Læsetid: 3 min.

Ondt i ytringsfriheden

11. februar 2006

Dansk PEN udtrykte onsdag - før Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Roses ferie - sin anerkendelse af hans indsats for ytringsfriheden. Begrundelsen bestod for størsteparten af én lang afstandtagen fra såvel Roses opfattelse som hans udøvelse af ytringsfriheden i den Muhammed-sag, der var anerkendelsens årsag.

I 2004 afviste Dansk PEN at optage den stærkt islamkritiske historiker Lars Hedegaard som medlem med henvisning til PEN's charter, der blandt andet forpligter medlemmerne til at "fremme forståelse og gensidig respekt mellem nationerne", samt "at bekæmpe race-, klasse- og nationalt had".

Hvorfor Rose skal roses, når Hedegaard skal skoses, kan være ganske vanskeligt at indse. I den begrundelse, Flemming Rose lod ledsage tegningerne, hedder det, at "nogle muslimer - gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse".

Som om hån og spot skulle være mindre affektivt begrundet end religiøsitet. Roses begrundelse forekommer svær at forene med PEN's forpligtelse til at fremme forståelse og gensidig respekt mellem nationerne. Fremtrædende PEN-medlemmer som forfatterne Mette Winge og Kirsten Thorup har da også i konsekvens heraf forladt PEN.

Men i stedet for at skyde på PEN kunne man se bestyrelsens besvær med at finde sine ben som en direkte konsekvens af dens formål, at forsvare ytringsfriheden.

Der findes nemlig ingen 'ren' ytringsfrihed. Da Lars Hedegaard blev nægtet optagelse i PEN, var hans modtræk - sammen med David Gress, Søren Krarup, Jesper Langballe og menneskerettighedsskeptikeren Kai Sørlander - at danne Trykkefrihedsselsskabet af 2004. Her skulle den rene ytringsfrihed værnes, jævnfør formålsparagraffen om at "træde i brechen for det frie ord hvor som helst dette er truet og uanset, hvem der truer det."

Men allerede på den stiftende generalforsamling måtte Søren Krarup forsvare Selskabets begrænsninger på medlemsadgangen med, at "foreningen måtte beskytte sig mod folk, der kunne trække den i en helt anden retning," mens Lars Hedegaard fremførte, at foreningen "ikke var en bred, politisk bevægelse, og at det var nødvendigt at tage visse sikkerhedshensyn".

Det skal de ikke klandres for, lige så lidt som PEN, der også er en forening, man skal anbefales til, af den grund skal kritiseres. At Trykkefrihedsselskabet med sin holdning slår sig selv for munden, skyldes ikke så meget, at det taler med to tunger, som at dets udgangspunkt er forkert. Ingen ved sine fulde fem vil, gået på klingen, forsvare en hvilken som helst udtalelse i ytringsfrihedens navn. Det har hele Muhammed-sagen - om ikke andet - vist. Ja, selv på Jyllands-Posten går der en grænse: Avisen har sendt kulturredaktøren på ferie.

Bestyrelsen for Dansk Pen står udadtil som en samling kludremikler, anerkendelsen, der oven i købet falder på den dag, hvor PEN tidligere uddelte sin ytringsfrihedspris, P.A. Heibergprisen, forekommer omtrent lige så søgt som modtagerens egne begrundelser for at bringe tegningerne. PEN's bestyrelse synes at have ladet sig påvirke af den polarisering, Muhammed-tegningerne har fremkaldt, og accepteret det synspunkt, at sagen, Jyllands-Postens motiver ufortalt, i kraft af reaktionerne er blevet til en kamp for eller imod ytringsfriheden.

Dermed forsvinder imidlertid den uomgængelige omstændighed ud af fokus, at ytringer altid har et indhold, og at det i sidste instans er dette, man må tage stilling til.

PEN-bestyrelsens selvmodsigelser kunne forekomme helt Voltaire-agtige: Den foragter Flemming Roses mening, men vil forsvare hans ret til at fremsætte den. Men dermed overser man ét meget vigtigt forhold. Ræsonnementet gælder nemlig kun, hvis der er tale om en udveksling af argumenter. Det er der ikke her.

Skal vi nogensinde finde en måde at tale med hinanden om, hvad Muhammed-tegningerne har afsløret, må der derfor tages et andet udgangspunkt end ytringsfriheden. Princippet om ytringsfrihed hindrer nemlig ikke, at den offentlige samtale skrider ud i subjektivistisk affektskråleri, hvor følelser som argument har lige så megen ret som rationelle hensyn, der vedrører samfundets fællesbo. Tværtimod kan de dummeste og mest svinske udsagn tiltrække sig størst opmærksomhed. Den offentlige samtale i Danmark er skredet mere og mere i den retning i de senere år, og det skyldes ikke kun fanatiske imamers sårede følelser, men også provinsielle, hjemmegroede højrenationalister. Derfor er der heller ingen grund til at belønne et virkelig dumt udtryk for denne tendens. Ytringsfriheden er en umistelig ret, men uden ytringspli smækker den blot låget på skraldespanden på vid gab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu