Læsetid: 3 min.

OL i glemsel og skygge

15. september 2000

DE SYVOGTYVENDE olympiske lege i moderne tid åbnes i dag formelt på Australiens nye olympiske stadion i Sydney. Den olympiske ild bæres ind til klodens største kultur- og sportsshow, som for en stund vil forene op mod 3,7 milliarder mennesker foran tv-skærmen. Når de over 10.000 sportsfolk trækker træningstøjet af, og som toptunede gladiatorer gør klar til kampen om guldet, vil de fleste have glemt den kolde krigs stormagtskonkurrence og firsernes ideologiske boykotter. For der venter masser af spænding, drama og oplevelser. OL er et overdådighedshorn, som det er svært ikke at blive fanget af.

OL RUMMER i sig et løfte om nye ekstreme menneskelige præstationer, og den atletiske superstjerne Michael Johnson vil endda forsøge at blive den første under 43 sekunder på 400 meter. Men realiteten er, at mennesket i de fleste discipliner er ved at nå grænsen for sin ydeevne. Og nye marginale rekorder er åbne for mistanke om, at de skyldes dopingsnyd. Rigtig kost og nye træningsmetoder kan hjælpe på vej, men ofte hjælper teknologiske og medicinale ’fremskridt’ til at sprænge grænsen. Hvis man ikke betages af rekorderne, kan man i stedet blænde op for de nye olympiske discipliner som vandpolo for kvinder, triathlon, taekwondo og synkroniseret udspring, som måske kan stille nysgerrigheden tilfreds.

PÅ SKÆRMEN vil Sydneys arrangører forsøge at sælge legene som det grønneste og det reneste OL i mands minde. Og derfor har man på rekordtid forandret den olympiske by i Homebush Bay fra at være en kemisk losseplads til at blive en økologisk foregangsmodel, som selv Greenpeace roser. Taget over det olympiske stadion er gjort til et gigantisk vandopsamlingsanlæg, atleterne er indlogeret i ’verdens største solenergi-forstad’ og man vil bruge solcellebiler under OL. Det er et godt vigtigt fremskridt, men økologer kan med rette klage over, at arrangørerne ikke har levet op til løftet om at rense Homebushbugten, der er en af verdens mest dioxinforurenede områder.
I SYDNEY siger vi farvel til Juan Antonio Samaranchs epoke, for det er hans sidste OL som præsident for den internationale olympiske komite (IOC). Den gamle spanske frankist strøg i 1980 til tops, og siden er kom-mercialiseringen med sponsorkontrakter og tv-rettigheder eksploderet. Han har transformeret den olympiske ånd til global business og et guldrandet spekulationsobjekt. Men korruptions- og dopingskandaler, samt et vist mål af hykleri, har gjort hans embedstid til en blandet fornøjelse. I Atlanta i 1996 advarede han mod sportens kommercialisering, samtidig med at han skovlede 330 mia. sponsorkroner og fem mia. kroner ind på salg af tv-rettigheder i USA og Europa.

NETOP I de kommende dage lurer flere pinlige afsløringer af en af Samaranch-epokens sorte skygger: Den femstjernede bestikkelse af IOC-medlemmer, som Salt Lake City brugte for at få vinter-OL i 2002. 10 personer har forladt IOC i de sidste to år, og Samaranch har forsøgt at lægge låg over skandalen. Men USA’s myndigheder overvejer nu at offentliggøre 400 kasser med kompromitterende materiale. Samaranch har sagt fra Sydney, at han er bekymret over, at det kan ske. For det vil give IOC et dårligt image. Men det kan blive endnu værre...
Dopingeksperter stiller nu spørgsmål ved, om IOC’s opstramning af dopingkontrollen i Sydney – bl.a. med blodprøver imod EPO-misbrug – er effektiv. De siger, at prøven er utilstrækkelig, fordi den kun afslører misbrug fra de sidste tre-fire dage. IOC har undladt at bruge en metode, som afslører EPO en måned tilbage.

GODT ER det ikke. For det er for lidt kun at teste 700 udøvere for EPO ud af 10.000 sportsfolk ved legene, og misbrug med hormoner vil heller ikke blive afsløret i Sydney.
Det forhold, at 50 procent af alle USA’s topatleter på et tidspunkt er taget for dopingmisbrug – uden at blive udsat for sanktioner, viser noget om problemets omfang. Også politisk. Der skal en langt mere massiv indsats til, hvis man vil misbruget til livs, for hele tiden udvikles nye sofistikerede midler. Næste skridt bliver genmanipulationer. Selv om fire er blevet udelukket fra Sydney-OL for doping, og selv om Kinas OL-komite holder 27 dopede sportsfolk hjemme, så er der langt igen, før man for alvor får bugt med det olympisk store dopingmisbrug.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu