byens miljø og infrastruktur, og at åbningsceremonien sætter en uomgængelig deadline. Får København OL vil det være nødvendigt, at alle parter står sammen på tværs af traditionelle uenigheder.

Er det en god idé?

Der er således mange gode grunde til, at storbyer i disse år kappes om at blive værtsbyer for OL. Spørgsmålet, som står tilbage, er så, om det også er en god idé for lige præcis København og Danmark.

Rapportens svar er som ventet ja, men Brian Mikkelsen gør formentlig det rette, når han holder igen med at hoppe på vognen. Rapporten opsætter kun ét scenarium for, hvordan OL kan realiseres i København og baserer det bl.a. på den nævnte havnetunnel langs Københavns Havn og metro til Refshaleøen - to planer der p.t. er yderst luftige og mangler finansiering. Der må udarbejdes flere scenarier, hvor mulighedsfeltet spændes ud både geografisk og økonomisk. Hvordan kunne det se ud, hvis Malmø inkluderes? Kunne den megen tale om Øresundsregionen da endelig spejle noget reelt? Og hvad vil det betyde, hvis man i stedet for den billige løsning i stedet satsede på storstilet arkitektur? Hvordan ser et scenarium ud, hvis der hverken findes havnetunnel eller metro til Refshaleøen i 2020?

Et af de punkter, som skal overvejes grundigt, er, om København overhovedet er stor nok til OL. Athen var værtsby i 2004, Beijing skal være det i 2008 og London i 2012 - alle byer med mange millioner indbyggere. Det afgørende spørgsmål er derfor, om København vil få tilstrækkeligt ud af investeringen.

Der findes desværre mange eksempler på OL byer, som efterfølgende står med eliteidrætsanlæg, som de ikke kan fylde ud. Athen er det seneste eksempel på en OL-by, der lider af et økonomisk efterslæb, og Sydney er endnu et eksempel. Der betaler byens borgere stadig knap 200 millioner kroner årligt til underudnyttede sportsanlæg.

Rambølls svar på problemet er, at København skal bygge såkaldte eventfaciliteter, der er byggeri, som kan tages ned igen efter brug, eller - hvis et behov skulle vise sig - opgraderes til permanent byggeri. Bl.a. foreslår de, at det Olympiske Stadion med plads til minimum 60.000 tilskuere skal bygges på denne måde. Måske er det en god idé, måske strækker man sig for langt for at få fat i en begivenhed, der i realiteten passer bedre til en by i Londons størrelse.

Det er afgørende, at vi finder ud af, om OL i København er den bedste måde at fremme Danmarks og Københavns fremtidige behov og visioner. Det er vigtigt for vores egen fremtid, at vi kan svare kvalificeret på dette, men det er også nødvendigt for overhovedet at kunne få fat i begivenheden.

I løbet af de sidste år har IOC sat fokus på, hvad der sker i værtsbyen efter legenes afholdelse. Det er væsentlig for dem, at den såkaldte 'olympiske arv' er positiv, fordi det ellers vil være svært at opretholde den popularitet og konkurrence, der p.t. hersker blandt verdens storbyer omkring værtskabet.

Når taberne vinder

Processen frem mod IOC's valg af værtsby for OL 2020 er lang. Den omfattende ansøgningsproces har den positive effekt, at byerne tvinges til at udarbejde en samlet målsætning for deres udvikling. Yderligere giver konkurrencen om værtskabet massiv presseomtale og global eksponering. Det gør, at det i mange tilfælde kan være en fordel for en by at ansøge om værtskabet uden at få det tildelt.

Manchester er et godt eksempel på en by, der tabte kampen om de Olympiske Lege, men siden fik Commonwealth Games til byen med stor succes og positiv udvikling til følge. New York er et andet godt eksempel. Byen tabte konkurrencen om 2012, men har fået defineret en samlet vision for fremtiden og igangsat en række projekter - bl.a. har de fået lagt en plan for, hvordan et stort uudnyttet, centralt beliggende industriområde på Manhattan kan omdannes til bolig- og erhvervsområde.

Hvis København beslutter sig for at gå efter OL 2020, men taber kampen om værtsskabet, behøver anstrengelserne altså ikke at være forgæves. Alene det at ansøge sætter en frugtbar proces i gang. Pointen er at tænke udviklingen ind i en langsigtet strategi for byen. For at det kan lade sig gøre er det dog nødvendigt, at fokus udvides og mange forskellige scenarier afprøves. De Olympiske Lege skal hverken ses som endestation eller kulminationen, men i stedet som en begivenhed, der kan trække en udvikling i gang. OL er ikke alene om denne egenskab, men er afgjort den største, den mest omfattende og den mest risikofyldte. Ansøgningen om værtskab for OL 2020 kan på denne måde være en strategisk utopi lige såvel som en realistisk drøm.

Katrine Østergaard er ph.d.-studerende ved Center for Byplanlægning, Kunstakademiets Arkitektskole. Søren Møller Christensen er partner i firmaet Carlberg & Christensen - byplanrådgivere

Rambøll Management har udført undersøgelsen 'OL til Danmark - potentialer og barrierer' for en styregruppe bestående af repræsentanter fra Wonderful Copenhagen, Århus Event, Københavns Kommune, Idrætsfonden Danmark, DIF og Kulturministeriet.

Rapporten ligger på www.kum.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her