Læsetid: 6 min.

OL er en mirakelkur for verdens storbyer

Der er kamp om at blive værtsby for de olympiske lege. Legene giver værtsbyen global opmærksomhed, kickstarter byudviklingen og giver efter al sandsynlighed økonomisk overskud. Men ikke alle byer slipper lige godt fra opgaven
9. februar 2006

I morgen tændes den olympiske ild i Torino. I 17 dage vil alverdens tv-seere følge med i atleternes udfoldelser ved vinter-OL i Torino og de omkringliggende bjerge. Forud er gået en lang proces, hvor byen først udkonkurrerede Helsinki (Finland), Klagenfurt (Østrig), Poprad-Tatry (Slovenien), Sion (Schweiz) og Zako-pane (Polen) og siden har investeret massivt i opbygning af sportsfaciliteter, infrastruktur, PR m.m. Men hvorfor er der så intens konkurrence om at bruge milliarder på at bygge sportsfaciliteter, infrastruktur og hoteller?

En åbenlys grund er, at OL i dag giver overskud for værtsbyen. Sådan har det ikke altid været. I mange år blev OL betragtet som en prestigemæssig investering, hvor staten typisk betalte et stort beløb for at kunne indkassere den prestige, det var at kunne vise alverden, at man evnede at afholde OL. Denne motivation begyndte dog at falme igennem 60'erne og 70'erne, hvor der kun var få byer, som ansøgte om værtskabet. I 1976 blev sommer-OL afholdt i Montreal i Canada med et bragende underskud, som kom til at påvirke landets økonomi i lang tid. Til legene i 1980, som blev afholdt i Moskva, var der kun to kandidater, og til 1984 var der kun én kandidat, Los Angeles.

Los Angeles blev et vendepunkt. Den amerikanske stat ville ikke støtte afholdelsen af legene, hvorfor IOC - organisationen bag OL - måtte give arrangørerne i Los Angeles frihed til at finde nye indtægtskilder. Resultatet blev, at arrangørerne formåede at dække alle udgifter via sponsorater, billetindtægter og ikke mindst tv-licenser. OL blev kommercialiseret, ud-vikledes til verdens største tv-begivenhed og har siden været en overskudsforretning. Overskuddet er dog ikke motivation nok i sig selv. Når Rio de Janeiro, Istanbul, Havana, Leipzig, Paris, London, New York og Moskva søgte om værtskabet for OL 2012, var den primære motivation muligheden for på den ene side at bruge OL til at markere byen som en aktiv spiller på den globale scene og på den anden side at bruge OL som løftestang til at få gennemført store investeringer i byens fysiske miljø - infrastruktur, hoteller, kongres- og sportsfaciliteter.

OL og globalisering

Den økonomiske globalisering har ændret storbyernes samfundsmæssige rolle. Igennem historien har byerne i stor udstrækning kunnet forlade sig på at være center for det omkringliggende opland. Hvad enten byerne selv rummede håndværk og industri, eller arbejdspladserne lå i de omkringliggende landområder, så orienterede alt sig mod byen, der var det naturlige center for admini-stration og handel.

Denne sikkerhed er væk nu. Med den økonomiske globalisering bliver stadigt færre ting produceret lokalt. Fisk fanget i Nordsøen fryses ned i Hanstholm, forarbejdes i Kina og kan derefter vende tilbage og havne i SuperBrugsens frysedisk. Byerne kan ikke forlade sig på, at et stort opland og en stor befolkning medfører mange arbejdspladser - arbejdspladserne forsvinder, hvis produktionen er mere rentabel et andet sted i verden.

I stedet må byerne selv tage teten. I den globaliserede økonomi er det storbyerne, der er de logistiske centre - efterhånden som produktionen bliver spredt over kloden, er der også behov for stadig mere styring. Denne styring er typisk placeret i storbyer, hvor der er umiddelbar kontakt til specialiseret rådgivning og umiddelbar adgang til en stor international lufthavn. Storbyerne har også fordel af, at produktudvikling og markedsføring bliver stadigt vigtigere. For mange produkter er prisen ikke så meget relateret til produktionsomkostninger som til udviklings- og markedsføringsomkostninger.

Disse arbejdsopgaver finder typisk også sted i storbyer, fordi det er her, virksomhederne kan rekruttere veluddannede medarbejdere, og fordi storbyerne rummer de rette specialiserede underleverandører. Men der er ingen garanti - arbejdspladserne kan forsvinde over natten. Nokias udviklings- afdeling kan lige så vel ligge i Helsinki som i Singapore, Los Angeles, København eller Torino.

