Læsetid: 5 min.

'Opera er som et møde med døden'

Det er den ultimative udfordring og en gammel drøm, der er gået i opfyldelse for Henrik Engelbrecht. Han er dramaturg på nyopsætningen af Richard Wagners 'Nibelungens Ring', der i går havde premiere på Den Kongelige Opera efter 5 års forberedelse
26. april 2006

For første gang i snart 100 år opsættes hele Richard Wagners Nibelungens Ring på Det Kongelige Teaters Opera. Allerede inden den samlede forestilling af de fire operaer, som udgør 'Ringen', er blevet opført, modtog den en Reumert.

Men det er der ikke noget underligt i, da den præstation at opsætte dette kæmpe værk på omkring 16 timers effektiv spilletid er resultatet af fem års forberedelse og opfyldelsen af en drøm. En drøm, der for 'Ringens' dramaturg Henrik Engelbrechts vedkommende har været en del af hans liv siden 12 års alderen, dengang han opdagede Tryllefløjten og begav sig ind i operaens forunderlige verden.

"Baggrunden for at jeg laver det, jeg gør i dag, er i mindre grad min uddannelse og mit arbejdsliv, men helt sikkert snarere fordi jeg var en lille nørd som før-teenager. Jeg spillede fløjte i Holbæk Garden, da en behjertet onkel gav mig Tryllefløjten til min 12 års fødselsdag. Det måtte jo lige være noget for sådan en som mig. Jeg satte pladen på og tænkte: nu skal jeg høre fløjte-musik, men intet skete, før jeg var nået til side 3, og på det tidspunkt var fløjten egentlig blevet ligegyldig, for jeg var helt opslugt," husker han:

"Det var en kæmpe oplevelse, og jeg endte med at gennemlytte hele Holbæk biblioteks ret store samling af operaer i alfabetisk orden, og var der fire indspilninger af Don Carlos, så lånte jeg alle fire og forsøgte at høre forskel. Den interesse holdt så ved," fortæller Henrik Engelbrecht.

"Mit forhold til operaen er enormt svært for mig at beskrive, da det har været en så stor del af mit liv næsten altid, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører eller ser en opera, her eller i udlandet. Det ville jeg gøre under alle omstændigheder. Nu får jeg bare penge for det. Det er jo fedt," siger dramaturgen og smiler.

Operaen og døden

Det, der i hans øjne adskiller operaen fra alle de andre kunstformer, er at man køber en hel masse præmisser i operaen, som man ellers ikke ville købe, hvis man så en film eller et almindeligt skuespil. For eksempel skuespillerne der synger i stedet for at tale, musikken der spiller til, og især at tidsperspektivet er vredet fuldstændig af led. I opera er der ikke noget, der hedder realtid, fortæller Henrik Engelbrecht.

"Vi tager os enormt god tid til de vigtige indre samtaler i hovedet på mennesket. Har du nogensinde prøvet at køre galt? Jeg har engang prøvet at køre galt på motorvejen, hvor jeg troede, jeg skulle dø lige om lidt. Det er den oplevelse, som jeg lettest kan sammenligne med det, der sker i operaen. Da min bil kørte op på to hjul og var på vej rundt, gik det så hurtigt oppe i hovedet på mig, at jeg nåede at tænke en million tanker på de tre sekunder, jeg hang i luften," forklarer han.

"Det er lidt det samme, vi gør i opera. I det øjeblik hvor helten og heltinden indser, at de aldrig får hinanden, fordi han skal henrettes lige om lidt, går tiden i stå. Og så bruger vi 6-7 minutter, hvor vi bliver sat ind i, hvad der sker inde i hovedet på dem lige i det her sekund. Det gør man ikke på samme fysiske måde i andre kunstarter. I det øjeblik smelter multimedie-showet, som operaen jo er, sammen til et overvældende udtryk med dekorationer, lys, børn, dyr og hvad der nu er på scenen, 100 musikere og 60 mand i koret, som alle fyrer op under kedlerne. Det er fantastisk," siger Henrik Engelbrecht og slår ud med armene.

Lommetørklæderne frem

"Ideen med at spille opera i det 21. århundrede er jo at udtrykke noget, som man ikke kan udtrykke i andre kunstformer. At skabe en følelsesmæssig påvirkning af publikum, som virker helt vildt overvældende, når det lykkees," siger han.

"Når det så er sagt, så er der jo heller ikke noget mere grinagtigt end en opera, som er dårligt lavet. Og vi kender allesammen fordommene om operaen, hvor fede kvinder løber rundt med vikingehjelm og slås og skriger i timevis. Og det er jo rigtigt. Når opera bliver lavet gammeldags og dårligt, så er det jo helt forfærdeligt. Men når opera er bedst, kan jeg ikke sammenligne det med noget som helst. Det er følelser, der er så store. Og når vi manipuleres rigtigt, så kan man kigge ned på de første rækker, og så er der fandeme mange lommetørklæder fremme på en helt almindelig mandag, fordi det virker. Og det gør det også for mig, når jeg ser for eksempel Tosca eller i denne forbindelse Nibelungens Ring, så virker det. Det er aldrig bare endnu en dag på kontoret," siger Henrik Engelbrecht.

Da Kasper Bech Holten og Michael Schønwandt tiltrådte som henholdsvis operachef og musikchef på Det Kongelige Teater, ville de samle et hold omkring sig, og Henrik Engelbrecht var tilskrevet rollen som operadramaturg. En nyoprettet stilling, som indeholder to funktioner, forklarer han.

"Jeg er en kunstnerisk spindoktor, der fungerer som operachefens højrehånd, og som skal sortere i alle de ideer, som vi konstant har i luften. En funktion som i høj grad handler om, hvad vi skal spille, hvorfor, og hvad er ideen med at spille opera i det 21. århundrede? Hvordan kan vi udvikle operaen som kunstart? Den anden funktion er formidlingsdelen. Hvordan fortæller vi omverdenen om, hvor fantastisk opera er?"

"En udløber af Kasper Bech Holtens skrækvision: Hvis ikke vi løfter opgaven med at formidle operaens kvaliteter, så ville ingen notere sig, hvis Dokøen, hvor Operaen er placeret, pludselig rev sig løs og flød væk med det etablerede operapublikum. Det handler om at blive en del af det omgivende samfund," understreger Henrik Engelbrecht.

Fem år undervejs

De første tanker om at opsætte Nibelungens Ring kom på bordet allerede i 2000, og hele 2001 gik med at udvikle konceptet for opsætningen. Når man beskæftiger sig med opera, så kan man ifølge Henrik Engelbrecht ikke få noget større end Nibelungens Ring.

Det er ikke én, men fire operaer, og et værk som Wagner påbegyndte som 35-årig og færdiggjorde som 61-årig. Det er simpelthen en voksen mands liv, der er blevet brugt på dette værk. Der er 2.000 sider i partituret, og det er vanvittig meget, forklarer Henrik Engelbrecht.

Det er en enorm opgave at løse værket fysisk på scenen, og det er også første gang i snart 100 år, at Det Kongelige Teater løfter den opgave at opsætte hele det samlede værk.

"Det er grundet i en livslang fascination, og at vi pludselig stod med et nyt operahus og havde lyst til at bevise, hvad vi kunne magte. Vi tager den store mundfuld og laver 'Ringen', sagde vi dengang."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu