Læsetid: 2 min.

Ondt i det fraværende

Jytte Borbergs lille roman er en melankolsk og nær-mest lyrisk afsøgning af smerten i livet
9. november 2005

Jytte Borberg har givet sin nye roman den interessante titel Fantomsmerter. Et besynderligt klingende ord, der beskriver de smerter, en person kan føle i amputerede lemmer. At have ondt i det fraværende, kunne man også kalde det. Ondt i det, der burde have været der.

Det er netop smerten ved det fraværende - over det, der ikke er der - som kendetegner grundstemningen hos Borbergs hovedperson, der er en enlig kvinde i 60-årsalderen. Hun bor tjekket i et byhus i København, går til fester, flirter og forfører.

Hun længes efter sin ustabile og troløse elsker, der ellers er solidt forankret i asfaltbranchen. Samtidig forsøger hun at holde en gammel russisk flamme på afstand, selv om han i sine breve melder sin ankomst i København hvert øjeblik det skal være.

Indimellem forsøger hun at komme videre med et manuskript til en debutroman, der fylder mange hundrede sider, allerede inden den er blevet antaget til udgivelse. Der arbejdes pletvis på sagen, men skrivearbejdet - eller de halvhjertede forsøg på det - fungerer mest af alt som en flugt fra den virkelighed, der trænger sig på.

Livets smertepunkter

Borbergs hovedperson er et ensomt menneske, der lever i længslen og i minderne. Hun prøver dog at mane tabet og fraværet og ensomheden væk.

"Flytte. Rejse. Rejse. Flytte. Flugt? Nej, søgen efter nye begyndelser," hedder det, når hovedpersonen balancerer behændigt mellem benægtelsen og en ukuelig evne til at se fremad og ikke mindst henover sorgen og smerten. I bogens nutidsperspektiv er hun imidlertid nødt til at stoppe op: "I aften vil hun se, hvad hun længe ikke har turdet se (-). Ja, huske det og erkende sorgen, se den stift i øjnene, trodse den. Hun vil ikke finde sig i, at døden behandler hende så ubarmhjertigt."

Denne pendlen frem og tilbage mellem fortrængning og erkendelse, er bogens og hovedpersonen kendemærke.

Borberg lille mærkelige og smukke, smukke roman behandler smertepunkterne - tabet, sorgen, afsavnet - i en moden kvindes liv i en fortættet og næsten lyrisk form. Hvert af bogens 20 små kapitler tager udgangspunkt i et eksistentielt orienteret spørgsmål, der også kan have et anstrøg af absurditet eller en lyrisk kant. F.eks: "Hvordan kan angsten vokse, så den fylder hele rummet?" eller "Hvorfor har døden et ansigt som krakeleret perlemor?"

Katastrofer og kærtegn

I takt med bogens hovedperson veksler Borbergs form også mellem en æstetisk defokusering, absurd stilisering og ukuelig skarphed. Det er pinligt bevidste sproglige operationer. Borberg eksperimenterer åbenlyst og smukt med forholdet mellem hovedpersonen og ordene. Ordene handler og giver krop og sansning til hovedpersonen, som her:

"Ord kan fremkalde katastrofer, som når hun med en listig bemærkning i et brev vil forhindre en russer i at få udrejsetilladelse, og ord kan blive til kærtegn, som ordet venuspassage, der smyger sig om hende, når hun går sine ensomme skridt i det blanke univers."

Men midt i al sanseligheden lader modernisten Borberg også ordene være ord, betydninger, tegn. Som i 'kata-strofer' og 'kær-tegn'.

Jytte Borberg blev 88 år i sommer. Fantomsmerter er dog et tydeligt og respektindgydende bevis på, at der kan være fuld fart på 80'erne. Borberg er en kunstner i aldeles fin form!

Jytte Borberg: Fantomsmerter. Roman. Forlaget Ries. 157 sider, 229 kr. ISBN 87-91318-24-6.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her