Læsetid: 4 min.

Omsorg og tjenestepistol

Politiet burde skaffe sig bedre medierådgivere
25. maj 2007

I Sønderjylland vil de give sygeplejersker hjælp til indkøb, børnepasning og rengøring. På Fyn må plejehjemspersonalet visse steder have deres hund med på arbejde, og i Nordsjælland spiller den ene kommune ud med højere løn til plejepersonale for at tiltrække arbejdskraft fra nabokommunerne.

Det offentlige mangler arbejdskraft, og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, siger til Jyllands-Posten, at hvis det offentlige skal klare sig med dansk arbejdskraft, så skal alle kvindelige studerende i de næste 10 år søge ind i den offentlige sektor.

In your dreams, som de siger henne i udlandet. Dér er der sikkert nogen, der vil, men langt fra alle.

Så alle de rekruttereringskampagner, vi ser i øjeblikket, er kun en svag begyndelse. Der bliver kamp til stregen om de gode folk, og alle medier tages i brug for at få fat både i de unge og i dem, der ikke er så unge, men er motiverede for at skifte spor.

Det er et hastigt voksende marked for reklamebureauer, der tjener gode penge på at udforme kampagnerne, og de medier, der kan glæde sig over en lind strøm af reklamemidler ned i deres slunke kasser.

Så kan man som menig medieforbruger bare læne sig tilbage i sofaen og studere tilbuddene og den måde, de enkelte erhverv vælger at præsentere sig på.

Og undre sig.

Omsorg og peberspray

Personligt undrer jeg mig i hvert fald temmelig meget over en hverveplakat fra politiet som tilbyder

"INDLEVELSE, OMSORG, TJENESTEPISTOL". Under slagordene er billedet prydet af en kvinde, som formår at udstråle tillidvækkende tilstedeværelse selv under en stor politihjelm, og i baggrunden ser vi en flok velpressede, afslappende, smilende politifolk, hvor i hvert fald en tydeligvis er af anden etnisk baggrund.

Det er næppe tilfældigt, at det er "OMSORG", som er fremhævet i teksten, og det understreges også af den moderlige kvindelige betjent. Men hov, der var også lige den med "TJENESTEPISTOL". Ikke lige frem et omsorgsord ville man mene. Og næppe heller ikke egnet til at tiltrække de mennesker, for hvem indlevelse og omsorg er væsentlige elementer i jobtilfredsstillelse.

Så hvem er det mon, vi er ude efter med ordet tjenestepistol? Er vi som borgere i det hele taget interesseret i, at der bliver rekrutteret betjente, som tænder på udsigten til at gå med tjenestepistol?

Ville de blive lige så fænget, hvis der f.eks. stod 'indlevelse, omsorg og peberspray'?

Man ser hverken indlevelse, omsorg eller tjenestepistol på plakaten, men hvis man bliver fænget, kan man gå videre til Rigspolitiets hjemmeside www.blivpolitibetjent.dk og få flere informationer. Her optræder tjenestepistolen, skiftende med håndjern, som ikoner i baggrunden for en ny gruppe slogans: "UDFORDRINGER, UDVIKLING, MULIGHEDER", og der er en række link, man kan følge og høre om, hvor fedt det er at være ansat i politiet:

Kvinden fra plakaten fortæller, hvordan hun kedede sig på kontor, inden hun blev ansat hos politiet. Det er også et godt sted at blive gravid og få børn, alle siger til lykke, for det går jo ikke ud over nogen.

Flotte Raju af indisk herkomst fortæller om sin glæde ved at yde en indsats og får også lige givet en pige en bøde på 500 kr. for at cykle på fortovet - det må vel høre under omsorg - og vi får også set en gruppe kampklædte betjente storme af sted med det fra film så kendte greb og den lige så kendte lyd af en pistol, der bliver afsikret.

Det er selvfølgelig en realistisk del af politiets indsats, men måske ikke et særligt heldigt signal at sende i en tid, hvor der flere gange er rejst mistanke om, at politibetjentene ikke altid er helt velovervejede, når de trækker pistolerne - og skyder. Så sent som i går besluttede statsadvokaten at rejse tiltalte mod to betjente, som sidste år skød - 20 skud - og dræbte en flugtbilist i Københavns nordvestkvarter. Begrundelsen var her, lige som i den anden verserende sag fra 7-Eleven-kiosken, hvor en psykisk syg mand blev dræbt, at betjentene følte sig truet.

Skydegale betjente

Det er Rigspolitiet, der er ansvarlig for rekrutteringen af nye betjente, og rekrutteringshjemmesiden indeholder også en lille hilsen fra rigspolitichef Torben Hesselbjerg, der i modsætning til flere af sine kolleger i Københavns Politi ikke er et naturtalent som kommunikator. Han virker nærmest som om, det er med en ladt tjenestepistol i ryggen, han er blevet tvunget til at opfordre folk til at søge ind i etaten. Måske kan han heller ikke lide kampagnen?

Det må være i alles interesse, at vi har et velfungerende politi bestående af mennesker, som interesserer sig for udfordringer, udvikling og muligheder. Og som har indlevelse og udviser omsorg. Til gengæld må jeg sige, at de mennesker hos rigspolitichefen, som har godkendt tjenestepistolen som et fornuftigt argument for at gå ind i politiet, ikke gør nogen af delene. Vi har ikke brug for flere skydegale betjente. Få dog den tjenestepistol væk.

I min ungdom havde den amerikanske flåde - ligesom i dag - store rekrutteringsproblemer. Dengang havde unge amerikanere ikke lyst til at tage til Vietnam og blive slået i hjel. Nu har de ikke lyst til at tage til Irak af samme årsag. Dengang havde flåden et slogan, som hed "Join the Navy. See the World".

Det blev af lyse hoveder omdøbt til "Join the Navy. See the World. And kill people".

Men det var altså en joke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu