Læsetid: 3 min.

Omstilling til hvad?

1. juli 2003

Man kender legen med stolene: Voksne mennesker går rundt om et bord, mens musikken spiller. Når musikken stopper, bliver der fjernet en stol. Legen er et såkaldt udskilningsløb. Den eliminerer en deltager, hver gang musikken stopper. Den, der ikke længere har en stol at sidde på, er ude.
Man kunne forestille sig en moderne variant af den leg, hvor deltagerne bliver ved med at cirkulere, efter at de har mistet deres stol. Det gælder nu ikke om at holde fast i sin taburet, men derimod om at slippe af med sin stol. Man skal ikke være bundet til et bestemt sted: Man skal være fleksibel og omstillingsparat. Det gælder om at sætte sig ud over den oprindelige og traditionelle opstilling af bordet og stolene.
Den, der ikke kan skille sig af med sin gamle stol, bliver diskvalificeret som ufleksibel. Han eller hun hænger fast i den gamle orden.

Ligner denne leg ikke logikken i det, der nu er blevet til videnssamfundet? Det drejer sig om at gøre sig fri fra de personlige, professionelle, ideologiske og faglige kontekster, man som individ måtte befinde sig i. Stolene ligner de overleverede kontekster, man skal kunne slippe ud af. Man skal forhandle værdier og procedurer. Den værdi, der ikke kan forhandles, er den stadige vilje til at forhandle.
Man kan også anskue stolelegen på et bredere skitseret samfundsmæssigt plan: Man skal smide den stol ud, som er den religiøse autoritet. Man skal smide skolelærerens institutionelle autoritet ud. Man skal diskvalificere den automatiske tillid til videnskabelig autoritet. Til sidst er der ingen stole at sidde på, og menneskene rundt om bordet må stå selv. Denne tilstand uden støtte og stole og uden overleveret orden skulle så kendetegne den definitive frigørelse fra dogmatiske traditioner.

Samfundsforskerne Niels Åkerstrøm Andersen og Asmund Born undersøgte i udgivelsen Kærlighed og omstilling i 2001 omstillingsidealet i den offentlige sektor. Og konkluderede, at omstillingsidealet ikke foreskriver omstilling som en bestemt overgang fra et niveau til andet. Det foreskriver derimod permanent omstillingsparathed: Det er evnen til at kunne omstille sig til omstilling overhovedet.
Man må ikke lade sig binde af en indsigt eller et forskningsresultat. Man skal være permanent mobil. Man skal ikke udvikle en specifik kompetence, men derimod den metodiske kompetence til hele tiden at kunne udvikle nye kompetencer. Læring skal være livslang. Og derfor er læring en principielt uendelig proces.
Dette ideal diskriminerer forestillingen om en grundlæggende videnskabelig erfaring. Den videnskabelige erfaring, der ikke kan kastes væk igen, obstruerer omstillingsparatheden. Sat på spidsen underminerer omstillingsparadigmet forestillingen om autoritative indsigter overhovedet. Videnssamfundets ideal om fortsat kompetenceudvikling udelukker videnskabelig kultur, der funderer forskning på funktionelt indiskutable præmisser.

Stefan Hermann fortalte i Information lørdag om læringsidealet i folkeskolen. Eleverne er i centrum: Barnet skal som en lille entreprenør stimuleres til lystbaseret læring. Læreren må ikke være autoritet: Læreren skal være coach i barnets selvudvikling.
Antiautoritær og selvudviklende læring er udlagt som et program, man ikke kan modsige. Det er dikteret af udviklingen eller videnssamfundet eller globaliseringen. Der er tale om noget så næsten kommunistisk som ’historiens diktat.’ Og som Hermann pointerer, er det en retorik, der kombinerer venstreorienterede idealer om det selvskabende frigjorte individ og liberalistiske forestillinger om det selvansvarlige individ.
Den, der kritiserer forestillingen om det fritstående individ, vil blive afvist som en, der fornægter fremskridtet og vil genopføre alle de stole, vi har smidt væk. Men opgøret med de overleverede livskontekster giver kun konstruktiv mening, hvis det ikke kaster stolene væk med konteksten. Opgøret med traditionelle autoriteter fører ikke til en afvikling af alle autoriteter som sådan. Legen med stolene betyder ikke, at man skal stå op resten af livet. Der gives autoritet i alle relationer, og der udøves magt i sociale konstellationer. Det kan skjules og fordrejes, men det kan ikke ophæves.
Derfor gælder det om at anerkende legitime autoriteter. Som f.eks. den autoritet, der er baseret på videnskabelig indsigt eller lærerens rationelle overskud i forhold til børnene i folkeskolen. Det moderne opgør med dogmatik og institutionel autoritet bør ikke forkaste alt det, der har været, bare fordi det har været der før. Hvis frigørelsen skal fortsættes, kræver det, at autoritet og ansvar legitimes og anerkendes som forudsætninger for social orden og videnskabelig kultur og forskning. Den, der i dag vil være anti-autoritær, må kritisere det autoritative ideal om livslang læring uden grænser.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her