Læsetid: 3 min.

Olieret dogmebrud

18. september 2003

Ved første øjekast forekommer det nærmest utroligt. På én og samme gang bryder regeringen med to af statsminister Anders Fogh Rasmussens vigtigste dogmer. Og den, det går ud over, er ingen ringere end den eneste nulevende, ikke-royale elefantridder, Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, der stadig står i spidsen for Danmarks uden sammenligning største, internationale koncern. Ifølge dagbladet Børsen vil regeringen nu forøge beskatningen af indkomsterne fra Nordsø-olien, og den vil samtidig kræve, at staten får en ejerandel af Dansk Undergrunds Consortium (DUC) på 20 procent.
Det første dogme, der i denne forbindelse bliver brudt, er skattestoppet. Med en imponerende vedholdenhed har statsministeren fastholdt, at det skal respekteres af ikke blot hans eget parlamentariske flertal, når det gælder statens indtægter, men også amter og kommuner. Det har ført til megen knurren – og det, der er mere højrøstet – men linjen er blevet fulgt. Ikke mindst på denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, at netop Hr. Møller og hans udenlandske partner i DUC bliver de første ofre for et markant brud på skattestoppet.
Endnu mere opsigtsvækkende er det dog, at den selvsamme koncern skal finde sig i, at regeringen nu vil ændre statens rolle fra at være privatiserende til at gå ind med en betydelig aktiepost i en stor erhvervsvirksomhed. I Børsens pæne reportage i gårsdagens udgave bliver det ganske vist fremhævet, at der »flere steder« bliver nikket genkendende til en sådan model. Selskaber som Post Danmark og Statens Bilinspektion bliver nævnt. Men her er der tale om, at staten sælger ud, uden at sælge det hele. I tilfældet DUC handler det derimod om at erhverve sig en statslig aktiepost i en virksomhed, der hidtil har været rent privat.

De forhandlinger, der hidtil har været ført, er ikke foregået med partierne i Folketinget. Partneren har været direktionen i Mærsk Olie og Gas, og den har givetvis haft Hr. Møller selv som en uundværlig rådgiver. Nu er disse forhandlinger ført så langt frem, at erhvervsminister Bendt Bendtsen inden for et par uger er rede til at forelægge resultatet for Folketinget. Rederiet har med andre ord accepteret både den højere afgift og kravet om en statslig ejerandel.
Samtidig er det lykkedes for regeringen – eller i hvert fald dens embedsmænd – at forhandle en ordning igennem, der kan få bred politisk opbakning. Den første socialdemokratiske reaktion fra medlem af Folketingets energiudvalg, Erik Mortensen, går ud på, at »hvis det går den vej, er det ikke tosset«. Han er ikke i tvivl om, at hans parti vil støtte en sådan aftale.
Tilsvarende siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, at kombinationen af en strammere beskatning med en ejerandel ikke er fremmed for hans parti. Og så tilføjer han en helt afgørende betragtning, nemlig at det er »positivt, at staten ikke bare skummer fløden, men også går ind med en risiko«.

Det er jo netop, hvad staten gør. Som aktionær med en femtedel af det samlede ejerskab må den imødese risikoen for, at indtægterne svigter på længere sigt. Og så bliver de fossile ressourcer i Nordsøen ikke længere et aktiv for det danske samfund. Det har det været i mange år for ikke blot A.P. Møller, men også de øvrige medejere – Shell og Chevron Texac0. Nu er der imidlertid udsigt til, at olieudvindingen vil falde frem mod 2012. Det er, hvad DUC selv har meddelt til offentligheden.
Dette årstal er samtidig det, hvor den nuværende koncession udløber. Både regeringen og rederiet har med andre ord været tidligt ude med deres genforhandling. Til gengæld har de set langt frem i deres forhandlinger om en ny ordning. Ifølge Børsen vil den måske række helt frem til 2040.
Det er sandsynligvis her, vi har forklaringen på Hr. Møllers accept af regeringens to dogmebrud. Han og hans partnere vil fortsat kontrollere olie- og gasfelterne i Nordsøen. Det statslige medejerskab på 20 procent er i den forbindelse mere symbolsk end reelt. Skulle det få praktisk betydning, vil det netop blive i den forbindelse, Thulesen Dahl fremhæver som noget positivt. Staten får andel i den risiko, der er forbundet med dalende indtægter.
Udsigten til, at disse indtægter skulle blive større, er til gengæld minimal. Havde den været til at få øje på, ville DUC givetvis ikke have accepteret en aftale som den, der nu er på vej til at blive præsenteret for partierne i Folketinget. Hr. Møller har nok engang demonstreret, at han er suveræn, når det gælder om at udvise rettidig omhu.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her