De store byer må derfor bestandigt sammenligne sig med andre storbyer over hele Jorden, hvilke byer har den bedste arbejdsstyrke, den bedste infrastruktur og det hotteste kulturliv? Hvis man er foran, må forspringet konsolideres. Hvis man er bagud, må man kæmpe for at komme frem og op. Samtidig må byen markedsføres - ligesom det ikke hjælper noget at have et godt produkt, som ingen kender, så hjælper det heller ikke noget at have en konkurrencedygtig by, hvis ingen kender den. Denne opfattelse af storbykonkurrence er en væsentlig del af baggrunden for den intense konkurrence om at blive værtsby for OL, som vi ser i disse år. Ud over at være en stor begivenhed, der i en årrække giver mange arbejdspladser, igangsætter OL også massiv byomdannelse og sikrer global eksponering i den tid, de olympiske lege finder sted. For storbyer, som enten skal fastholde eller forbedre deres plads i den globaliserede økonomi, er OL det tætteste, man kommer på en mirakelkur.

Torino deindustrialiseret

Efter at have tabt titusindvis af industriarbejdspladser har Torino stærkt brug for, at der sker noget nyt. I det 20. århundrede var byen industrielt lokomotiv for Italien, og mange italienere tog turen fra det fattige syd til det rige nord for at få arbejde i store indu-strier som Olivetti, Lavazza og Fiat. I slutningen af 1970'erne beskæftigede Fiat omkring 150.000 i Torino og omegn, men siden har over 65.000 mistet deres arbejde, efterhånden som virksomheden har fået konkurrence fra asiatiske bilproducenter. Nedskæringer, udflytninger og rationaliseringer har været deindustrialiseringens og globaliseringens ansigt i byen. Med vinter-OL er det hensigten at redefinere byens plads i den globale økonomi.

Der er blevet investeret massivt i sportsfaciliteter - ud over de mange pister, bobslædebaner mm. i bjergene uden for Torino er der i selve byen bygget haller til kunstskøjteløb, curling, ishockey m.m. Tæt på Lingotto - Fiats gamle én kilometer lange fabrik med prøvebane på taget - bygges et stadion for speed-skating, der efter OL vil kunne deles op og bruges til udstillingshal som en udvidelse af det allerede eksisterende kongrescenter, der er blevet indrettet i Fiats gamle bygninger.

Der bliver også bygget tre olympiske landsbyer til atleterne, hvoraf den største, som vil huse 2.500, bliver opført på et tidligere markedsareal og forbundet med Lingotto via en 60 meter høj bro. Herudover er der syv olympiske medielandsbyer med plads til de 10.000 akkrediterede journalister. Efter OL vil landsbyerne blive transformeret til studenterboliger og private lejligheder. For at trafikken ikke skal bryde sammen under legene, er der investeret massivt i infrastruktur - der er bygget og udvidet veje, og stationen Porta Susa er ombygget, så de nye hurtigtog fra Milano ankommer i flotte rammer.

Ud over disse nødvendige investeringer er flere af byens pladser også blevet renoveret, for at byen kan tage sig godt ud, når de mange tv- stationer transmitterer. Samlet skal de mange timers tv-eksponering bruges til at bortviske den gængse historie om, at Torino er i krise pga. Fiats nedskæringer. I stedet skal byen fremstå som en driftig global storby, der byder sig til over for virksomheder, turister og nye borgere - en by i videns- og oplevelsesøkonomien. Om øvelsen lykkes for Torino, ved vi først længe efter, at den olympiske ild er slukket. Kunsten er at fastholde energien fra OL og få den ind i byens langsigtede planlægning. Falder Torino tilbage til stemningen før OL, vil byen i stedet for fornyet energi stå med en stor klods om benene, fordi de mange sportsfaciliteter skal vedligeholdes og drives.

OL er en fascinerende begivenhed med et stort potentiale for værtsbyen, men det er også en mega-event, som kræver stort politisk lederskab og administrativ snilde. Barcelona gjorde det med stor succes i 1992, mens Athen havde mindre succes i 2004 - OL er en form for mirakelkur for den globaliserede verdens storbyer, men selv mirakelkure kan fejle.

Katrine Østergaard er ph.d.studerende ved Center for Byplanlægning, Kunstakademiets Arkitektskole. Søren Møller Christensen er partner i firmaet Carlberg & Christensen - byplanrådgivere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu