Læsetid: 3 min.

Olympisk ødelæggelse

26. januar 1999

"Det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er at triumfere, men at kæmpe.
Baron Pierre de Coubertin, 1908.

I STARTEN af 1990'erne rystedes verdens offentlighed af korruption og magtmisbrug blandt toppolitikere og forretningsfolk. Det var netop, som den vestlige verdens demokratier triumferede og fejrede den historiske sejr over kommunismen, at disse afsløringer tvang en række regeringer og markante politikere til at træde vanærede tilbage. Nu er turen kommet til sportens verden, der ellers befinder sig på en olympisk tinde af succes med triumferende rekorder og gyldne indtægter fra sponsorer og salg af tv-rettigheder. Som var det Gudernes straf over tiltagende hovmodighed og griskhed, er skandale efter skandale rullet ind over sportseliten og dens ledere i det seneste år. I sommers blev det prestigefyldte Tour de France-cykelløb næsten væltet omkuld, da stjerneryttere blev afsløret som dopingmisbrugere i et omrejsende medicinalcirkus på EPO.
I den seneste måned har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) været kastet ud i sin hidtil værste krise nogensinde i kølvandet på en alvorlig korruptionsskandale.Det er bl.a. kommet for dagens lys, at en række komitémedlemmer tog imod bestikkelse fra Salt Lake City, da byen vandt opløbet om at holde vinter-OL i 2002. Mormonernes hovedstad brugte kold mammon - dvs. pengegaver og gratis ydelser til en værdi af op imod 800.000 stærke amerikanske dollar - på at få tvivlrådige IOC-medlemmer til at lægge stemmen i byens vægtskål.
Sagen har kastet en lang skygge ind over IOC's 78-årige præsident Juan Antonio Samaranch, og han har fået en intern undersøgelseskomité til at vurdere anklagerne. Efter et møde i søndags meddelte Samaranch på en pressekonference i Det Olympiske Museum i Lausanne, at IOC's forretningsudvalg indstiller seks medlemmer til eksklusion. Onde tunger siger, at det kun er de svage og mørklødede medlemmer fra Syd, der ofres på skandalens alter, og listen (Ecuador, Congo, Mali, Kenya, Sudan og Chile) bekræfter den påstand. Men inden man forfalder til Folkeparti-agtige fordomme om, at den nordiske 'race' er meget mere ren og ukorrupt, så er det værd at bemærke, at et finsk medlem og to andre IOC-medlemmer trak sig frivilligt inden den skæbnesvangre weekend.

OG YDERLIGERE tre IOC-medlemmer er genstand for undersøgelse, men det er først i marts måned på IOC's generalforsamling, at vi ved om 'syndebukkene' ekskluderes. Congos sportsminister Jean-Claude Ganga har f.eks. nægtet at trække sig frivilligt, og det kræver to tredjedeles flertal at få ham og hans medskyldige smidt ud af IOC-klubben.
Samaranch har lovet, at man vil stramme op på procedurerne ved udpegning af nye værtsbyer og oprette en særskilt etisk komité. Men mange tvivler på, at det selvsupplerende - og formelt uafhængige - IOC kan reformere sig selv indefra. Korruptionen er efter alt at dømme meget mere udbredt, end afsløringerne i Salt Lake City sagen fortæller. Der er rygter om, at nogen er beriget med diamanter, og andre er blevet opvartet af japanske geishaer i Nagano og har fået tilfredstillet lysterne hos ludere i Berlin. Samtidig har en af arrangørerne af Sydneys OL i år 2000 åbent erkendt, at australierne bestak nogle afrikanske IOC-medlemmer. Og Arne Haugestad, der var med til at arrangere vinter-OL i Lillehammer i 1994 har udtalt, at medlemmer af IOC modtog flere hundrede tusinde kroner fra byen. "I Lillehammer gav vi også efter for IOC's beskidte kultur," siger Haugestad.

CENTRALT ER det, at kulturens høje olympiske standarder og sportens dyder om den ædle kappestrid - der engang blev formuleret af noble (omend ikke altid lige demokratiske) adelsmænd som Pierre de Coubertin - for længst er blevet undermineret af pengenes og kommercialiseringens fremmarch. Fristelsen for griske mænd og kvinder er øget i takt med, at OL i løbet af 1980'erne og 90'erne er blevet en lukrativ pengemaskine med dyre sponsorkontrakter og salg af tv-rettigheder i milliardklassen. Derfor er spørgsmålet om den olympiske idé og sportens engang så gode omdømme kan reddes uden mere grundlæggende reformer?
Det er højest tvivlsomt om etiske komitéer gør en synderlig forskel i en tid, hvor eliteidrætsudøvere doper sig og organisationsfolk lader sig korrumpere for at opnå hurtige økonomiske triumfer.
Og det er nok naivt at tro, at elitesporten vil nå olympisk renhed igen, selvom dopingkontrollen og det politiske tilsyn forbedres. Men man har lov at håbe, at massepublikummet zapper væk fra de korrupte idrætskonkurrencer og slår blikket ned ved synet af sportens medicinale hormonbomber - og dermed tvinger sponsorerne og pengemagtens firmaer til at forlade den mest perverterede del af showet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu