Læsetid: 2 min.

Opera Ørestad

I aftenmørket efter salens fremkaldelser og bravo-råb ligner hjemturen fra Holmen (i Wotans krigeriske ånd) samlet deportation eller troppetransport, som følge af dén gudelige indskydelse, der på Møllers bud skulle gøre det ud for trafik- og byplanlægning lige over for Amalienborg. Operaen kunne, med motorvej og metro til døren (men nok uden Hr. Møllers medvirken), have ligget i Ørestad City og været med til at skabe både ånds- og beværtningsliv i den nye bydel, om aftenen når Fields porte, som Valhals, er låste og lukkede. Morale: Byplan er ikke et guldkort for guder, men et menneskeligt spil om rummelighed i rammer af formodet rimelighed
22. maj 2006

DA PLANERNE OM Ørestaden blev lagt for femten år siden, skete det hemmeligt og ovenfra. Omtrent som når operaguden Wotan i disse ugers fire-afteners Wagner-føljeton lader Valhal bygge på Holmen.

I operaen (altså Wagners, ikke skibsreder Møllers) tuskhandler bygherren om kontrakten, hvad der sætter hele dramaet i gang med rhinguld, drageblod og ragnarok.

Slet så dramatisk er det ikke gået i den Ørestad, weekend-siderne her i avisen drejede sig om. Men planens listige ide om at bygge københavnsk metro for provenuet ved forventet salg af de offentligt ejede byggegrunde, har ind imellem fået skæbnetonerne til at rulle langt ud over Amager Fælled.

Ørestadsselskabet har netop fremlagt sit regnskab for 2005, og bestyrelsen mener, at grundsalget nu udvikler sig tilfredsstillende. En trediedel af byggejorden er solgt, resten forventes afhændet inden 2024, og gælden på metroen afviklet 2038.

Men hvad er det for en bydel, der kommer ud af det?

Af weekendens Ørestads-feature fremgik, at det er svært at spille guddommelig planlægger. Bydelens skala er ifølge kritikken unuanceret stor, og hverken arkitekter eller bygherrer har været tilstrækkelig opmærksomme på at lade husenes underetager rumme udadvendte aktiviteter. Direktionen er blevet klogere undervejs, men det butiksliv, tætheden og højden i den centrale del af Ørestad skulle fremkalde, er på forhånd lagt indendørs i kæmpemartet Fields. Problemet er som Wotans dilemma i Ringen, at det ikke er så lige til at skabe liv og frihed på overordnet kommando.

METROEN RÆKKER IKKE frem til operaen på Holmen, så uden cykelklemmer må publikum surfe over vandet, gennem busslusen i Prinsessegade, eller med bil hele vejen rundt om Kløvermarken og kolonihaverne. I pauserne under forstillingen kan man fra foyerbalkonerne skele ud mellem de brede facadelameller og følge opførelsen af det lige så dominerende kongelige skuespilhus på Nyhavnssiden af havneløbet - alt imens diskussionen går om nationalscenens indholdskrise.

Den kritik rammer ikke operachefens formidable Wagner-cyklus. Men bygningsskrumlet med den magiske mekanik bliver stående på havnefronten når scenetågerne har lagt sig, projektørerne er slukket, Brünnhilde sminket af og tæppet gået ned.

I aftenmørket efter salens fremkaldelser og bravo-råb ligner hjemturen fra Holmen (i Wotans krigeriske ånd) samlet deportation eller troppetransport, som følge af dén gudelige indskydelse, der på Møllers bud skulle gøre det ud for trafik- og byplanlægning lige over for Amalienborg.

Operaen kunne, med motorvej og metro til døren (men nok uden Hr. Møllers medvirken), have ligget i Ørestad City og været med til at skabe både ånds- og beværtningsliv i den nye bydel, om aftenen når Fields porte, som Valhals, er låste og lukkede.

Morale: Byplan er ikke et guldkort for guder, men et menneskeligt spil om rummelighed i rammer af formodet rimelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu