Læsetid: 4 min.

Ondskabens trivialisering

Ondskaben er en så bastant realitet, at Poul Martinsen burde have taget den alvorligt i stedet for at trivialisere den i tv-programet 'Krigerne'
4. februar 2006

Fire onsdage i januar har man på DR1 kunnet følge tv-eks-perimentet Krigerne, tilrettelagt af Poul Martinsen, der er kendt og respekteret for en stribe gode dokumentarfilm.

Ideen med eksperimentet var at afsløre, at ganske almindelige mennesker - uden psykopatiske træk eller andre mentale skavanker - kunne bringes til at begå overgreb på deres medmenne-sker. Det pædagogiske ærinde over for seerne var med andre ord at lære dem, at de ikke burde vide sig alt for sikre på, at de ikke selv under givne omstændigheder kunne gøre sig skyldige i en ondskab, de til enhver anden tid ville have fordømt og ikke troet sig i stand til at begå.

Det er svært at være kritisk over for Martinsens principielle anliggende, al den stund overbevisningen om éns egen ukuelige godhed måske er den væsentligste årsag til, at ondskaben uset lister sig ind på livet af én og begynder at diktere éns gerninger. Derimod falder det ikke svært at være kritisk over for den måde, han hævder at dokumentere almindelige menneskers disposition for det onde, når han tilrettelægger sit eksperiment som en krigsleg for voksne, hvor der ikke er andre regler end dem, de selv laver.

Ser man et øjeblik bort fra, at deltagerne i Krigerne ikke driver det til noget, der for alvor kan karakteriseres som ondskab, så må man straks stille sig skeptisk over for denne regelløshed, for historisk har ondskab frem for alt været karakteriseret af regler (jf. for eksempel Zygmunt Bauman: Modernitet og Holocaust). Det er dem, reglerne, der sætter de betryggende rammer for udøvelsen af ondskaben, sådan at den, der udøver den, ikke bevæges til at betvivle dens legalitet. Sådan var det under holocaust, hvor en flittig og pligtopfyldende embedsmand som Adolf Eichmann præsterede at sende hundredtusinder af jøder til udryddelseslejrene i det besatte Østeuropa.

Men i Krigerne er der ikke nogen regler, og derfor bliver eksperimentet i sit maksimum en afsløring af den ondskab, mennesker ville være i stand til at begå i en kontrafaktisk og førcivilisatorisk verden.

En sådan afsløring kan være relevant nok, men kun afgørende for forståelsen af den menneskelige natur, hvis eksperimentet vitterligt afslører, at der til grund for ondskaben ligger et subjektivt forsæt. I modsat fald får ondskaben samme status som den brutalitet og vilkårlighed, man finder blandt dyr.

Selvfølgelig har deltagerne i Krigerne deres evne til moralsk refleksion i behold, selvom de befinder sig under nogle ekstraordinære forhold, men den ondskab, de synes at gøre sig skyldige i, er et resultat af tilrettelæggerens manipulation og ikke af deres egne forsæt. Når således et af holdene forsøger at tvinge oplysninger ud af en fange fra det andet hold ved at tage strømperne af ham, så han risikerer at blive forkølet, er det overhovedet ikke deltagerne, der sidder med den egentlige afgørelse af, om det, de gør, er ondt, for fangen kan med et tryk på en rød knap afbryde afhøringen. Det ved deltagerne, og derfor behøver de ikke at tage moralsk stilling til det, de gør, medmindre de får mistanke om, at deres fange ikke kan tage vare på sig selv.

Med andre ord suspenderer eksperimentet sin egen forudsætning, for når deltagerne ikke stilles over for et faktisk valg mellem godt og ondt, bliver ondskaben - kolde fødder og forkølelse - et vilkårligt resultat af de omstændigheder, som tilrettelæggeren har dikteret.

Forklædt reality-tv

Poul Martinsen har fået en del kritik for Krigerne, som nogen har affærdiget som reality-tv forklædt som et seriøst eksperiment. På denne kritik svarer Jørgen Flindt Pedersen i Information den 23. januar, "at jeg som udenrigskorrespondent har set så mange horrible umenneskelige ting, at jeg ikke er i tvivl om, at de allerfleste har det i os."

Selvfølgelig er historien tilstrækkeligt rig på gruopvækkende eksempler på ondskab til, at man ikke bør afvise, at man selv har den i sig, men en sådan erkendelse er ikke noget relevant forsvar for Krigerne (ligesom Flindt Pedersen forresten slår sig for munden, når han kalder ondskaben umenneskelig og dog betragter den som almenmenneskelig). Tværtimod er ondskaben en så bastant realitet - Auschwitz, My Lai, Rwanda, World Trade Center, Abu Ghraib - at Martinsen burde have taget den alvorligt i stedet for at trivialisere den, sådan som han gør, når han kalder det ondskab, at nogen under leg i en gymnastiksal sparker ud efter modstanderne - uden at være i nærheden af at ramme - eller med et smil på læben kalder dem "mider".

Helt galt går det, når Martinsen kalder det sidste afsnit "Ondskabens banalitet", for dermed sigter han til Hannah Arendt, der mente, at den israelske retssag mod Adolf Eichmann viste, at han - trods væsentligt medansvarlig for et folkemord af hidtil usete dimensioner - ikke var noget monster, men en såre banal embedsmand, der af natur hverken var mere eller mindre ond end andre.

Når Martinsen ikke kan demonstrere gerninger, der kan takseres til mere end et frispark, hvis de bliver begået på stadion om søndagen, så bliver hans kategorisering af dem som onde til en dogmatisk påstand om, at menne-sket af natur er ondt.

Det er det ikke, ifølge Arendt, men det besidder evnen til at skelne mellem godt og ondt - så længe dette skel ikke udvi-skes til ukendelighed i bureaukratiske institutioner eller pseudovidenskabelige tv-eksperimenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu