Læsetid: 8 min.

Ondskabens fristelse

I tre år har Lotte Arnsbjerg været optaget af historien om Dagmar Overby, der menes at have dræbt mindst 25 børn, de fleste i sin ovn. Den har hun skrevet et stykke over, 'Historien om en mo(r)der', som har premiere i aften på Teatret ved Sorte Hest i København
17. november 2006

Jeg ville selvfølgelig helst kunne sige mig helt fri for ondskab i mig selv (højst et par småfejl i ny og næ), for når dagene bare går uden alt for mange ulykker, ja, så er det faktisk nemt nok at leve i troen på, at det onde i hvert fald ikke findes i mig. Men så står jeg igen i livets trivialiteter i køen i Fakta, på posthuset eller i banken, og før jeg mærker det, har den i al sin snedighed sneget sig ind under huden på mig, den lille usynlige slange, som så gerne vil æde af min sjæl. Den vågner, sprællende, lystigt og legende, så snart der er noget i mig, som er parat til at dømme en anden. Jeg opdager end ikke, at kernen af følelsen har en snert af ondskabens karakter i sig, for det optræder i forklædninger af stress, irritation, utåmodighed og ikke mindst som den almindelige snerren, der er blevet så uhyggelig almindelig. For livets største mening er vel kærlighed? Ihvertfald ringer der en lille alarmklokke og minder om, at der altid er to kandidater at vælge imellem, Og mon ikke vi alle også kender fældens præmis - at vælger man ikke at vælge mellem de to, så vælger man alligevel. De to kandidater står altid, side om side, inde i mig. Den ene vil, at jeg skal vågne og stå ved, at jeg i bund og grund er et kærligt væsen, den anden trækker drevent i mig, kalder og lokker som en narkotisk søvn med fortabelsens eufori og det evige mørkes bløde glemsel. Ondskabens fristelse, der fanger os, så snart vi er åbne for den - hvilket der kun er alt for mange grunde til at være. For verden er hård at være i.

Men alt dette ligger nedenunder, i kælderen, hvor ingen ellers kommer, andet end de dybeste og tarveligste drømme.

Det, jeg tænker på, er, at det er mig, der har travlt. At det er mit barn, det gælder for enhver pris. Min fremtid som står på spil, mine aftaler, der er de vigtigste at holde, fordi det er så godt som umuligt at få den travle dag til at hænge sammen, og alt andet end hånd i hanke, fod i hose og masser af succes derfor ville være det urimeligste i verden. Og oven i alt det kommer jo min økonomi, min sommerferie, mit tandsæt, mit ansigt udadtil og min død, som venter. Ja, for helvede! Jeg har sgu travlt! Og derfor er det fandens irriterende at skulle vente for længe i køerne.

Måske er det ikke kun mig? Manden bag bilruden i går lignede også en dæmon, idet han løftede en vred fuck-finger og åbnede sit ansigt i et rasende brøl mod mig. Det var øjne, som kunne dræbe. Den tredie af slagsen i dag - godt jeg stadig sidder her, tænkte jeg, i min lille bil, bag min bilrude - og godt at vi er drønende på vej i hver sin retning, mod det vigtigste i vores egen hele verden, nemlig dette helt private program, som ikke rager nogen, og som ingen burde stå i vejen for...

Øjeblikket

Det første barn var uden tvivl det sværeste for Dagmar at mase livet ud af. Selvom hun i retten sagde, at hun gjorde det uden at tænke, må det have gjort voldsomt ondt i noget af hende. I løbet af de tre år jeg har arbejdet på sagen Dagmar Overby, har jeg mange gange tænkt på det øjeblik i Dagmars liv, hvor hendes hænder tog beslutningen om at stramme til om den første lille bløde hals. Hver gang jeg har passeret en barnevogn, er tanken gledet gennem mig. Og jeg har samtidig tænkt, at det er godt, at ikke alle læser tanker.

Hvad ville en mor mon gøre, hvis hun kendte min syge forestilling, som ved kontakten med hendes barn skaber de frygteligste billeder i helligt ly af arbejdet med et teatermanuskript? Ofte har jeg stået længe konverserende, mens moren har nydt, at nogen ville lytte til alle historierne om hendes barn - ganske uvidende om portrættet af en potentiel morderske bag mine uskyldige øjne.

Det, som i den grad har optaget mig, er det første mord. For det må være første gang, man myrder, at der sker en forvandling med sjælen. En slags konverteren fra uskyld til skyld. Et øjeblik, hvor det onde bliver stærkere end det gode, hvor en syg vilje maser sig igennem alt, hvad der er godt, og definitivt tilendebringer et menneskes chance for at blive menneske igen. Hvem dræbes mest? Offeret eller den, som myrder? Det er sagt og hørt mange gange, at den første gang er svær. Derefter bliver det let som en leg. For nogen måske, måske ikke for alle. Hvem kan vide det, andre end dem, som dræber? Kun morderen kan fortælle os, hvordan det er at slå ihjel.

Forretningskvinde?

Dagmar Overby fik ideen fra en dagligdags begivenhed. En familie havde taget et barn i pleje. Barnet fik lungebetændelse og døde. Alligevel blev familien ikke frataget de 400 kroner, som blev overrakt ved aftalen. 400 kr. var dengang lige så meget, som en årsløn er i dag. Dette lod jo til at kunne fungere. Og der kan man være fristet til at anslå, at det var lutter forretning. Dagmar var uuddannet, men godt skruet sammen i hovedet, og dette var en god ide. I dag kunne hun have været en succesrig buisnesskvinde, hovedkraften bag en stor koncern, med speciale i udnyttelse af svage individer, såsom børn og mennesker i nød.

