Læsetid: 2 min.

On the road

Robert Stone erindrer et vanvittigt årti med Jack Kerouac, Ken Kesey, masser stoffer og endnu flere oplevelser
8. marts 2007

En af de få romanforfattere, der fanger de amerikanske 60'ere og tidlige 70'eres hallucinatoriske galskab og ungdommelige energi lige så levende som tidens mange new journalism-forfattere gør det, er Robert Stone.

Med Dog Soldiers (1974) skrev han sig både til en National Book Award og ind på bestsellerlisterne; en filmatisering blev det også til under titlen Who'll Stop the Rain (1978) med Nick Nolte i rollen som den moralske fyr, der smugler heroin fra Vietnam til Californien blot for at erfare, at krigen i høj grad også udspiller sig på hjemmefronten.

Stone har siden skrevet en stribe interessante og komplekse romaner, der i en mandhaftig og lyrisk tone følger i hælene på den amerikanske udenrigspolitik og undervejs stiller skarpt på nationens værdiskred over det seneste halve århundrede.

På dansk har vi kun fået Dog Soldiers, men i sit hjemland er Stone fast mand på førsteholdet, af hvilken grund der da også har været store forventninger til hans memoirer Prime Green, der med undertitlen Remembering the Sixties udkom i USA i starten af januar.

Livstræt Kerouac

Årtiet var for Stone ét langt roadtrip. Med kone, barn og ambitioner i bagagen går det over stok og sten fra New Orleans over East Village til San Francisco, fra Paris til London, fra Hollywood til Mexico og naturligvis tværs over det amerikanske kontinent et par gange, blandt andet med Gøgereden-forfatteren Ken Keseys notoriske Merry Pranksters-bus.

"When you were young in those days and thought you had exhausted the resources of your homwtown and the landscape that had nourished you, you waited for the green light at the intersection of the great American road. When it flashed, you went," som han selv udtrykker det.

Undervejs møder han udover Kesey også Baba Ram Dass - kendt som Dr. LSD Jr. - Neal Cassady, Allan Ginsberg, Hells Angels og en livstræt Jack Kerouac, der ikke vil låne ham smøger, samt en flok hvide landsbybønder af hvem han får bank i en scene, der vækker mindelser om filmen Easy Rider (1969).

Den film slutter som bekendt med replikken "we blew it", hvilket stemmer godt overens med Stones' afsluttende ord i Prime Green: "We were the chief victims of our own mistakes."

Her er der således ikke meget nyt at hente. Det er det til gengæld i bogens andre 229 sider, der opruller den ene levende anekdote efter den anden i et behageligt underspillet anslag, hvor Stone trods det, at han konstant synes at være i begivenhedernes centrum, placerer sig selv i udkanten af manegen.

Et af de mere underholdende eksempler på dette udspiller sig, da han med nogle venner sætter sig i sit folkevognsrugbrød og triller til San Fransisco for at høre John Coltrane og Lenny Bruce i løbet af samme aften. For at møde velforberedt op har de spist en masse peyote, og, ja, hvad de ellers har kunnet få fingre i af bevidsthedsudvidende stimulanser.

Allerede midt i Coltranes "My Favorite Things" må Stone give og efter en lang psykedelisk nat må vi give ham ret i, at han "blew it". Vi skriver dog blot 1962, og Stone selv er ikke engang halvvejs gennem de oplevelser årtiet kunne tilbyde ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu