Læsetid: 3 min.

Den onde bajads

Portræt af Nazi-Tysklands groteske og livsfarlige nummer to: Hermann Göring
2. juni 2007
Portræt af Nazi-Tysklands groteske og livsfarlige nummer to: Hermann Göring

Han var så fed til sidst, at han vraltede, og hans lår gned mod hinanden og frembragte hudløse partier. Disse behandlede han med specialcreme, i hvilken han muligvis har gemt den giftampul, der unddrog ham dødsdommens galge.

Göring er navnet, Hermann Göring, Hitlers designerede efterfølger, den i lange tider næstmest magtfulde af alle regimets magtfulde mænd, leder af Luftwaffe, Preussens ministerpræsident, leder af fem-årsplanerne og dermed økonomisk zar i Tyskland, Hitlers nærmeste rådgiver i både indenrigs- og udenrigspolitiske svinestreger og ikke at forglemme iværksætteren af mordet på seks millioner jøder og utallige andre i Nazi-regimets vold.

Skruppelløs og charmerende

En fuldstændig skruppelløs person, grådig ud over alle grænser, forfængelig til det hylende grinagtige, hensynsløs i enhver forstand, iskold, jernhård, uden nåde. Og charmerende. Og begavet. Begavelsen var ellers ikke noget, der trykkede Det Tredje Riges topfolk. Den ene halvidiot efter den anden færdedes i Hitlers hird, flere af de håndgange folk dyrkede mystik og det okkulte, var elendige forvaltere og som Hitler selv middelmådige i intelligens, uoplyste og dybt primitive.

I denne kreds havde den tidligere kamppilot fra første verdenskrig, overklassedrengen Hermann gode kår og nåede alene af den grund tidligt vidt. Ved intriger og beskidte kneb svingede han sig på forbløffende kort tid op til at være bevægelsens mest magtfulde efter der Adolf og beholdt uanset sin åbenlyse nedtur i morfin og andet misbrug sin status om end ikke alle sine beføjelser.

Den tyske historiker Guido Knopp, der vil være danske tv-kiggere bekendt fra de store serier om Anden Verdenskrig og nazismen, har skrevet en udmærket bog om fænomenet Göring. Absolut læseværdig, men ikke bedre end udmærket. Sagen er den, at Knopp i det store og hele lader Nürnberg-processen ligge, det vil sige indskrænker sig til et enkelt kapitel om afslutningen. Men processen er faktisk den bedste kilde til Göring-skikkelsen, ikke mindst de psykologiske profiler, der tegnedes som for eksempel af Richard Overy i bogen Interrogations om forhørene af nazi-spidserne.

Enorm popularitet

Det umiddelbart forunderlige ved Görings karriere i Det Tredje Rige er, at Hitler holdt fast ved ham, efter det stod klart, hvor elendig hans ledelse af luftvåbenet havde været. På det tidspunkt var Rigsfeltmarskallens dekadence et af de få emner, det tyske folk turde lave (lettere) grin med, fordi det groteske i formatet af snyd, svindel og ragen til sig var så åbenbart for alle, og fordi der om den brutale mand også stod et om end falsk skær af jovialitet.

Hitler mente dog ikke at kunne undvære Göring, netop på grund af det joviale, som jo ikke just lå til Hitler selv eller til hans øvrige følge. Selv mens bomberne høvlede ned over de tyske byer, og Göring var den direkte ansvarlige for, at det gik ad helvede til, mistede den fede feltmarskal i de outrerede uniformer ikke sin popularitet. Dertil kom Görings mere sofistikerede begavelse og sikre sans for omgang med de magtfulde industri- og erhvervsfolk i riget, forbindelser Hitler ikke mente at kunne undvære.

I Göring ligger lige så meget af nazi-gåden: hvorfor et halvt folk lod sig forføre af disse mennesker. Jo, det sociale og økonomiske grundlag var til stede i 1933, men de typer.

Og Göring! Men inden man kommer for godt i gang, havde generalfeltmarskallen, som han da var, såmænd også en fin presse her i landet. De borgerlige blade kaglede af fryd over hans besøg med lystjagten Carin II, der besøgte Helsingør i sommeren 1938, og hvorfra den joviale mand tog til København og købte wienerbrød hos konditor Bach Frederiksberg Allé. Så menneskelig han var...

Bogen mangler register og litteraturhenvisninger. Det sidste er for dårligt. Oversættelsen ved Mads Gaunaa lider visse steder under mindre godt dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her