Læsetid: 3 min.

Ondskabsfulde raffinementer

Et diskret kys bliver til grænseoverskridende gys i det musikalske og maliciøse hævndrama »Nodevenderen«
9. februar 2007

Den franske instruktør Francois Truffaut sagde engang om Hitchcock, at "i USA elsker de ham, fordi han filmer en kærlighedsscene, som om det var mord - i Frankrig elsker vi ham, fordi han filmer et mord, som om det var en kærlighedsscene."

Der er hverken mord eller egentlige kærlighedsscener i Denis Dercourts Nodevenderen, og alligevel føles filmen som ét langt mord og én lang kærlighedsscene.

Det hele foregår blot på det psykologiske plan og skabes gennem en djævelsk pagt mellem kameraet, musikken og hovedpersonen, der spilles af 19-årige Déborah Francois, som er fransk films unge håb.

Guvernantemaske

Den ydre handling er hurtigt genfortalt. 10-årige Mélanie, en talentfuld pianist fra en jævn slagterfamilie, lider et alvorligt nederlag, da hun dumper ved optagelsesprøven til konservatoriet. Vi møder hende godt 10 år senere, hvor hun bliver ansat på et anerkendt advokatkontor i Paris.

Ved et tilfælde - eller er det planlagt? - viser det sig, at firmaets chef, Jean (Pascal Greggory), er gift med den censor, pianisten Ariane (en overbevisende Catherine Frot), som med sin hensynsløse arrogance fik Mélanie til at miste koncentrationen under optagelsesprøven. Mélanie ser nu sit snit til at blive ansat på parrets slot som barnepige for deres 12-årige søn, Tristan (Antoine Martynciow). Ariane genkender ikke Mélenie, og inden længe har den unge kvinde vundet Arianes tillid og som nodevender fået en nøglerolle i hendes forsøg på at genoptage karrieren efter en bilulykke, der har givet sceneskræk.

Hævnens time nærmer sig, aner vi - for Mélanies forehavende bliver aldrig italesat eller i detaljer motiveret. Dramaet ligger mellem linierne eller rettere: I blikkene, som er det levende element i Jerome Peyrebunes stiliserede, nærmest grafiske billeder. Når de to kvinder sidder side om side ved klaveret, sender Mélanie skjulte blikke mod pianisten, og vi fornemmer de følelser, der rumsterer bag Mélanies ellers omhyggeligt opretholdte guvernantemaske, hendes tilknappede, underdanige facon.

I ledtog med hævneren

En anden scene senere i filmen er vigtig. På indkøbstur med Ariane møder Mélanie en jævnaldrende ven, som hun falder i snak med. Mélanies overmenneskelige facade forsvinder, så hun pludselig fremstår som en helt almindelig ung kvinde af kød og blod. Det er forvandlingskunst, der vækker mindelser om Kim Novaks dobbeltrolle i Hitchcocks Vertigo og understreger, at Déborah Francios - som debuterede sidste år i Dardenne-brødrenes Cannes-vinder, Barnet - har potentiale til at blive en af fransk films store stjerner.

Nodevenderen indskriver sig i en tradition for (a)moralske klassefortællinger, hvor den søde hævn over borgerskabet serveres med kynisk elegance.

Det er lige så raffineret og ublodigt, som det er brutalt, og som publikum står vi i ledtog med den udspekulerede hævner, om vi vil det eller ej. Med kameraet, der lister i hælene på Mélanie, når hun færdes i gangene på slottet, og via musikken - Schubart, Shostakovich og Jérome Lemonniers underlægningsmusik - spændes dramaets bue til bristepunktet, selv om det rent fysisk er begrænset med action.

Farligt grænseland

"Jeg fandt hurtigt ud af, at magtkampen mellem de to kvinder så vidt muligt skulle finde sted i samme billedkomposition - som i et bur, hvor to vilde dyr udkæmper en helt speciel kamp," siger instruktøren Denis Dercourt, der har givet filmen en kammerspilsagtig tone uden tvivl under inspiration af sin egen professionelle karriere som bratsch-musiker.

Magtkampen mellem de to kvinder er også et kærlighedsdrama, for mens den kærlighedsløse Ariane forelsker sig uhjælpeligt i Mélanie, er måske også bødlen tiltrukket af sit offer. Filmens mest intime og pirrende øjeblik opstår således under en gemmeleg med Tristan, hvor de to skæbneforbundne kvinder pludselig kommer helt tæt på hinanden. Og fordi vi kender Mélanies maliciøse plan, går der et gys igennem os, da hun i en anden scene kysser Ariane på kinden.

Her bevæger filmen sig for alvor ind i følelsernes farligt forudsigelige grænseland, og på den baggrund virker slutningen, som ej skal røbes her, en anelse flad. Man havde nok ventet en mere original krølle, hvilket dog ikke må afholde nogen fra at opsøge dette frydefulde og meget franske møde mellem musik og malice, hævn og længsel.

Nodevenderen leverer ikke smæk for skillingen, men pirring for moneterne.

Nodevenderen.Instruktion: Denis Dercourt. Manuskript: Denis Dercourt og Jacques Sotty. Fransk (Grand Teatret i København, Gentofte Bio, Øst for Paradis i Århus og Café-biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her