Det er ikke et ukendt fænomen, at også kvinder kan udvise stor koldblodighed, når det gælder penge og succes. Men i Dagmars historie er der tegn på, at det ikke kun handlede om penge. For Dagmar drejede det sig også om at generobre en kontrol, hun pga. overgreb og omsorgsvigt i opvæksten havde mistet.

Det første mord begår Dagmar tæt på sin daværende bolig i Jægersborggade, hvor hun lever sammen med en fyrbøder og drukkenbolt ved navn Svendsen. Dagmar Overby har sat en annonce i Aftenposten, og allerede samme dag, som avisen er på gaden, finder den første kunde vej til butikken.

Kunden er den unge ugifte Rasmine Jensen, som netop har født sit andet barn. Dagmar indgår aftale om at adoptere det og har formentlig også tanker om at beholde det. Hun går en dejlig lang tur med barnet i barnevogn gennem Assistens Kirkegård. Under retssagen fem år senere fortæller Dagmar indgående om netop denne tur. Vejret havde været fortryllende, solen skinnede , luften var frisk og mild. Hun gik med ansigtet i solen og legede med tanken om at være en god mor. At livet var overhængende godt, og især at hun var god, en god kvinde, et Guds barn, skabt til at leve og føle lykke. Hun følte sig levende, og at lykke var noget, som alle skulle have lov at føle.

Følgesvenden

Hun trak tiden ud, hele tiden med muligheden for bare at gå hjem, som en god mor, der går tur og går hjem med sit barn, for paradiset er der, hvor en moder går hen med sit barn.... Og så, uden at noget på nogen måde var anderledes, rullede hun barnevognen i ly af en hæk, bandt navlebindet om barnets hals - og strammede til. Hun satte sig på en bænk og ventede, mens det lille liv i barnevognen kæmpede med den instinktets kraft, som alt liv har, før det giver op. Det tager en rum tid at slå ihjel. Dagmar ventede, hun var overrasket over, hvor lang tid det tog.

Der var tid til at fortryde, og de to kandidater stod tydeligt frem foran hende, men hun så bort, valgte ikke at vælge og valgte dermed - den sorte af de to. Barnet kastede hun i latrinet ikke langt fra, hvor mordet fandt sted. Så gik hun hjem, tilbage gennem kirkegården, tilbage gennem gaderne, til lejligheden, hvor hun boede med fyldebøtten Svendsen. Hun trillede barnevognen foran sig, kiggede op i skyerne, mærkede solen på kinderne og konstaterede, at alt var det samme. Ingen tegn på at noget var hændt. Men netop dette var et tegn. Hun vidste, at hun aldrig mere ville finde hjem. For ved siden af hende gik ham, hun havde valgt, fordi hun ikke havde valgt. Den sorte følgesvend, som ikke går, når først han er blevet lukket ind.

Uønskede børn

I de følgende år myrdede hun løs. Fremgangsmåden var som regel den samme. Hun ombragte børnene ved kvælning, i enkelte tilfælde ved drukning. De fleste børn brændte hun i kakkelovnen i lejligheden på Enghavevej nr. 21, hvor hun boede i nogle år, nogle få lig blev gravet ned og et enkelt blev lagt i en pose op på loftet. Dagmars forbrug af æter tog til, som antallet af mord tog til. Hun plagedes voldsomt af mareridt om natten, og som regel var det børnene, der kom. Noget af hende gjorde, hvad det kunne for at stoppe legen. Hun tog mange chancer. Flere gange rejste hun fra København til Jylland med et dødt barn i kufferten. Andre gange gik hun på apoteket efter æter, med et lig rullet ind i aviser under armen. Man kan undre sig over, at ingen reagerede.

Der må have været en ram lugt i opgangen ved afbrændingen af de mange lig i kakkelovnen. Og fyrbøder Svendsen må have undret sig over de mange barnevogne, han skulle hugge op nede i gården. Men måske delte samfundet den opfattelse, som Dagmar vedblivende udtrykte under retssagen: "Det var jo uønskede børn. Ingen ville have dem. Hvorfor så beholde dem?"

Så vidt man kan bedømme, nåede Dagmar Overby at ombringe mindst 25 børn. Måske flere. Under retssagens tre lange dage 1-3. marts 1921 indrømmede Dagmar selv 16 mord. Pga. manglende bevismateriale, blev hun kun dømt for de otte af mordene, samt udsættelse af eget barn. Hun dømtes til døden, men dommen blev ikke eksekveret. Den blev omgjordt til tughusarbejde, og Dagmar endte sine dage i en fængselspsykose på Christianshavns straffeanstalt for kvinder den 6.maj 1929. Som en sidste valeur i den opsigtsvækkende sag, lykkedes det Dagmar at få tilladelse til at donere sit legeme til videnskaben - og dermed udødeligheden. Under retssagen blev hun stillet spørgsmålet: "Hvorfor myrdede De?" Hun svarede: "Ingen vil glemme mig."

Af flere mordere er det sagt om det at myrde : 'Offeret ville selv'. I Dagmar Overbys sag kan man stadig stille sig spørgsmålet, hvis skyld var det? Dagmars? Ja. Men var det også samfundets? Mødrenes? Selv konstaterede Dagmar nøgternt: "Man slår ihjel, fordi man slår ihjel."

* Lotte Arnsbjerg er debuterende dramatiker og skuespiller

* Kronikken lørdag: Venstres nye program - kritisk belyst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu