I løbet af de næste fire-fem måneder skal en tænketank bestående af DR's top: generaldirektør Kenneth Plummer, programdirekør Lars Vesterløkke og mediedirektør Lars Grarup bestemme, hvad DR er for en institution. Hvad er inde, og hvad er ude? Hvad kan spares væk? Og hvad er hjerteblod?
Det første spørgsmål er imidlertid: Har vi tillid til den tænketank? Eller skal så vigtig en beslutning tages i et større forum.
Nogle vil selvfølgeligt sige: Den slags kan ikke besluttes i plenum. Men omvendt: Kan det besluttes af Kenneth og to gange Lars? Kenneth Plummer henviser gerne til seerundersøgelser, der viser, at DR er meget populær.
"DR er Danmarks mest populære medie," ynder han at sige. Og det havde jo været fremragende for Kenneth Plummer, hvis han havde været ansat på et kommercielt medie som TV 2.
Men nu er han ansat på en public service station, hvor seerne ikke blot er forbrugere af fjernsyn, men også licensbetalende borgere. Og det jo ikke altid, at de to vil have det samme. Måske skulle Plummer som en anden politiker i valgkamp tage på turné til landets forsamlingshuse og høre, hvad danskerne forventer af Danmarks største kulturinstitution. Vi åbner her debatten.