Læsetid: 3 min.

Olie Amoco

13. august 1998

Cyklister har også brug for olie, når de lejlighedsvis skal smøre kæden, men det er dog verdens tunge industrivirksomheder og benzinslugende bilister, der med størst interesse følger fusionsiveren i den globale olie- og kemikalieindustri. I tirsdags satte British Petroleum (BP) og amerikanske Amoco trumf på og meddelte, at de slutter sig sammen. Det er den største fusion af to industrivirksomheder nogensinde. De giver baghjul til den hidtidige rekordholder, nemlig bilfusionen mellem Daimler Benz og Chrysler. De mange mega- og gigafusioner (ja, hvilke sproglige fornyelser skal vi stakkels journalister nu finde på?), som præger den globale økonomi i 90'erne, er til at blive helt svimmel af.
Der går ikke en måned, uden et olie-, bil-, medicinal- eller telekommunikationsselskab sætter nye rekorder, hvad angår størrelsen. I den sammenhæng er det sigende, at den administrerende direktør for BP, John Browne, også sidder i bestyrelsen for Daimler Benz og en af medicinalindustriens allerstørste, Smith Kline Beecham. Alle tre selskaber er globalister om en hals.
Den nye gigant, BP Amoco, som får hovedsæde i London, kan bryste sig af at blive Storbritanniens største industriselskab - men da den slags nationalistiske etiketter er temmelig meningsløse i den globale økonomi, så lad os i stedet kalde det verdens tredie største olie- og kemikalieselskab med en samlet markedsværdi på godt 750 milliarder danske kroner. Exxon og Shell er nummer et og to målt i størrelse, men den nye britisk-amerikanske gigant med ialt 100.000 ansatte og et utal af boreplatforme, raffinaderier og kemivirksomheder har kapitalmuskler til tage konkurrencen op.
Sidste århundredes store amerikanske kapitalist,
John D. Rockefeller, der for mere end hundrede år siden skabte et ægte monopolselskab med sit Standard Oil, ville sikkert have tændt sig en cigar og løftet på hatten i fornøjelse over, at Standard Oils arvtagere i Amoco fusionerer med BP.
For de to selskabers ægteskab er et varsel om, at vi her ved afslutningen på det 20. århundrede kan få globale pendanter til de nationale monopolselskaber, som Rockefeller-epoken frembragte.

Også BP's historie er et vidnesbyrd om det 20. århundredes omvæltninger. Selskabet blev grundlagt i 1901 midt under det britiske imperiums storhedstid af William Knox D'Arcy, der fik en aftale i stand med shahen af Persien. Men ved ved første verdenskrigs udbrud i 1914 blev selskabet nationaliseret, og det var først i 1987 under Thatcherismens nyliberale markedsrevolution, at selskabet atter blev privatiseret. Og med dannelsen af BP Amoco er globaliseringens tid indvarslet.
Olieselskaberne er på vej ind i en vanskelig omstillingsfase, hvor de bliver tvunget til at konsolidere sig. Industriens giganter har i de seneste år dyppet "snablerne" stadig dybere ned i undergrunden for at finde olie og bekrige alle dystre prognoser om fremtidig energimangel. Men resultatet er kraftig overproduktion. Der sendes alt for meget olie ud på verdensmarkedet, og samtidig er efterspørgslen i Asien styrtdykket på grund af regionens langvarige økonomiske krise. Derfor er realprisen på råolie med 11,20 US-dollar røget ned på det hidtil laveste niveau i et kvart århundrede. Vi skal helt tilbage til 1973 for at finde billigere olie på markedet.

To lande som Nigeria og Venezuela vil ikke - som de olieproducerende landes samarbejdsorganisation, OPEC, har besluttet - skrue ned for oliehanerne. De har i stedet brudt alle aftaler for at få ekstra kapital i de slunkne statskasser. De øger i stedet udbuddet og trykker markedspriserne. Den kortsigtede fordel af de historisk lave oliepriser er, at det holder vestens væksthjul i gang på et tidspunkt, hvor den asiatiske syge ellers ville have kastet den globale økonomi ud i en stagnationsperiode. Men økologisk fortalt er det en katastrofe, at de lave energipriser giver folk alt for gode incitamenter til at forbruge løs og sprøjte mere CO2 ud i luften.

Heldigvis er der fremsynede europæiske regeringer, der har indført høje CO2-afgifter, men globalt svækker de lave energipriser virksomhedernes incitament til at spare på energien og omlægge til alternative energikilder som bl.a. sol og vind. Den billige råolie har også sænket prisen på fremstilling af kemikalier og plastic - og det har igen øget forbruget af kemikalier og plastic til stor skade for miljøet.

Fusionen BP Amoco er ikke et onde i sig selv. Det er blot en virksomhed, der forsøger at maksimere sin globale profit indenfor de rammer, som markedet og regeringerne fastsætter. Man må så håbe, at giganten ikke forfalder til gammeldags monopolisme, men i stedet bruger sin førerposition indenfor udvikling af solenergi til noget fremsynet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu