Læsetid: 5 min.

Olien tilbage til Venezuelas folk

Præsident Hugo Chávez havde valgt arbejdernes internationale kampdag til at tage kontrollen med landets olie. Det rammer bl.a. Statoil på pengepungen
3. maj 2007

Venezuelas præsident Hugo Chávez forstår sig på timing og detalje. Klædt helt i rødt, foran hujende menneskemasser ligeledes i rødt og til lyden af de overflyvende nyindkøbte russiske jagerfly annoncerede han på arbejdernes internationale kampdag den endelige overdragelse af kontrollen med landets olie til den venezuelanske stat: "I dag sætter vi en stopper for en pervers epoke".

Bag ham stod skrevet på et banner, at "fuld kontrol med olien er vejen til socialisme".

Og det må sandt at sige have været en frydens stund for den selvudnævnte efterfølger til Simon Bolívar - det 19. århundredes store latinamerikanske friheds- og uafhængighedshelt. For fem af verdens absolut største olieselskaber har måttet acceptere, at fra nu af ejer det venezuelanske statslige olieselskab, PDVSA, 60 procent af deres oliefelter i Orinoco-bæltet nordøst for Venezuelas kyst.

Mere end penge

Et af de selskaber, der skal indstille sig på nye tider i Venezuela, er den norske olie-gigant, Statoil, der har opereret i Venezuela siden 1995.

"Vi er nu i forhandlinger med den venezuelanske regering omkring de konkrete ejerforhold og en eventuel kompensation for vores investeringer. Men vi har langsigtede planer i forhold til vores aktiviteter i Venezuela og forventer en god aftale," forklarer Rannveig Stangeland, der er Statoils kontakt i forhold til selskabets internationale aktiviteter.

De andre udenlandske selskaber, der står i samme situation, er Exxon, BP, Co-nocoPhillips og Chevron.

Det, der i høj grad skal forhandles om, er de fem selskabers samlede værdier i Venezuela. En del af disse vil komme på den venezuelanske stats hænder, ligesom selskabernes profit i fremtiden må forventes en del lavere. Stat-oil ønsker ikke at kommentere på de områder.

Professor i økonomi ved Oslo Universitet, Diderik Lund, har tidligere fungeret som rådgiver ved forhandlingerne mellem den danske stat og Mærsk Olie og Gas. Han fortæller, at det, som er på spil for Statoil og de andre selskaber, er valget mellem mindre eller ingenting.

"Hvis ikke de går frivilligt med til at genforhandle en løsning, vil den venezulanske stat helt overtage felterne. Så derfor har man naturligvis valgt at forhandle," siger Diderik Lund.

Og Statoil har gode grunde til at blive:

"Statoil har i alt investeret omkring en mia. dollar i Venezuela. Så jeg går ud fra, at den aftale, de nu søger at indgå med Venezuelas regering, skal sikre, at de over tid får den investering tilbage."

- Det betyder under alle omstændigheder et tab for Statoil?

"Jeg kender ikke tallene, men jeg regner da helt bestemt med, at Statoil kommer ud af det her med færre penge," siger Diderik Lund.

Han finder det samtidig interessant, at Venezuela vælger at nationalisere i stedet for bare at hæve skatten, som det sker mange andre steder.

- Men Venezuela har vel andet end pengeinteresser? Handler det ikke om kontrol?

"Det er rigtigt. Det er sandsynligvis andet end strømmen af penge, der ligger til grund for den venezuelanske regerings dispositioner. Var det kun et spørgsmål om penge, ville det have været simplere blot at hæve skatten," siger Diderik Lund.

Drænes for ressourcer

Men forholdet til Venezuelas statslige olieselskab har længe været årsag til skepsis blandt de internationale olieselskaber. For Hugo Chávez gør nogenlunde, som han siger, og med hans egne ord udgør det statslige olieselskab PDVSA krumtappen i det 21. århundredes socialisme. Det er olien, der næsten egenhændigt finansierer de statslige udgifter.

Det betyder, at selskabet drænes for ressourcer i et stadig højere tempo. I 2003 trak den venezuelanske regering lidt over en halv mia. dollar ud af selskabets kapital til sociale projekter. I 2006 var tallet steget 12 mia. dollar.

Ydermere deles rundhåndet ud af selskabets olie - bl.a. til landene i det nye socio-økonomiske samarbejde i Latinamerika, ALBA. I sidste uge garanterede Hugo Chávez således sine partnere i ALBA - Cuba, Haiti, Bolivia og Nicaragua - at Venezuela vil dække landenes olie-behov til halvdelen af markedsprisen. Et behov, der anslås til et par hundredtusinde tønder olie om dagen.

Francisco Monaldi er ekspert i olieøkonomi ved universitetet Instituto Superior de Estudios de Administración i Venezuelas hovedstad, Caracas. Han siger, at selvom den venezuelanske stat har oparbejdet en stærk kapitalreserve som følge af de gunstige oliepriser, vil et fald i olieprisen til under 50 dollar pr. tønde over en længere periode betyde, at det statslige olieselskab kommer i vanskeligheder.

"Den aktuelle stigning i de offentlige udgifter er ikke en holdbar situation," vurderer han.

Det er forhold, der burde bekymre Statoil og de andre selskaber, der nu risikerer at blive direkte berørt af Venezuelas fordelingspolitik.

"Vi har et professionelt forhold til PDVSA og kan ikke blande os i, hvordan de forretningsmæssigt disponerer," siger Rannveig Stangeland.

- Men selskabets økonomi er da af stor betydning. Det bliver jeres største partner i Venezuela?

"Det kan vi ikke udtale os om i øjeblikket."

- Ville I have foretrukket, at de havde hævet skatten på indtjening i stedet?

"Vi forholder os til den konkrete situation og justerer i forhold til den," svarer Rannveig Stangeland.

Chávez' frækhed

Samtidig kommer Chávez med det, som mange i oliebranchen givetvis vil regne for en frækhed. Han truer med at sagsøge de fem udenlandske olieselskaber i Orinoco-bæltet, fordi de har været for grådige. Hugo Chávez mener, at de alt for hurtigt har forladt olieholdige felter, når det blev for dyrt at hente olien op.

"De har kun tænkt i profit og dermed skadet venezuelansk ejendom. De har forbrudt sig mod de eksisterende kontrakter og kan derfor blive sagsøgt," sagde Hugo Chávez umiddelbart før den statslige overtagelse.

Chávez' raslen med sablen kan imidlertid også ses som et strategisk træk, da de fem oliefirmaer og den venezuelanske stat i løbet af de næste godt to måneder skal forhandle vilkårene for statens overtagelse på plads.

Her er et vigtigt punkt den kompensation, som de fem internationale selskaber kræver for statens ekspropriering. Specifikt handler det om, at selskaberne over de seneste 10 år har investeret 17 mia. dollar i Orinoco-bæltet. I dagens priser vurderes investeringerne til en værdi på mere end 30 mia. dollar. Til sammenligning anslås det, at den venezuelanske stat har investeret 4-5 mia. dollar i Orinoco-bæltet.

I søndags varmede Hugo Chávez yderligere op til de forestående forhandlinger:

"Ingen skal vove at udnytte vores gode vilje. Vi ved præcis, hvad hver en meter rørledning, hver en konstruktion og hver en investering er værd."

De fem selskaber har frem til den 26. juni til at forhandle om erstatning med PDVSA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her