I anledning af 90-årsdagen for folkemordet på armenierne fordømte et bredt spektrum af den danske dagspresse Tyrkiets benægtelse af denne historiske kendsgerning. Berlingske Tidende gik så vidt som til at erklære, at der ikke var plads til folkedrabsbenægtere i EU, og Politiken foreslog både, at Danmark bør sætte sig i spidsen for en EU-anerkendelse af folkedrabet, og at et konsekvent opgør med folkemordsfornægtelse er en forudsætning for EU-medlemskab.
Eftersom den danske statsminister nu opfordrer Rusland til at undskylde for Sovjetunionens 50 år lange besættelse af de baltiske lande, og selv undskylder for de danske myndigheders udlevering af tyske flygtninge til Nazityskland under Anden Verdenskrig, kan det undre, at statsministeren ikke har taget initiativ til at opfordre Tyrkiet til at undskylde denne historiske forbrydelse, der dannede præcedens for nazisternes jødeudryddelse. Som Fogh Rasmussen sagde i sin tale i Mindelunden:
"En undskyldning kan ikke gøre historien om. Men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden."
Sådan ser Tyrkiet ikke på det. I sidste måned beskyldte den tyrkiske premierminister Tayyip Erdogan EU for at forsøge at splitte Tyrkiet, og en uge senere præciserede generalstabschefen Hilmi Özkök, hvad det var Tayyip Erdogan egentlig mente. I en opsigtsvækkende tale gjorde general Özkök det klart, at militæret ikke længere kunne støtte Tyrkiets kandidatur, hvis EU lagde pres på Tyrkiet, og forlangte yderligere indrømmelser vedrørende Cypern, kurdiske rettigheder og det armenske folkemord.
Generalen, som er blevet betegnet som Tyrkiets meste reformvenlige militære leder siden Atatürk, konkluderede: "Hvis Tyrkiet ikke bliver medlem af EU, er det ikke verdens ende."
Stigende nationalisme
Dette signal skal ses på baggrund af den bølge af nationalisme, som er svømmet hen over Tyrkiet siden EU-topmødet i december. Det er især episoden under den kurdiske nytårsfestival i marts, da nogle unge mennesker i Mersin brændte det tyrkiske flag, der bragte sindene i kog, og førte til landsomfattende demonstrationer. Disse toppede, da der var forsøg på at lynche fire aktivister i Trabzon ved Sortehavet, der protesterede mod forholdene i tyrkiske fængsler. Samtidig kan de antisemitiske udtalelser i nogle tyrkiske aviser hænge sammen med, at Hitlers Mein Kampf er nummer to på bestsellerlisten, og at Metal Storm, en antiamerikansk roman, er nummer et.
Den verdenskendte forfatter Orhan Pamuks udtalelse i en schweizisk avis, om at 30.000 kurdere og en million armeniere blev dræbt i Tyrkiet har ført til, at der er blevet anlagt sag mod ham, og at hans bøger offentligt er blevet brændt. Den tyrkiske ministerpræsident er ikke just et forbillede for tolerance, da han har anlagt sag mod en karikaturtegner, der skildrede ham som en kat viklet ind i et garnnøgle, og har fået tilkendt 5.000 YTL (ca. 20.000 kr.) i erstatning. Nu har han anlagt endnu en sag mod et satirisk ugeblad, Penguen, der i solidaritet med deres kollega udgav en forside, der viste ministerpræsidenten i otte forskellige dyreskikkelser. Denne gang forlanger han 40.000 YTL, eller 5.000 YTL pr. dyr.
Historien gentager sig
Til dato har 15 lande erklæret, at massakrerne og deportationerne, der fandt sted i 1915 var folkemord, deriblandt syv EU-lande, Cypern, Grækenland, Belgien, Sverige, Italien, Polen og Frankrig. Belgien er gået et skridt videre, og har udvidet Holocaust-loven, således at det bliver strafbart at benægte det armenske folkemord. Endvidere er samtlige partier i det tyske parlament blevet enige om en resolution, der opfordrer Tyrkiet til at påtage sig "et historisk ansvar" for disse begivenheder. Samtidig påtager Tyskland sig et medansvar for massakrerne, da Tyskland var Tyrkiets allierede under Første Verdenskrig og medskyldig i folkemordet.
Filosoffen George Santayana sagde engang:
"Dem der ikke kan huske fortiden er dømt til at gentage den," og i Tyrkiets tilfælde er den kurdiske opstand fra 1984-1999 et godt eksempel.
Det menes, at så mange som to millioner kurdere blev fordrevet fra 3.000 landsbyer under krigen, og de fleste blev tvunget til at friste en kummerlig tilværelse i storbyernes slumområder. Men ifølge officielle tal drejer det sig kun om 350.000, hvoraf 125.000 er kommet tilbage. Disse tal er stærkt bestridt af Human Rights Watch, der i en rapport beskylder den tyrkiske regering for over for EU at have overdrevet antallet af dem, der har fået lov til at vende tilbage, og for at have sat antallet af fordrevne kurdere for lavt.
Sidste år beskyldte det amerikanske udenrigsministerium i sin årlige rapport om menneskerettigheder Tyrkiet for at fremme a climate of impunity (et klima af straffrihed, red.) på grund af den måde bødler får lov til at slippe for straf eller får en lempelig behandling.
Fornægtelseskultur
Men man kunne med rette betegne Tyrkiet som a culture of denial (en fornægtelseskultur, red.), på grund af den måde ingen påtager sig skylden for noget som helst, eller hvis det skal være, prøver at finde en syndebuk. Ifølge nogle var antallet af dræbte i jordskælvet i 1999 Guds straf for deres syndige livsførelse og ikke dårlig bygningskonstruktion, og togulykken sidste år mellem Istanbul og Ankara skyldtes togførernes og konduktørens forsømmelighed, og ikke fordi det var uansvarligt at sende et højhastighedstog afsted på gamle skinner. Det er derfor journalister er så upopulære i Tyrkiet, da de risikerer at finde frem til sandheden fremfor at gentage magthavernes synspunkter.
Armenien-konference
Den 18. og 19. maj holder Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier, der nu sorterer under Dansk Institut for Internationale Studier, en konference om det armenske folkemord med deltagelse af adskillige internationale eksperter. Konferencen afsluttes med et offentligt arrangement, hvor et ekspertpanel vil drøfte hvilken rolle Tyrkiets manglende anerkendelse af det armenske folkedrab bør spille for landets optagelse i EU. Det ville være klædeligt, hvis repræsentanter for de danske politiske partier deltager i dette arrangement.
Robert Ellis er lektor
