Læsetid: 4 min.

Oliemagt 1973-2000

29. februar 2000

VERDENS ØKONOMI er truet af de stigende oliepriser, og det kan hæmme væksten. Med det budskab turnerer USA's energiminister Bill Richardson i disse dage rundt på en hastevisit til de olieproduceren-de lande i og udenfor OPEC. Olieprisen er steget med rekordfart, fordi OPEC-landene har skåret produktionen ned med otte procent, samtidig med at efterspørgs-len er steget i bl.a. Asien. Med 30 dollar pr. tønde er råolien nu tre gange så dyr som for bare et år siden, og den er oppe på samme niveau som under Golfkrigen i 1991 - før det lange økonomiske boom i USA.
Det har fået alarmklokkerne til at ringe. Ikke mindst i den store nation af olieforbrugere, USA, hvor stigende benzinpriser er blevet en varm sag i valgkampen. Bill Richardson forsøger at presse især Norge, Mexico, Saudi Arabien og Kuwait til at skrue op for oliepumperne - for de er gode venner af den amerikanske stormagt. Hvis intet af det lykkes, så er det måske ikke utænkeligt, at Iraks Saddam Hussein kan komme en smule ind i varmen igen, og at selv Clinton-regeringen kunne overtales til at lempe på sanktionerne. Hvad med at sige 'af humanitære grunde'?

INGEN VED endnu, hvad OPEC-landenes ministre beslutter på deres næste møde den 27. marts, men der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for resten af verden. Holdes energiprisen på over 30 dollar pr. tønde råolie - eller stiger den - så vil fødevarerne blive dyrere, for de bliver dyrere at dyrke, forarbejde og pakke ind i plastik. Alt i hverdagen - fra opvarmningen af de kolde vinterhuse til biler, computere og telefoner - vil blive dyrere, og det kan bringe noget af den inflation tilbage, som mange troede var definitivt afviklet i vor tids højt besungne 'nye økonomi'.
Mange læsere husker sikkert den panik, der bredte sig i 1973, da OPEC-kartellet satte tommelskruerne på og skabte hurtige olieprisstigninger og inflation og var med til - sammen med Vietnamkrigen - at bane vejen for 70'ernes økonomiske krise. I den historie står de bilfrie søndage måske tilbage som en nostalgisk erindring af stilhed på de asfalterede og normalt så larmende veje. I år 2000 er situationen noget anderledes. Der er ikke grund til samme panik.
Inflationspresset fra olien er ikke så stort som i halvfjerdserne. Faktisk siger en tommelfingerregel i dag, at inflationen øges med et halvt procentpoint for hver gang olieprisen stiger med 10 dollar - så det sidste års optur er ingen inflationær katastrofe.
Selv om verden bruger 25 procent mere olie end end i 1973, så er de kendte reserver en halv gang større end dengang, bl.a. på grund af forbedret teknologi og boringer på meget dybere hav. Det giver bedre tid til omlægninger i produktion og livsstil, hvis vi har politisk vilje til det.

NU ER DE rige vestlige økonomier ikke længere så afhængige af olie som i 1973. For hver dollars vækst bruger Vesten 50 procent mindre brændstof. Service, software, kontorarbejde og mobiltelefoner bruger mindre energi end industrisamfundets tunge produktion, og selv om vi kører mere i bil, så kører de fleste moderne biler mere end dobbelt så langt på kilometeren som i 1973.
Meget af den energikrævende industrielle produktion er 'outsourcet' til de fremvoksende økonomier i Asien, og det er faktisk dem, der har mest at frygte ved høje oliepriser. Det kan i værste fald dræbe deres begyndende opsving og skabe grundlag for nye finanskriser. Det er slemt, det kan gøre ondt nogle steder, men det bør ikke skabe panik. Det kunne f.eks. give anledning til at spare på energifråds og overflødig produktion.

DE HØJERE ENERGIPRISER kan måske med tiden vise sig at være en gave til verden, dens beslutningstagere og forbrugere.
Noget tyder på, at selv Danmark har svært ved at leve op til Kyoto-løftet om at skære 20 procent af CO2-udslippet frem til 2005. Kraftig vækst i bilisme og lastbiltransport har sat kul på udslippet til atmosfæren - langt ud over prognoserne. Det er sørgeligt, og det svækker Danmarks mulighed for at presse de virkeligt store miljøsvinepelse som USA.
Noget tyder på, at det er på høje tid.Washington Post skriver nemlig, at et hold amerikanske klimaforskere i morgen vil offentliggøre en rapport, der viser, at den globale gennemsnitstemperatur i de sidste 25 år er øget i et tempo, der svarer til mellem to og tre grader celsius på et århundrede. Det er en drastisk stigning, for temperaturen er i de sidste hundrede år kun øget med cirka 0,6 grader.
Drivhuseffekten er takket være menneskets forbrug af kul og olie ved at accelerere. Måske er vedvarende høje oliepriser det eneste, der kan få os til at ændre adfærd, stille bilen og gå over til vedvarende energi. Markedsdisciplin er i reglen hurtigere til at transmittere værdiomlægninger end pæne politiske hensigtserklæringer. Så hvad med at krydse fingre for OPEC - og vinden? bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her