Læsetid: 4 min.

Operation Bolværk 98

23. september 1998

Den trænede iagttager af det igangværende slagsmål mellem tilhængere og modstandere af årets Operation Dagsværk ser det med det samme: "Føljeton". Både hvad angår selve kernen i historien og hovedrolleindehaverne:
Lige siden det første Dagsværk i 1985 har slagsmålet bølget mellem Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster på den ene side og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning på den anden. Nogle aktører har fået nye og andre kasketter og titler, men ellers er forbløffende meget ved det gamle:
*Et mindeværdigt højdepunkt er indsamlingen i 1986, hvor to raske yngre mænd - Brian Mikkelsen, formand for Konservative Gymnasiaster, og Jens Heimburger, formand for KU - tog på lynvisit til Nicaragua med det sovjetiske luftfartsselskab, Aeroflot. Og kom hjem og fortalte offentligheden, at de havde afsløret, at 50 procent af de penge gymnasieeleverne samlede ind bliver konfiskeret af den sandinistiske stat. 12 år senere, i juli 1998, genfortæller den lidt ældre yngre Brian Mikkelsen historien til Jyllands-Posten. Den eneste forskel er, at nu er de 50 procent blevet til 90 procent.
*Men det måske allermest mindeværdige højdepunkt er indsamlingen i 1988, hvor den stadig unge Brian Mikkelsen var med til at stable en alternativ indsamling på benene til fordel for det Sovjet okkuperede Afghanistan, fordi han var utilfreds med, at der skulle samles ind til ofre for apartheid i det af Sydafrika okkuperede Namibia. Indsamlingen blev en dundrende
fiasko og hev med lodder og trisser 180.000 kr. hjem, hvilket var langt under den officielle dagsværkindsamling, som det år fik 5,3 millioner i kassen. Det ungkonservative indsamlingsforsøg er ikke blevet gentaget siden.

INDSAMLINGEN I 1988 er især mindeværdig, fordi vi i dag ved, hvilke overvejelser de unge konservative gjorde sig dengang. Information har haft lejlighed til at læse et internt notat fra de dage forfattet af de Konservative Gymnasiaster om Namibiaprojektet:
"Dette projekt vil være relativt udbytterigt at boykotte. Vi må forsøge at bortlede debatten fra apartheidspørgsmålet, og i stedet gøre det til et spørgsmål for eller imod kommunisme". Og det interne notat fortsætter om årets konkurrerende projektforslag i Eritrea:
"Dette er det sværeste projekt at modarbejde ... det vil være relativt svært at finde "fjenden". Det er da også DSU'erne, der forsøger at få dette projekt igennem ... Der er nok ingen tvivl om, at KG er tvunget til at gå imod Operation Dagsværk under alle omstændigheder. Såfremt vi bare ser passivt til ... vil vi miste vores status som "godt stof" for pressen", skriver altså de konservative gymnasiaster. Vi lader lige de konservative guldkorn stå et øjeblik.

OG NU ER DEN så gal igen. Bl.a. fordi undervisningsministeriet for første gang sidste år valgte at spytte statsmidler i Dagsværks pengekasse til dækning af organisationens administrative omkostninger. Det har igen gjort det politisk meningsfuldt at kritisere dagsværk:
Også i år er Brian Mikkelsen i en lettere ældet udgave en af de toneangivende kræfter i kritikken af Dagsværk. Helt ganske sikkert og vist som et langt bedre menneske end for tolv år siden og uden blot den mindste tanke for presse eller profil. Mikkelsen kræver nu, at undervisningsminister Margrethe Vestager smækker pengekassen i for årets Dagsværksindsamling, efter den skarpe kritik, der er blevet rettet mod undervisningsmaterialet fra bl.a. Det Mosaiske Troessamfund, som har kaldt materialet for ensidigt og anti-israelsk - til gavn for den palæstinensiske side i sagen. Især er en boks om zionisme og et fotovalg i materialet blevet kritiseret.
Det bør retfærdigvis siges, at Brian Mikkelsen ikke har stået alene på det ideologiske bolværk mod Dagsværk i denne omgang. Både CD, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti har tilsluttet sig den skarpe kritik.

Ikke alle de benævnte partiers angreb på årets Operation Dagsværk har været en hyldest til ytringsfriheden her i landet. Især bør fremhæves Dansk Folkeparti, som har bedt undervisningsministeren om en redegørelse for, hvilke kvalifikationer der gør Dagsværks kampagneleder i stand til at varetage sit job - med henvisning til hun både skulle være autonom, medlem af Rebel og Enhedslisten. Et krav, der udover at være fuldstændig malplaceret (det er ikke ministeren, der ansætter Dagsværks kampagneleder) umiskendeligt ligner en usmagelig dansk variant af berufsverbot. Men heller ikke CD's og de konservatives krav om sanktioner overfor Dagsværk er specielt prydelige: Det er fuldstændig urimeligt at true med at straffe unge gymnasieelever økonomisk, fordi de
mener noget forkert! Årets dagsværks projekt er, som alle tidligere, blevet valgt ved en demokratisk afstemning blandt alle gymnasiaster, der måtte ønske at
blande sig i sagen.

KAMPAGNEN mod dagsværk er proportionsforvrængning ud over det almindelige. Dagsværk handler ikke blot om en boks og et forsidefoto i en
kampagneavis: Kernen i Operation Dagsværk er som altid danske gymnasieelevers indsamling til fordel for humanitære projekter - i år håndværkerskoler og et kvindeprojekt i Det Palæstinensiske Selvstyreområde på Vestbredden. Så der står som altid de millioner på spil, som 30-40.000 gymnasieelever hvert år samler ind til hårdt trængende i udviklingslandene. Operation Dagsværk vil utvivlsomt fortsætte - kritik eller ej. Årets historiehæfte er allerede det mest solgte hæfte i fem år. Dårlig reklame er som bekendt bedre end ingen.jek

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu