Læsetid: 5 min.

Opgør med den indre intellektuelle

Han er træt af anmeldere, træt af ansvarsløshed og vil gerne forstå George W. Bush og Steffen Brandt. Mød teaterinstruktør Rune David Grue, der hellere vil kaldes populist end lave et teaterstykke, der ikke får publikum op af stolene
7. december 2005

En af de første gange, han mødte vildskaben, var som teenager i Pinsekirken. Her var glæde, her var rytmik og store armbevægelser, her var noget andet end dræbende danske søndagsprædikener. Her var engagement, og for en kort stund blev Rune David Grue engageret.

Siden blev han ældre, meget ældre, og alt for tidligt voksen. Begravede sig i seriøse teaterstykker og forsøgte at tilfredsstille den indre intellektuelle. Men barnet i ham ville ud og genfinde glæden ved det umiddelbare. Nu er han 28, og han er født igen.

"Jeg vil kun lave stykker, jeg brænder for. Jeg har kedet mig igennem den ene intellektuelle forestilling efter den anden - og jeg har selv instrueret flere af slagsen - men nu gider jeg simpelthen ikke mere. Jeg vil ruske i folk, finde ind til deres vildskab og slippe anarkiet løs i salen. Hvis publikum ikke kan engagere sig i stykket, er der ingen grund til at lave det."

Rune David Grue er en af dansk teaters nye stjerner. Knap var han færdiguddannet i sommer, før han blev inviteret ind i folden hos Mungo Park og kastede sig over vennen Christian Tafdrups manuskript til W, teaterstykket om den unge George W. Bush. Stykket har været en bragende succes - "de vælter ind i alle aldersgrupper," siger Rune - og inden længe står hans næste ønskeprojekt på scenen; en teaterkoncert bestående af Steffen Brandts sangtekster. Intet under at Rune David Grue er så entusiastisk.

'Kald mig bare populist'

"Jeg forsøger at lave så meget ramasjang og knald på stykket, at publikum selv bliver grebet af det - en slags totalteater med følelser. Hvis nogen vil kalde det populistisk, må de gerne det, for uden folket er mit teater intet værd," siger Rune David Grue.

Han understreger, at W har en menneskelig dybde, men at stykket lever på sin vildskab, sine cowboyhatte og Stars & Stripes i hele salen. For at vise at politik efterhånden er blevet et stort show, må teaterholdet levere dét show. Og dermed er Rune David Grue tilbage ved sit udgangspunkt, for det var nøjagtig den samme vildskab, som betog ham i Pinsekirken, da han som ung ledte efter en identitet.

Guds værk og Satans værk

"Jeg gik ind i bevægelsen, fordi møderne var så fulde af glæde, og det var det, der fascinerede mig i starten. Men som alting nu er, viste der sig hurtigt at være en bagside. Der var et enormt fokus på begreber som 'sandhed' og 'ondskab' og på at opdele verden i Guds værk og Satans værk."

Rune David Grue fik nok, da hans unge medkristne insisterede på, at homoseksualitet og abort var skabt af Djævelen. Men 14 år senere skulle lige præcis den fundamentalisme sætte ham og vennen Christian Tafdrup, som også havde været med i Pinsekirken, i stand til at sætte sig ind den tankegang, der præger USA's præsident. Den forståelse for Bushs baggrund og motivation til at opdele verden i sort og hvidt ville de to venner gerne give videre til publikum.

Netop derfor var Rune David Grue meget overrasket over anmeldelserne af W. Der var nemlig betydelig skepsis hos de borgerlige medier og langt større begejstring for stykket hos de knap så borgerlige.

Anmeldere var politiske

"Det kom fuldstændig bag på mig. Her var et teaterstykke, der forsøgte at være empatisk over for en udskældt præsident og forstå, hvor han kom fra, og så blev det kritiseret for at være anti-amerikansk."

Instruktøren fandt det især bemærkelsesværdigt, fordi det almindelige publikum reagerede helt anderledes end anmelderne og akademikerne - og fangede alle de pointer, de dannede mennesker tilsyneladende overså.

"Det kunne tyde på, at de sidstnævnte grupper går ind og ser stykket med en klar forventning om, at det vil være en kritik af Bush, og derfor også tolker det derefter. Men at anmelderne var så politisk forudindtagede, og at fronterne var trukket så klart op mellem de forskellige grupper af aviser, chokerede mig. Og gjorde mig egentlig ked af det, for i virkeligheden ville jeg nærmest hellere have haft, at de mere USA-begejstrede forstod, hvad det var, vi forsøgte," siger Rune David Grue.

Teater for teatrets skyld

At politik påvirker også teaterverdenen, er ingen nyhed, og som så mange andre har også Rune David Grue følt, at de senere års storpolitiske begivenheder har gjort det svært kun at lave teater om det nære. Men om W kan kaldes decideret politisk teater, er han mere i tvivl om.

"Vi har diskuteret det meget på Mungo, for selv om det er et teaterstykke med fokus på en menneskelig udvikling, kan vi jo ikke komme udenom, at det handler om noget politisk. Men derfra og til 1970'ernes missionerende politiske teater er der meget, meget langt."

Den unge instruktør understreger, at han laver teater for teatrets skyld, ikke for samfundets - og at han har svært ved at sætte sig ind i de entydige krav om politisk engagement, som prægede hans forældres generation af kunstnere. Men kunne man ikke indvende, at Grue og hans ligesindede måske simpelthen ikke tør tage stilling?

"Jeg synes, at vi tager stilling i W ved at udstille den absurde måde, George W. Bush tænker på. Men det er nok rigtigt, at min generation er mere desorienterede og har svært ved at finde rundt i verden. Og så er der helt klart en mindre følelse af ansvar for fællesskabet, end der var tidligere."

Brandts 'kvædefabrik'

Netop ansvarsløsheden er en af de få ting, der virkelig kan provokere Rune David Grue.

"Det er ufatteligt, så nemt, det er for folk at skubbe ansvaret for både samfundet og deres eget liv fra sig. Jeg gør det jo også selv, men alligevel gør det mig rasende at se folk, der resignerer over for tilværelsen og forhold, de ikke burde affinde sig med."

Den danske mentalitet og forkærlighed for "at brokke sig uden selv at gøre noget ved det," som Grue formulerer det, er i årevis blevet spiddet af én mand mere end af de fleste. Derfor er instruktøren mere end taknemmelig for, at hans næste stykke med premiere på Århus Teater 28. april, Hele verden fra forstanden, foregår i tæt samarbejde med denne mand - Steffen Brandt.

"Noget af det, der optager mig i Brandts univers, er netop hans oprør med hele den her selvtilstrækkelighed. Derfor består handlingen i stykket kun af TV-2-tekster, og da har Steffen været så sød løbende at stå til rådighed. I bund og grund er vi optaget af det samme, nemlig mennesker i alle afskygninger. Det er jo derfor, jeg laver teater. For at vise mennesker og nå ud til mennesker. Alt andet er ligegyldigt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu