Læsetid: 4 min.

Opbrud i nord

17. september 1997

EN SORT MANDAG blev det for Norges statsminister Thorbjørn Jagland, som på valgnatten måtte konstatere, at han ikke nåede sin ambition om at få mindst 36,9 procent af stemmerne.
Under partilederdebatten i Stortinget bekendtgjorde han regeringens afgang, mens han forsøgte at bevare smilet under sminken. De sørgelige fakta var, at han med 35,1 procent af stemmerne trådte i sin egen fælde og måtte holde sit løfte under hele valgkampen om, at Arbeiderpartiet ville trække sig fra regeringsmagten, hvis ikke det nåede resultatet fra sidste Stortingsvalg.
Formelt sker det den 13. oktober, når regeringen fremlægger sit statsbudget for næste år. Herefter får Norge formentlig en såkaldt Sentrumsregering, ledet af Kristelig Folkepartis Kjell Magne Bondevik. De to andre partier vil være Senterpartiet og Venstre.
Alle er enige om, at Jagland satsede højt og tabte med sit ultimatum til vælgerne, der har fået mange til at tale om et nyt angreb i norsk politik: Decimal-demokrati.
Udadtil fremstår Arbeiderpartiet dog fortsat som samlet, og ingen har endnu vovet pelsen og bebrejdet Jagland for den fejlslagne taktik. Der er dog ingen tvivl om, at hans omdømme som strateg er betydeligt svækket efter valget. For havde han ikke stillet tingene så skarpt op, ville han kunne regere med et parlamentarisk grundlag af samme størrelse, som da Gro Harlem Brundtland sad trygt i sadlen med støtte fra Socialistisk Venstreparti og Senterpartiet.
Jagland fik heller ingen succes med sin
anden ambition: At knække det fremstormende Fremskrittsparti og dets leder Carl I. Hagen. Efter partiets gode meningsmålinger i august, ændrede statsministeren valgstrategi og udnævnte Fremskrittspartiet til sin absolutte hovedmodstander.
Dette forsøg var en fiasko. I stedet for et svækket Fremskrittsparti er Hagen valgets sejrherre (15,3 procent) sammen med Kristelig Folkeparti (13,7).
De to partier deler med 25 mandater hver titlen som Stortingets næststørste parti. Højresiden i norsk politik er blevet radikaliseret, hvilket må vække til bekymring og selvransagelse.
Ikke blot hos Arbeiderpartiets valgstrateger, men også for de øvrige borgerlige partier i Norge, der ikke formåede at dæmme op for den karismatiske Hagen. Nu må det gælde for disse partier om at holde Hagen uden for indflydelse.
På sin vis er der noget logisk i Thorbjørn Jaglands forklaring på, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Han har ret i sin påpegning af, at det jo var Senterpartiet - som i lang tid havde støttet Arbeiderpartiregeringen - der meddelte, at landet trængte til en ny regering med nye visioner.
Derfor blev Sentrumsalternativet en realitet før valget, og derfor mente Jagland, at et Arbeiderparti med et forstærket mandat var nødvendigt for at kunne blive ved magten. At vælgerne så ikke gav regeringen den opbakning, Jagland havde håbet på, skyldes dels en mangel på fornemmelse for, hvordan norske vælgere reagerer på ultimatummer - nemlig at det tolkes som magtarrogance. Og dels, at det norske politiske system er i opbrud, og hvor den traditionelle partiloyalitet er mindre end nogensinde. Begge faktorer undervurderede Jagland, da han stillede sit ultimatum til vælgerne.
I Arbeiderpartikredse må det også vække til eftertanke, om det er rigtigt altid at foretrække at regere som mindretalsregering.
I modsætning til det danske socialdemokrati har det norske Arbeiderparti aldrig - med en enkelt lille undtagelse - benyttet sig af muligheden for at regere i en koalition. Dertil har de altid haft nok i sig selv og troet at de har haft monopol på magten og eneret på at vide, hvordan Norge bedst styres.
Derfor er der heller aldrig blevet dannet en regering hen over den traditionelle højre-venstre blokdannelse i norsk politik. Men som valgforskeren Henry Valén fremførte i gårdsdagens Information, så har EU-afstemningen i 1994 og debatten i de sidste år inden afstemningen, rystet det politiske landskab, som det gjorde i 1972.
EU-spørgsmålet var centralt ved sidste Stortingsvalg i 1993, hvilket blandt andet førte til en markant styrkelse af det EU-skeptiske Senterparti. At der nu - fire år efter - ikke er sket en "normalisering" af norsk politik, kom måske bag på Arbeiderpartiet.
Når det er sagt, må det konstateres, at også Senterpartiet har forregnet sig, da det før valgkampen lancerede Sentrumsalternativet.
Partiet mistede ved mandagens afstemning halvdelen af sin opslutning i vælgerkorpset, og det var næppe hvad partileder Anne Enger Lahnstein havde regnet med. Derfor er styrkeforholdet mellem de tre partier, som nu ser ud til at danne regering i Norge ændret og Kristelig Folkeparti den stærke.
Sentrumsregeringen er - hvis den bliver til noget - en mindretalsregering. Hvorvidt den får mulighed for at regere fremfor blot at administrere afhænger af, hvor ansvarlig de nærmeste oppositionspartier (det konservative Høyre og Arbeiderpartiet) agerer. I starten vil de nok ikke gøre det store væsen af sig, men at Bondeviks Sentrumsregeringen kan blive tvunget til at gå af midt i perioden er næppe usandsynligt.
Interessant skal det blive, hvis tankerne om et anderledes regeringsgrundlag blive til noget. F.eks. kan det ske, at de tre Sentrumspartier vil have deres fælles modstand om de kontroversielle gaskraftværker i det vestlige Norge som en slags bærebjælke for regeringsdannelsen. Altså en slags miljøbaseret regering.
Selv om Norge ikke med Bondevik i sadlen opnår den mest handlekraftige regering, så bidrager Sentrumsalternativet til et tiltrængt opbrud i norsk politik. Og ikke mindst et tiltrængt brud med en traditionel Arbeiderparti-tankegang om, at "Vi har monopol på magten" og "vi er de eneste, som formår at styre Norge".
brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her