Læsetid: 4 min.

Ondskab - os eller mig?

16. december 2005

I fjernsynet er kriminalitet forbudt fra første december. Men før Ørnen og Station 2 gik på juleferie, blev der afsløret en vigtig i forskel i synet på kriminalitet

Der er to slags moralske følelser: De straffende og de tilgivende. Her til jul taler vi mest om den sidste slags (helle for ikke at få en fræk væglysestage i børstet stål til 169!).

Men ellers taler vi mest om den første slags, når vi igennem året taler om kriminalitet og om, hvad der skete på DR1 eller TV 2 i går. Om mandagen talte vi om Ørnenes afrikanske krigsherrer, bloddiamanter, korrupte erhvervsfolk og unge, etniske, kvindelige selvmordsbombere. Og om tirsdagen talte vi om Station 2's urobetjente med de "sorte pinde i luften", om den lille dumme pillespiser-pige med læbe-piercing fra Tønder - eller om den eftersøgte voldsmand med indvandrerbaggrund fra Nørrebro.

På TV 2 er kriminaliteten nær og individuel. Stationens grundlæggende myte om sig selv er, at man var de første i Danmark til at lave tv om en automekaniker. Hvis Station 2 ikke har et ansigt, der kunne være dig eller mig her og nu, så findes historien ikke. Og kriminaliteten sker altid i et rum, vi genkender: Idrætsparken, den gule murstensvej i en soveby eller værtshuset nede på gågaden. Den kan bryde ind i vores i liv, hvornår det skal være - eller i hvert fald ind hos naboen, hvor der kan være bordelrazzia hvert øjeblik. Et af de sidste afsnit på Station 2 handlede om de psykisk syge kriminelle. En af den slags historier, som Station 2 for alvor begyndte at lave i 2005 - efter at have været klassisk strisser-tv i over 10 år. Men i 2005 opprioriterede man kritisk actionjournalistik i højt gear. Foran de kriminelle og politiet. TV Lorry på speed. Vi finder broderen til den skuddræbte fra Rust i Jordan før politiet. Vi ser kriminelle, der har optaget sig selv, mens de kørte 300 i timen på motorcykel. Og vi fik altså den detaljerede beretning om Sonny med skizofreni, der havde tævet Peer, der lå og solbadede i Fælledparken - hele vejen til forsiden af Ekstra Bladet med femdobbelt kraniebrud, knust næse og begge øjne banket ude af hovedet, så hans kone ikke kunne genkende ham, mens han lå otte dage i respirator. Sagen var vigtig ude i vores frokoststuer: Peer var mere almindelig end dig og mig. Han var bare uheldig. Kriminaliteten var en risiko, der slog tilfældigt ned i ham. Så hvem skal vi hævne os på? Sonny? Lægen, der ikke gav ham hans medicin? Hvem har det endelige personlige ansvar for, at det kom så vidt? Historien bliver fortalt med de eneste roller, der er tilladt på Station 2. De individuelle: Politimanden - som skal beskytte mig. Lægen - som skal kurere mig. Gerningsmanden - som er en risiko for mig, Og politiet som passer på mig. De, der siger "vi" og taler fællesskabets sag, har ikke adgang til Station 2: Politikere, embedsmænd eller teoretikere spiller ingen rolle i historien. Virkeligheden hedder Sonny, Peer, og Tuman. Kollektivet er en fiktion.

På DR1 er det derimod fællesskabet og den fiktive oplevelse af kriminaliteten, det handler om. Vi samles om fascinationen af vold, stoffer og mord pakket pænt ind i et politisk korrekt thrillerplot af internationalt snit med talentfulde skuespillere i hovedrollerne. Ørnens historie om kriminalitet er, at den er global og strukturel. Afrika er i krig, så vi kan få mineraler til vores mobiltelefoner. Hemmelige tjenester kan være et ligeså stort onde som den kriminalitet, de skal bekæmpe. De egentlige bagmænd er ofte de mest respekterede borgere. Og Ørnen viste sig at være mere politisk sprængfarlig end Station 2, fordi den prøvede at bilde os ind, at asylsøgende småpiger ikke kunne få behandling af deres problemer med at holde sig som følge af massevoldtægt. Hvilket tankevækkende nok virkede yderst plausibelt - indtil det blev dementeret fra officielt hold. Ørnen landede for julen med, at en smuk arabisk selvmordsbomber, var blevet narret af en loose-canon fra CIA - til at sprænge Helsingborg-færgen i luften, for at skabe krig og skaffe et amerikansk firma olie. Men heldigvis blev hun stoppet af en moralsk opsang fra Jens Albinus, der fortalte hende, at det er haram, at sprænge sig selv i luften.

På DR1 var moralen for i år, at kriminaliteten er fjern, konspiratorisk og kollektiv (og at det er godt, vi har Githa Nørby, som gør sit bedste). På TV 2, at kriminaliteten er nær, virkelig og individuel (og det er godt, at vi har TV2's hårdkogte repportere). Men trods alle forskelle ligner de to programmer dog hinanden i selve iscenesættelsen af kriminaliteten: Begge bruger flittigt effekten med at zoome ned på et 'lige her' fra en satellit, alle har plasticdimser i øret, kommunikerer konstant, og farer rundt og jagter, filmer og straffer. Det kriminelle samfunds visuelle infrastruktur er åbenbart ens - hvad enten det er journalistik eller fiktion, vi ser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu