Læsetid: 7 min.

Opbrud og brud

Hvem skal have årets Nordisk Råds Litteraturpris, der bliver uddelt i morgen? Bliver det Danmark, Sverige eller Norge? Eller Island igen. Eller bliver det en prismodtager fra det samiske sprogområde. Erik Skyum-Nielsen og Torben Brostrøm skriver her om kandidaterne, som danske Claus Beck-Nielsen og Thomas Boberg er i konkurrence med. Ifølge Erik Skyum-Nielsen er der højst to prisvinderemner blandt de seks litteraturpris-kandidater fra Sameland, Grønland, Norge og Island
23. februar 2006

På sit møde i dag i Oslo undgår komiteen for Nordisk Råds Litteraturpris næppe at måtte tage stilling til selve begrebet litteratur. For man har fra grønlandsk side indstillet en fotobog, og tages den i seriøs betragtning, er der åbnet en glidebane, hvor f.eks. udstillingskataloger i fremtiden vil kunne konkurrere med digtsamlinger og romaner sammen med rejse- og kogebøger.

Ærindet er nu ellers alvorligt nok hos Julie Edel Hardenberg (f. 1971 i Nuuk, uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi med speciale i kunstteori og kommunikation). Med Den stille mangfoldighed vil hun stille spørgsmål om etnicitet og identiteter, demonstrere visuelt, hvilken variationsrigdom den nutidige grønlandske virkelighed rummer, når man forlader de reduktive overskrifter og etiketter for i stedet at stille skarpt på det menneskeliges konkrete fremtræden i klædedragt, kropsholdning, ansigtsudtryk. Hensigten er dokumentarisk at problematisere nationale stereotypier, komme bag ideologien. Men litteratur bliver det langtfra.

Samisk kommunekrønike

Interessen for etnisk identitet deler Hardenberg med årets samiske kandidat Jovnna-Ánde Vest, f. 1948 helt oppe i Roavesavvon på den finske side af Tanadalen, nu bosat i Paris. Han har udgivet bøger siden 1988 og regnes i dag for et vigtigt navn inden for det kludetæppelignende felt, der udgør samisk kultur. Den nominerede bog, sidste del af romanserien "Arvingerne", er da også den første trilogi på det truede sprog. Med koncist lokalkendskab og nærmest sociologisk grundighed fortæller han om brydningerne mellem på den ene side de traditionelle samiske livsformer og på den anden side det fremmede og nye fra finsk og svensk modernitet. Vi følger gennem vinteren og foråret de gamle, som troligt trasker på stier, der ellers ville gro til, og man får portrætter af yngre, der halvt modstræbende løfter arven i kraft af så meget arbejdsomhed og tålmodighed, som de nu kan mobilisere. Bedst fungerer denne roman i de nære registreringer af det daglige arbejdes virkelighed, når man hører lyde af en sav, af en motorbåd på vej efter laks, men fint virker også de optrin, hvor ungkarlen Heika vil indsamle stof til en stor folkloristisk biografi. At projektet til slut må lægges på hylden, ligner inden for bogens ramme en dødsdom over den gamle kultur.

Befolkningen er vant til at samle sit levebrød fra forskellige kilder og ved, at alting beror på, hvordan vejret nu arter sig. Det bestemmer renholdet, fiskeriet og det sparsomme landbrug. Hertil kommer bekymringen for, om "det samiske" vil kunne overleve som andet end turistbegloet frilandsmuseum og statsstøttet foreningsdrift. Skulle man være grov, kunne man betegne romanen som en poetisk rapport fra hjemstavnsforeningen.

Tyskertøs og prædikant

Hvor Vest har henlagt sin miljøskildring til tiden omkring 1980, er norske Edvard Hoem (f. 1949, gennembrud med Kjærleikens feriereiser (1974), kendt for Prøvetid (1984) og Ave Eva (1987)) søgt tilbage i sin families krøniker, helt ind til en tabubelagt begivenhed i 1944. Dengang arbejdede hans mor på et plejehjem i Gudbrandsdalen, og efterdi Lillehammer dengang var spækket med tyske soldater, forelskede hun sig i en officer - og blev gravid, fik en pige.

Her kommer faren ind i historien, en omrejsende missionær, egentlig ude fra Norges vestkyst, men med sit hovedvirkefelt blandt bønder i samme egn. Eg kan ta henne, eg, siger han modig om stakkels Kristine.

Dette udgør i al enkelhed bogens episke kerne. Men rundt om denne lejrer sig en stilfærdig og stilren beretning om kristendom og fattigdom, og om det at føle sig bundet, dels til sit sted, sin gård og sin hjemegn, dels til sin tro, sin Gud. Efterhånden kommer forældrene også til at føle sig bundet til hverandre. Men det varer længe.

Forfatteren rejser dem begge et værdigt minde, men får samtidig indirekte forklaret, hvorfor han, den fhv. maoist, på det seneste har lavet salmer. Historien om lægprædikant og tyskertøs løfter sig til et smukt dokument over en halvt overset epoke af nordisk kulturhistorie - nemlig de folkelige vækkelser og det tætte, forpligtede liv omkring dem.

Jern, jern

Hvor Hoems sigte er norsk og historisk, opererer Øivind Hånes (f. 1960) internationalt og moderne. Han bor i dag i Köln, hvor han bl.a. ernærer sig som pladeproducer og drikkevareskribent. Pirolene i Benidorm har som (noget anonym) hovedperson en engelsk ingeniør omkring de 40, der rejser til det sydlige Spanien, dels for at sælge sine døde forældres lejlighed, dels for at tage billeder af fugle. De eneste to lysglimt i hans trummerum er det første syn af den lysende gule og sorte pirol og det mystiske møde med en flygtet russisk pige, der for en stund får ham til at føle sig en smule mindre alene i verden.

Ind i denne nutidsplans-fortælling skyder der sig flash-backs om hans beundring for skolekammeraten Tony, der æggede ham til at skyde en arme stær og siden strøg med den kloge pige, Gordon selv havde kigget sig varm på. Dette skal vistnok sammen med klasseforskelle forklare, hvorfor Gordon ligesom er blevet "bange for livet" og aldrig har knyttet sig til en kvinde. Hans indre omkvæd lyder: jern, jern, hvilket kan symbolisere eksistensens vilkår og den kolde ydre nødvendigheds pres.

Jo, De hører rigtigt, hvis De i denne beskrivelse fornemmer en svag ironisk distance. Hånes' stille roman ligner på både godt og ondt, men mest ondt, en standardmæssig senmoderne manderoman.

Klara og Karitas

Fælles for årets to islandske priskandidater er, at de fokuserer på brud og på opbrud. Hos Au_ur Jónsdóttir (f. 1973) finder oprøret sted i dag, hos Kristín Marja Baldursdóttir (f. 1949) ligger det tilbage i 20'erne og 30'erne, men de kredser begge om den beslutning, kvinder undertiden skal tage for at få et liv, de selv kan stå ved. Ofte er beslutningen taget i det indre, længe før den får konsekvens i det ydre.

Au_ur Jónsdóttirs hovedperson er bogillustrator og lever sammen med en driftig, men dominerende mand. Selv er Klara vokset op med forældre, der bollede udenom og gik i demonstration imod NATO, men som nu er endt i klam landlig drikfældighed. På TV kan hun regi-strere, at verden i dag er af lave, men det eneste, hun kan hitte ud af, er at spise avanceret mad og drikke dyr vin sammen med familie og venner.

Titlen Dem i kælderen refererer til underboerne, der drikker mindst lige så meget, men derudover også ryger hash. På et tidspunkt forsvinder der en dame dernedefra, men det er først til sidst, at det går op for Klara, at det var hendes gamle veninde Fjóla. Her begynder så hendes opbrud, et oprør, der ender helt åbent, men peger i retning af større personlig ansvarlighed.

Jo, De hører rigtigt, hvis De i denne beskrivelse aner en lille ironisk distance, for midt i al sin speedede humor og punktvis rammende samtidssatire har Au_ur Jónsdóttir ikke meget mere livsindsigt at byde på end selvterapeutiske damebladsopslag.

Nej, så er der da mere overbevisende kunstnerisk niveau over Kristín Marja Baldursdóttirs fyldige beretning over kvindekår i årene mellem Første og Anden Verdenskrig. Bogen hedder Karitas efter sin hovedfigur og helt, men dertil er føjet et "uden titel", fordi hovedpersonen er billedkunstner og vel at mærke talentfuld som sådan.

Hvad handlingsskelettet angår, begynder romanen som en familiesaga og ender som kunstnerbiografi. Første tredjedel omfatter Karitas' opvækst på det vestlige og nordlige Island og ender med, at hun kommer på Kunstakademiet i København. I anden del lægger hun imidlertid kunstnerkarrieren på hylden for i stedet at leve for mand og børn. Og først i sidste del, da hendes mand efter mange års fravær prøver at genetablere familien, kommer det store opbrud og brud.

Når dette forløb aldrig bliver helt så skematisk, som det kan lyde, skyldes det to egenskaber ved værket. Dels evner Kristín Marja Baldursdóttir at give bogens scener farve og fylde, dels indsætter hun mellem-kapitler, hvor Karitas får stemme i en sart reference til hendes kunst. Det er glimrende lavet og hæver bogen over dens realistiske stof.

Umiddelbart kan det være svært at øjne en oplagt prisvinder blandt de seks kandidater, der kommer fra egne vest for og nord for den fennoskandiske højderyg. Edvard Hoems familiekrønike og Kristín Marja Baldursdóttirs heltesaga over en kvindelig kunstner forekommer gjort af det stof, vinderne førhen lavedes af. De andre fire bøger vil efter alt at dømme få mere end vanskeligt ved at hævde sig.

Julie Edel Hardenberg: Den stille mangfoldighed. 200 s. Kr. 375,00. Milik Publishing 2005

Jovnna-Ánde Vest: Árbbolaccat III (Arvingerne III). Roman. Forlaget Davvi Girji 2005

Edvard Hoem: Mors og fars historie. 209 s. Forlaget Oktober 2005

Øivind Hånes: Pirolene i Benidorm. Roman. 179 s. Gyldendal Norsk Forlag 2005

Au_ur Jónsdóttir: Fólki_ í kjallaranum (Dem i kælderen). 292 s. Forlaget Edda 2004

Kristín Marja Baldursdóttir: Karítas án titils (Karitas uden titel). Roman. 447 s. Forlaget Mál og Menning 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her