Læsetid: 3 min.

En ond tids Pippi Langstrømpe

Stieg Larssons posthume murstenskrimi går til ekstremer
14. oktober 2006

"Hvis man ikke går til ekstremer, er der slet ingen grund til at gå," skal maleren Asger Jorn engang have erklæret.

Det citat har Stieg Larsson i den grad efterlevet med det andet - i enhver henseende voluminøse - bind i den såkaldte Millennium-trilogi, Pigen der legede med ilden. Første bind hed Mænd der hader kvinder og blev anmeldt her i bladet den 31. december 2005. Et tredje bind udkommer i efteråret 2007 - og så bliver det ikke til flere murstenskrimier fra Larssons hånd. For et halvt år inden den første udkom, døde han, blot 50 år gammel.

Lyssky menneskehandel

Den pige, der leger med ilden, hedder Lisbeth Salander og er midt i tyverne. Hun havde også en hovedrolle i første bind, men her træder hun endnu stærkere frem. Ved romanens begyndelse vender hun tilbage til Stockholm efter et længere udlandsophold, blandt andet i det orkanhærgede Grenada. Hun har gjort sig økonomisk uafhængig, men føler sig for øvrigt alene i en kold og ond verden. Samtidig er hendes makker fra første bind, Millennium-redaktøren Mikael Blomkvist, travlt optaget af at optrævle en vidt forgrenet historie om handel med purunge piger fra østlandene - det modbydelige fænomen, der kaldes trafficking, og som Informations tidligere chefredaktør Povl Høst-Madsen også har udgivet en roman om, ligeledes på Modtryk.

Den eftertænksomme Blomkvist får assistance af et par behjertede journalister og forskere. Fremtrædende politifolk og samfundsspidser er involveret i den lyssky handel med mennesker. Et par mord, der har karakter af likvideringer, sætter for alvor gang i handlingen, og i en række parallelforløb følger vi det umage makkerpar Salander og Blomkvist med en stigende forventning om, at de da for pokker må mødes og få genoplevet deres sælsomme romance fra første bind i stedet for blot at kommunikere med hinanden via mere eller mindre kryptiske mails.

Lisbeth Salander er den mest ekstreme figur, jeg nogensinde er stødt på i en kriminalroman. Af udseende ligner hun en spirrevip af en punker, men hendes færdigheder på en række områder er intet mindre end formidable, selv om de manifesterer sig på en uhyggelig og tragisk baggrund, der bedst kan sammenfattes med en anden romantitel: Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen.

Biljagter

Lisbeth har ry for at være den bedste researcher nord for Alperne, og desuden er hun en fænomenal hacker, hvad der også er forklaringen på hendes svimlende formue. Endvidere er hun, for at det ikke skal være løgn, en fremragende skakspiller med en nærmest fotografisk hukommelse. Kort sagt en moderne og meget hårdtslående og hårdtsparkende udgave af en anden berømt svensk pige fra fiktionens verden, Pippi Langstrømpe. Den klejne pige, der kan ordne alt og alle, også store brutale gangstere. Den markante forskel er, at Lisbeth Salander ikke alene må slås mod banditter og skurke, men også mod sine indre dæmoner. Og som man måske vil forstå, er der en dyster sammenhæng mellem de ydre og indre dæmoner.

Det udvikler sig i passager, ikke mindst i nogle slagsmålsscener, der er lange og udpenslede som biljagter i en amerikansk B-film, hamrende kulørt. Men det er samtidigt elementært spændende. Og Stieg Larssons kærlighed til sin outrerede hovedperson er ikke til at tage fejl af og bevirker, at man bærer over med en vis slinger i valsen undervejs. Også fordi hans indignation over misbruget af kvinder er stærk og ægte.

*Stieg Larsson: Pigen der legede med ilden, roman, (godt) oversat af Kamilla Jørgensen, 605 s., 299 kr., Forlaget Modtryk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer