Læsetid: 6 min.

Onde minder vækkes til live i El Salvador

En række indbrud, drab og mordtrusler har ramt oppositionens organisationer i El Salvador. Organisationerne mener, at det er politisk vold, og frygter, at landets dødspatruljer er blevet gendannet. Samfundet er ved at dele sig i to
23. april 2005

El Salvador - Da de ansatte og studerende mødte op på Det Lutherske Universitet i San Salvador den 29. januar i år, blev de mødt af et grusomt syn. Universitetets sikkerhedsvagt, Manuel de Jesus Martìnez, var blevet dræbt og derefter hængt op i et træ.

Vidner beskriver de anvendte metoder som meget lig dem, de såkaldte dødspatruljer benyttede sig af under borgerkrigen i 1980'erne. Et stort kontant beløb og over 30 computere var blevet stjålet, heriblandt computere med de ansattes og studerendes personlige data.

I det lutheranske miljø tror man ikke på, at det var et 'almindeligt' indbrud. Den lille lutherske kirke i El Salvador, hvor kun én procent af befolkningen er lutheranere, er kendt for sin massive støtte til venstrefløjspartiet FMLN og desuden medlem af den folkelige sociale blok, BPS.

De lutheranske præster deltager ofte i vejspærringer og protestmarcher mod regeringens neoliberale politik. I december stod to præster i fuldt ornat i spidsen for en protestmarch gennem hovedstaden San Salvadors gader. Demonstranterne protesterede over frihandelsaftalen CAFTA.

Præsterne frygtede i januar, at mordet på universitetet var en advarsel, og nærmest som en bekræftelse af de bange anelser blev et andet medlem af det lutheranske samfund, den 24-årige vagt Julio Cesar Cordero Acosta, den 17. februar overfaldet og dræbt med macheter i San Salvadors nabokommune Quezaltepeque.

"Manuel Martinez' blod er stadig varmt, og vi har fået en ny martyr," siger en af den lutheranske kirkes ledere, pastor Roberto Pineda.

Han var en af deltagerne i protestmarchen i december og var forud for præsidentvalget i 2004 også med til at give FMLN's præsidentkandidat, Schafik Handal, sin velsignelse som kirkens kandidat.

"Landet er i en farlig situation, fordi de højreekstre-mistiske kræfter forsøger at indføre et civilt diktatur," siger Pineda. Han sætter navne på regeringsmedlemmer som, han mener, er indblandet og tilføjer, at han frygter, at dødspatruljerne, som hærgede under borgerkrigen i landet, er ved at genopstå.

Parlamentet besat

Gennem de seneste måneder er såvel de sociale som de økonomiske konflikter i El Salvador blusset voldsomt op.

Da Antonio Sera (ARENA) blev indsat som præsident i juni sidste år, bebudede han, at han ville føre en bred, samarbejdsorienteret politik, men foreløbig har han videreført sin forgænger Francisco Florez' økonomiske politik med privatiseringer og en skattepolitik, som tilgodeser de rigeste i samfundet.

Øgede leveomkostninger i slutningen af sidste år som følge af høje oliepriser blev efterfulgt af nye prisstigninger i januar 2005.

Ifølge FN lever 38,9 procent af salvadoranerne for under en dollar om dagen, og kun 60 procent har adgang til rent vand. Samfundet er delt i to med en politisk og social kamp mellem regeringspartiet gennem snart 16 år, ARENA, og den tidligere guerilla, FMLN.

Oppositionen afviser Sacas dialog og 'konsensuskurs', som de betragter som propaganda, der udelukkende skal dække over realiteterne. Da et flertal i parlamentet ville ratificere CAFTA-aftalen langt ude på de små timer uden forudgående debat, svarede FMLN igen ved at mobilisere deres støtte, der herefter besatte parlamentsbygningen i flere timer.

Den efterfølgende offentliggørelse af billeder af lederne af den folkelige sociale blok, BPS, har efter Pinedas mening gjort dem til oplagte mål for hemmelige væbnede grupper med tilknytning til ARENA.

"Vi har på det seneste set flere tilfælde af tortur, lig, der har fået kropsdele skåret af og er blevet hængt op i træer. Det er hændelser, der mentalt fører befolkningen tilbage til volden i 80'erne," siger Guillermo Campos, der er leder af masterprogrammet i menneskerettigheder på El Salvadors statslige universitet, UES.

"Der bliver ført en voldsom kampagne mod de sociale bevægelser og venstrefløjen. Vi får 'beskeder' som for eksempel mordene på sikkerhedsvagter, der tilhører det lutheranske kirkesamfund og senest på en fagforeningsmand," siger Campos.

Mordere fra regeringen

Den 18. februar blev en af lederne for sundhedsmedarbejdernes fagforening, STISSS, Mauricio Portillo, dræbt foran sit hjem i El Salvadors næststørste by, Santa Ana. Han var på vej hjem fra et møde i bydelsudvalget, som han havde levet på vegne af FMLN.

De salvadoranske medier mener, at drabet var del af en generel bølge af vold og kriminalitet begået af bander - de såkaldte maras. Den tror STISSS ikke på. En anonym repræsentant for foreningen svarer via email på vores spørgsmål og giver udtryk for, at foreningen er overbevist om, at der er tale om et politisk drab.

"Det virker, som om morderne var sendt fra regeringspartiet, men vidnerne frygter repressalier og tør ikke udtale sig til anklageren," skriver STISSS-medarbejderen.

For mindre end et halvt år siden blev en anden fagforeningsrepræsentant skudt og dræbt i Usulutan. Gilberto Soto var oprindeligt salvadoraner, men havde boet i USA siden 1975. Han arbejdede for transportarbejdernes fagforening, Teamsters, i New Jersey og besøgte Centralamerika på en rundrejse, der skulle få arbejderne i containerhavnene til at organisere sig. Først og fremmest i Honduras og Nicaragua, men også havnearbejere i El Salvador.

Ifølge Teamsters egne hjemmesider (www.teamster.org) har forsøgene på at organisere arbejderne mødt stærk modstand fra den danske transportgigant Mærsk International, og Gilberto Soto skulle blandt andet mødes med transportarbejdere, der var blevet fyret af et af Mærsks underselskaber i El Salvador. Møderne blev aldrig til noget. Soto blev myrdet, før han nåede frem.

Ifølge det salvadoranske politi, som satte en større efterforskning i gang efter at være blevet udsat for pres fra såvel amerikanske kongresmedlemmer som fagbevægelsen, var drabet en familietragedie. Politiet har tiltalt Sotos svigermor for at have bestilt drabet hos en lejemorder. Den version har landets kommissær for menneskerettigheder, Beatrice de Carillo, kategorisk afvist over for de salvadoranske medier. Hun anklager politiet for at have ødelagt beviser og brugt tortur under afhøring af mistænkte.

Lokale fagforeningsfolk er overbevist om, at der var tale om et politisk mord med tilknytning til Sotos arbejde for at organisere havnearbejderne. Mistanken bestyrkes af, at Sotos samarbejdspartner i El Salvador, Center for Arbejdsstudier (CEAL), blev udsat for indbrud ni dage efter drabet. Også her blev der stjålet computere med personlige oplysninger.

"Hvad er baggrunden for alle disse sager," spørger CEAL i en rapport om drabene og en række indbrud hos organisationer i El Salvador og Guatemala. Der er mange eksempler.

"Tilfældigvis er alle overgrebene sket mod organisationer, som er aktive modstandere af CAFTA, og som protesterer synligt mod krænkelser af menneskerettighederne og mod regeringens usolidariske politik. Er der et system? Er terroren magthavernes virkemiddel," spørger CEAL.

Ikke som Danmark

Vi spørger pastor Roberto Pineda, om der er nogle beviser for, at drabene er politisk motiverede. Det afviser han, men siger, at han er bange for, at det er tilfældet.

"El Salvador er ikke som Danmark. De realiteter, der hersker her, får os automatisk til at tænke på, at det kan være politisk motiveret. Vi kræver derfor en grundig undersøgelse. Den er ikke blevet gennemført endnu".

Pineda tror, at ARENA frygter, at regeringen mister flertallet i parlamentet ved parlamentsvalget i 2006.

"Derfor bliver der slået hårdt ned på oppositionen. Vi bliver stillet i et dårligt lys i medierne. Men regeringen er smart: Den har skabt et billede af sig selv som demokratisk. Det er virkelig en udfordring for os, at vores advarsler ikke bliver hørt i samme grad som i 80'erne."

Roberto Pineda mener selv, at de sociale bevægelser fortsat er svage, men trods alt ved at vinde større fodfæste.

"Venstrefløjens politiske del er meget stærk i dag, mens den sociale del er virkelig svag. Udfordringen er at genskabe den sociale bevægelse, især bonde- og fagbevægelserne, som var vigtige elementer i modstandskampen mod diktatur og undertrykkelse i 70'erne og 80'erne," siger Pineda.

Han vurderer, at det vil tage et-to år at skabe en samlet og stærk bevægelse. En sådan udvikling vil være en direkte trussel mod højrefløjspartiet ARENA's styre i El Salvador.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her