Læsetid: 2 min.

At blive opdaget er straf nok

En EU-kommissær ansatte sin personlige ven på en ulovlig kontrakt. Men hun må beholde sin pension - at blive opdaget må være straf nok i sig selv, siger EF-Domstolen. Dommen er en "skamplet", mener Freddie Blak, der som EU-parlamentariker i sin tid opdagede sagen
12. juli 2006

BRUXELLES - Hun er skyldig, og principielt burde hun have en straf, men i dette tilfælde er opdagelsen af ulovligheden i sig selv en passende straf.

Det var den overraskende afgørelse i en retssag mod den tidligere EU-kommissær Edith Cresson.

Kommissionen havde ellers lagt sag an ved EF-Domstolen mod hende for at fratage hende pension og andre ydelser eller i det mindste få dem beskåret.

Domstolens generaladvokat, hvis anbefaling bliver fulgt i 80 procent af sagerne, havde foreslået, at Cresson skulle kendes skyldigt og få frataget halvdelen af sin pension. Men dommerne var i det milde hjørne: Hun beholder hele pensionen.

"Det er en skamplet," siger Freddy Blak, der i sin tid som EU-parlamentariker gravede sagen frem.

"Det er et råddent system, vennerne har dækket over hinanden igen," siger han. Blak var næstformand i det magtfulde budgetkontroludvalg.

Job til personlig ven

I sin tid som forskningskommissær fra 1994 til 1999 insisterede Edith Cresson på, at der i kommissionen skulle findes en stilling til hendes personlige ven, tandlægen René Berthelot, som hendes personlige rådgiver.

Det kunne umiddelbart ikke lade sig gøre, stillingerne var besat, desuden faldt Berthelot for aldersgrænsen. Men den tidligere franske premierminister Cresson lod sig ikke slå ud. Der skulle findes en mulighed for at ansætte Berthelot, og det blev der.

Vennen fik i halvandet år et job som "videnskabelige rådgiver" - alligevel fungerede han som hendes personlige rådgiver med en arbejdsuge fra tirsdag morgen til torsdag aften, et kontor tæt ved hendes og mundtlige rapporter til hende. De månedlige 33.000 og senere godt 40.000 kroner blev suppleret med rejseudgifter, som en belgisk domstol senere kendte "fiktive", fremgår det af dommen.

EF-Domstolen dømte i går Cresson for at have brudt EU's regler: Hun sørgede personligt for kontrakten til sin ven, selv da hun havde fået at vide, at det ikke kunne lade sig gøre at ansætte ham som personlig rådgiver.

"Fru Cresson er ansvarlig for alvorlige brud på sine forpligtelser," siger Domstolen, men forklarer uden begrundelse at det er straf nok i sig selv, at hun blev kendt skyldig.

Ikke noget at gøre

"Det lyder ikke som en retfærdig dom," siger Dan Jørgensen, socialdemokratisk EU-parlamentariker og medlem af det magtfulde budgetkontroludvalg.

Han frygter, at dommen i den offentlige mening kommer til at overskygge de reformer, der blev iværksat efter den skandaleramte Kommission, som Cresson var medlem af, trådte tilbage i 1999.

Freddy Blak mener, at Parlamentet burde gøre noget, men Dan Jørgensen tror ikke, at der er meget at gøre, nu Domstolen har talt.

Til gengæld vil han igen kræve, at det skal være muligt for Parlamentet at stille en mistillidserklæring til en enkelt kommissær. I dag er det sådan, at Parlamentet kun kan kræve hele Kommissionen afsat, og hvis alle skal gå, er der tendens til, at de dækker over hinanden, frygter han.

Værst af det hele er, at dommen kommer i den meget omtalte "tænkepause," hvor Europas borgere skal tage stilling til en ny forfatning for EU.

"Sådan en afgørelse er ikke med til at skabe forståelse i befolkningen," siger Dan Jørgensen, EU-veteranen Blak har samme vurdering: "Hvis ikke de rydder op i det her, får man aldrig en ny traktat," tror han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu