Læsetid: 3 min.

Omvendt ældning

15. maj 2003

»Jeg er snart træt af alle de der fucking analyser i aviserne, og den der psykologisering af politik. De skriver, at jeg ser lidt træt ud og har grå hår. Det er et udtryk for journalistik, når det er værst.«
SF's formand, Holger K. Nielsen, til Ritzau

DEN RADIKALE nestor, Kresten Helveg Petersen, blev i sin tid kaldt ’Unge Helveg’ i kontrast til sin søn, Niels Helveg Petersen, der blev kaldt ’Gamle Helveg’. Faderen blev betragtet som yngre af både sind og virkelyst. Politiske spøgefugle har senere døbt barnebarnet, Morten Helveg Petersen, som nu også er radikalt medlem af Folketinget, for ’Ældgamle Helveg’ – for at sætte trumf på pointen.
Denne omvendte ældningsproces er imidlertid ikke et paradoks, som er forbeholdt Helveg-klanen i dansk politik. Folkesocialisterne i SF er ved at gennemleve nøjagtig samme forvandlingsproces.
Den nye generation af yngre SF-politikere har i løbet af det seneste år forsøgt at profilere sig selv med synspunkter og værdier, der på mange måder er mere dogmatiske og stillestående, end dem ældre SF’ere fremfører. Og dét siger ikke så lidt.
Konflikten i SF går ikke længere mellem den europæisk orienterede ’fornyerfløj’ og den gamle, traditionalistiske ’fløjlsbuksefløj’. Virkeligheden er, at der ikke længere er en ’fornyerfløj’ i SF. I dag står konflikten i SF mellem en stor gruppe af velafprøvede politikere, som er gamle af alder, og en mindre gruppe af unge, der er gamle af sind.

GRUPPEN AF unge SF’ere – med Morten Homann og Peter Goll i spidsen, også kaldet ’Børnebanden’ – tror, at de kan vinde flere vælgere ved at gøre SF mere mainstream og ’konsekvent’, som det hedder i dag, på områder som udlændinge- og retspolitik, og så i øvrigt nedtone alle de verdensfjerne emner såsom forurening og global ulighed. Kodeordet er ’tryghed’: Tryghed for enkelte i hverdagen. Hvis man synes, at man har hørt den sang før, er det ikke tilfældigt. Siden Tony Blairs gennembrud i 1997 med ’tough on crime’-kampagnen har de fleste partier i Europa – uden egne bud på nye paroler – kopieret Blairs ’Cool Britannia’-retorik.
Børnebandens iscenesatte ’fornyelse’ af SF kommer således flere år for sent, i fald den skulle virke som et nybrud. I bedste fald kan de unges projekt beskrives som en form for light-udgave af den nu afdøde, hollandske populist Pim Fortuyns postmoderne punchline-cocktail. Han formåede på forunderlig vis at kombinere en baggrund som venstreorienteret med hårdtslående paroler om bl.a. ’stop for indvandrere’.
Hemmeligheden bag Fortuyns popularitet var imidlertid ikke, hvad han sagde, men hvordan han sagde det. Pim Fortuyn optrådte flamboyant som aftengæst i talkshows. Han havde en star quality, ingen SF’er nogensinde kommer i nærheden af. Og godt det samme: SF får næppe en klar profil ved at lægge sig i kølvandet på de andre partiers strammer-kurs i udlændinge- og retspolitikken.

UDFORDRINGEN for SF handler om, hvordan partiet kan omsætte sin moralske idealisme til en konstruktiv realisme, og hvordan partiet kan løfte tidligere tiders nationale problemer op på et mere grænseoverskridende niveau. Foreløbigt har partiformand, Holger K. Nielsen, dog valgt at satse på børn – eller rettere på børns vilkår, da det jo trods alt stadig er forældrene, der har stemmeret. Det bagvedliggende ræsonnement er ganske logisk: »Dansk Folkeparti har jo stor succes med at gøre de ældre til deres kerneområde, mens Venstre og Socialdemokraterne slæber i hælene på dem,« lyder det fra Holger K. Nielsen, hvis nye strategi er inspireret af det norske søsterparti Socialistisk Venstreparti, som sidste år fik 12 procent af stemmerne ved Stortingsvalget i Norge. Skønt norsk indenrigspolitik ikke er kendt som et progressivt eksperimentarium for nye idéer, er det formentlig en bedre sted at søge inspiration for SF end New Labour og Pim Fortuyn Lijst.
Spørgsmålet er dog, om SF tør lægge mere og andet i satsningen på børn, end at foreslå flere penge til børnecheck og daginstitutioner; om SF tør udfordre de andre partiers velfærdspopulisme, og reelt sætte kommende generationer i centrum for deres praktiske politik. Hvis SF havde mod til at sætte globale miljøproblemer og nye former for social marginalisering øverst på dagsordenen, kunne SF måske igen blive et parti i opposition til Dansk Folkeparti. Dét kræver dog, at SF allerede på landsmødet her i Bededagsferien kommer videre end til blot at kritisere den siddende VK-regering.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her