Læsetid: 3 min.

Opgør i Likud

Ariel Sharon led partipolitisk nederlag i går, men vil kunne betragte udviklingen som en sejr
27. september 2005

TEL AVIV - Den israelske leder, Ariel Sharon så sent i aftes ud til at have lidt nederlag i et vigtigt magtopgør i sit eget Likud-parti. Prognoserne kort før afstemningen blandt centralkomiteens 3.050 medlemmer lukkede klokken 22, viste at 50,7 pct. af stemmerne stillede sig bag rivalen, Benyamin Netanyahus forslag om at rykke formandsvalget i Likud frem til november, mens 42,3 pct. støtte Sharon i at det skulle finde sted som planlagt til april næste år.

"Det er en taktisk manøvre, som skal rette alle kræfter i partiet mod et formandsvalg og dermed fratage Sharon roen til at tage nye politiske initiativer i kølvandet på rømningen af Gazastribens bosættelser," siger professor Avraham Diskin, som er ekspert i israelsk partipolitik ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem. "Hermed bliver hvad ligner en politisk formalitet, reelt rømningsmodstandernes bremseklods mod det politiske momentum, Sharon ellers ville have kunnet udnytte efter rømningen."

Nye indrømmelser

Afstemningen fandt sted som foreløbigt klimaks på lang tids rivalisering mellem en politisk midtsøgende Sharon og Netanyahu, der har stillet sig i spidsen for partiets højreopposition.

"Men dette betyder ikke at er flertal i Likud er gledet til højre," fortsætter professor Diskin. "Netanyahu vil fortsat have svært ved at blive valgt som formand, men det er lykkedes ham at skabe nervøsitet for om Sharon nu ville kunne skride til nye store indrømmelser på Vestbredden, og det har den aktuelle situation i Gaza naturligvis hjulpet ham godt til."

Hele dagen i går var situationen omkring Gazastriben fortsat højspændt, og på trods af at Hamas allerede søndag aften lovede at indstille beskydning af israelske mål, beskød israelsk artilleri flere gange i løbet af dagen palæstinensiske mål.

"Vi er ikke Meretz, vi er Likud," gentog Netanyahu i går med brug af et venstrefløjsparti som skræmmebillede på hvad Sharons såkaldt 'bløde linje' overfor palæstinenserne kan føre til.

Bruddet er definitivt

Det er troligt at Ariel Sharon vil bryde med Likud for at danne et nyt centrumparti, hvis fintællingen af stemmerne skulle lade Netanyahu beholde sejren.

"Jeg tror ikke, han vil finde sig i at have lidt nederlag til Bibi (Netanyahu, red.)," siger Eitan Lasri, som er Sharon-støtte i partiets centralkomite. "Han vil hellere søge nye politiske resultater end at skulle føre valgkamp mod Bibi, og dermed vil han kunne vende nederlaget til en sejr. Bruddet mellem Sharon og Bibi (Netanyahu, red.) er endeligt, og det kan ikke repareres."

Dette kan føre til at Sharon helt frigør sig fra Likud-partiets besværlige højrefløj og vil medføre en voldsom omrokering af mandatfordelingen i Knesset. Hvor et samlet Likud under Sharon ifølge de seneste meningsmålinger vil gå frem fra 41 til 43 af parlamentets 120 mandater, vil Sharon med sit eget centrumparti kunne redde sig 36 mandater, mens Netanyahu vil stå tilbage med 14 Likud-medlemmer. Og et samlet Likud under Netanyahu vil kunne regne med 29 mandater, hvis Sharon bliver i partiet.

Avraham Diskin forklarer, at Sharon aldrig vil give palæstinenserne hele Vestbredden. Israel vil beholde store dele, men Sharon har også indset, at en del af bosættelserne må rømmes, og derfor er han på vej til at blive centrumpolitiker og er villig til at smide højrefløjen definitivt overbord.

"Det kan virke fornuftsstridigt at politiske rivaler er villige til at begå partipolitisk selvmord mens Likud er helt på toppen, men det viser blot hvor skarpt Gaza-rømningen har delt holdningerne, og nu ser det ud til at bruddet er definitivt," slutter han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her