Læsetid: 3 min.

Operaens Dream-team

30. juni 1999

Duoen Kasper Holten og Michael Schønwandt skal lede opera og orkester på Det Kgl. Teater. Den 26-årige Holten er ny operachef og den 45-årige Schønwandt er ny musikchef. "Et drømmehold" siger Det Kgl. Teaters chef, Michael Christiansen.
Det er pudsigt så forskelligt man opfatter signalerne. For den udenforstående iagttager lignede den tilspidsede situation på det teater, der længe ikke kunne finde den rette operachef, mest af alt et mareridt. Hvordan kan man tale om et drømmehold, når der forudgående har været en længere række personlige og fortrolige samtaler med andre kandidater, som en efter en trækker deres ansøgninger tilbage? Hvis man vil have et drømmehold, hvorfor sætter man det så ikke med det samme? Hvorfor spørger man først en række andre personer?
Svarene blæser i vinden hos det teater, der er udstyret med en ledelse, der i de senere år har kunnet notere den mest massive mediekritik, der i nyere tid er rettet mod en offentlig kunstinstitution. Omverdenen meddeler på skrift og i tale de ansvarlige på stedet og den politiske centraladministration, at Det Kgl. Teaters ledelse ikke har haft held med at ansætte ledere, samt at ledelsen generelt har truffet uheldige beslutninger. Dispositionerne har nærmest været fatale og katastrofale for teatret, kritikken er haglet ned.
Det pudsige er igen så forskelligt man opfatter signalerne, for der er ikke kommet ændringer og de håbløse dispositioner har ikke fået konsekvenser. På snart sagt hvilket som helst andet sted ville det have fået konsekvenser. Ikke på Det Kgl. Teater. Teatrets ledelse gør som teatrets ledelse har lyst til og vender det døve øre til kritikken. Demagogisk dumsmart, arrogant og selvtilfreds mine, det er udstrålingen hos den Christiansen, der lægger et røgslør ud over debatten med sine halvsentimentale vendinger om tradition og stemning i det gamle teater. Ikke et ord om selve kunsten - det turde dog være den, det hele drejer sig om.
På den baggrund virker det som hul retorik, når teatrets bestyrelsesformand Niels-Jørgen Kaiser, den 15. december 1998 til Politiken erkender, at Det Kgl. Teater har "meget alvorlige problemer." Ikke en hujende fis sker der sidenhen, teatret fortsætter sin ledelsesmæssige sæbeopera. Personalet skrider, den respekterede økonomidirektør Mai Buch var en af dem. Nationalscenen mistede tre topchefer på mindre end en uge. Operasangerne bruges ikke hensigsmæssigt. Tenoren Stig Fogh Andersen er en af dem. Beundringsværdige initiativer som opsætning af Wagner-operaer bliver aflyst. Masser af involverede har kritiseret forholdene. Operainstruktøren David Pountney er en af dem. Han fik nok af teatret og udtalte: "Det burde være kunstneriske mennesker, der står i spidsen for det hus."
Sådan kunne man blive ved. De store dagblade har nærmest stået på skuldrene af hinanden for at dokumentere, at der er et gevaldigt rod i teatrets administration og kunstneriske ledelse.
Det er igen pudsigt så forskelligt man opfatter signalerne. For midt det organisatoriske helvede, hvor lokummet brænder som bare pokker, udtaler kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen "stor tilfredshed med den seneste, dramatiske udvikling på nationalscenen." Hvordan kan man udtrykke tilfredshed med noget, der går ad helvede til? Man holder for en sikkerheds skyld en konference. Louisiana er vært. Det kom der ikke en fis ud af. Man skriver også for en sikkerheds skyld en næsten to kilo tyk rapport (Det Kongelige Teaters 10 års plan, oktober 1998), der skaber forvirring og endnu mere rod. Med personalets udtalelse: "Teaterchefens rapport mangler visioner".
Stemning, plys og stuk? Er det akkompagnementet til Holtens og Schønwandts kommende kunstneriske frembringelser? Hvis ikke de to spiller i samme toneart som d'herrer Christiansen og Kaiser, kan de formodentlig se frem til en plads i rækken af fyrede kändiser: Michael Dittmann (operachef, fyret med omgående virkning og bortvist februar 1991), Boel Jørgensen (teaterchef, fyret med omgående virkning juli 1992). En listearie af dimensioner er blevet afviklet: Teatrets bygningsinspektør fyres, Littens Hansens kontrakt forlænges ikke, Peter Schaufuss går på grund af "samarbejdsvanskeligheder", balletmester Maina Gielgud opsiger sin kontrakt et år før den udløber.
Kære Holten og Schønwandt: Hjertelig til lykke! Der bliver varmt på Det Kgl. Teater for drømmeholdet H&S, der, om guderne er nådige, ikke bliver kulturens svar på Hovedstadens Sygehusfællesskab. Holtens og Schønwandts chance ligger blandt andet deri, at de er gode lyttere og ledere med et menneskeligt ansigt. Dette sammenholdt med betragtelige kunstneriske ambitioner er ikke det værst tænkelige udgangspunkt. Det bliver sikkert ikke kedeligt, forhåbentligt heller ikke tragisk. - Var det i øvrigt ikke Boulez der sagde, at man skulle brænde alle operahuse?
Lad brandtæppet falde.beyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jamen, det gik jo forrygende med de to efterhånden. Nogle arbejder sig op, den nuværende øverste ledelse arbejder sig tydeligvis ned - måske fordi de kunstneriske chefer nu er kørt ud på et sidespor af en overdimensioneret, ilgegyldig administration, der snarere end at holde hus med teatrets få penge lænser budgettet.