Læsetid: 3 min.

Opdragelse i demokrati

Lars von Triers seneste udspil, 'Manderlay', er endnu en fascinerende og begavet lektion i moral og politik
17. maj 2005

Cannes - Lars von Triers Manderlay er ikke lige så overrumplende eller stærk en oplevelse som forgængeren Dogville, men den danske instruktørs seneste film er alligevel en fascinerende og begavet studie i moral, politik, socialt engagement og politisk korrekthed.

Filmen foregår i 1930'erne, i tiden lige efter begivenhederne i Dogville, og Grace (denne gang spillet af Bryce Dallas Howard) og hendes gangsterfar (Willem Dafoe), der er på jagt efter et sted at slå sig ned, ender på en bomuldsplantage, Manderlay, i Alabama.

Selv om slaveriet blev afskaffet 70 år tidligere, benytter plantages hvide ejere sig stadig af slaver. Det gør Grace vred, og med hjælp fra sin fars håndlangere tvinger hun de hvide til at give de sorte fri og arbejde side om side. Faren drager videre, og Grace sætter sig for at opdrage de sorte i demokratiets ånd.

Men det er ikke nemt for den velmenende og politisk naive Grace, der ser en gråtonet verden i sort og hvid. Spørgsmålet er, som det bliver sagt i filmen, om Amerika er klar til negrene, eller om negrene er klar til Amerika.

Kompleksitet

Elegant får Trier vendt tingene på hovedet et par gange i løbet af Manderlays sidste halve time, og det, der for Grace så så enkelt ud, viser at være meget mere komplekst og svært at håndtere. Det er den unge kvindes anden desillusionerende lektion i virkelighedens realiteter, den første, i tolerance, fik hun i Dogville, og det skal blive spændende at se, hvor Trier leder hende hen i den sidste film i sin USA-trilogi, Wasington.

En af pointerne er naturligvis den universelle, at man skal passe på med at påtvinge andre sine holdninger og ideer, og det gælder ikke kun USA, men også resten af verden, der lige nu er i færd med at gøre det samme i Irak, som Grace gør på Manderlay, at indføre demokrati blandt mennesker, som måske ikke er modtagelige eller parate til det. Det er et besk opgør med den politiske korrekthed - og kunne f.eks. læses som et angreb på dansk integrationspolitik - der efter Triers mening bremser al diskussion og fremdrift, fordi ingen tør kalde tingene ved deres problematiske, omend rigtige navn.

Manderlay er ikke lige så brutal og provokerende en oplevelse som Dogville og derfor også sværere at være uenig med, men igen kommer idealisten i knibe. I den første film levede Grace på den lille bys nåde, i Manderlay er det hende, som giver nåde, og hun er ikke bleg for at bruge magt for at opnå det, hun har sat sig for. Således handler filmen også om, hvor langt man er villig til at gå for at gøre en god ting, om et mindre onde, om dødsstraf, om vort ansvar for vore forfædres synder, om den køligt afbalancerede Graces pludselige splittelse mellem drift og intellekt, da hun bliver tiltrukket af den stolte Timothy (Isaach de Bankolé).

Morsom fortæller

Narrativt, teknisk og visuelt minder Manderlay meget om Dogville. Den er inddelt i otte kapitler og har igen John Hurt som en ret morsom fortæller, der ikke nøjes med at referere, hvad han - og vi ser, men også forholder sig kommenterende til det. Det skaber indlysende en vis distance til det, der foregår på lærredet, men er samtidig med til at holde sammen på de mange spor, filmen bevæger sig ad.

Heller ikke i Manderlay er der andre kulisser end streger på gulvet, og denne gang er de sorte, mens gulvet er hvidt, fordi vi skal kunne se de sorte skuespillere. Det kræver meget af publikum, men Trier sørger hele tiden for at holde os intellektuelt beskæftiget og af og til endda følelsesmæssigt involveret, og man glemmer snart de visuelle finurligheder.

I rollen som Grace udstråler Bryce Dallas Howard den rigtige mængde sårbarhed, dog virker det indimellem, som om hun forsvinder mellem sine medspillere. Ingen tvivl om, at hun er talentfuld, men hun har ikke lige så stort et nærvær som Nicole Kidman, der spillede rollen som Grace i Dogville. Samtidig er Manderlay i højere grad en ensemblefilm end Dogville, og ikke mindst de sorte skuespillere, hovedsageligt Danny Glover som den aldrende, kloge Wilhelm, og Isaach de Bankolé, markerer sig stærkt.

Manderlay har dansk premiere den 3. juni

www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu