Den 27. januar er det 250 år siden, Mozart blev født, og det markeres verden over med masser af Mozart på programmet. Nu er jubilæumsår ofte lidt af en pseudo-begivenhed. Og det kan et Mozartår også sagtens blive, hvis det eneste kriterium er en helt masse Mozart. Men hvis et Mozartår kunne blive et opgør med lydtapet-Mozart, og en tid til virkelig at lytte efter, er der noget at gå i byen efter.
Mozart er så gængs. Den musik, der lyder fjernt i højttaleren under søndagsbrunchen, mobilringetonen eller måske, hvis man har gået til klaver, det lille stykke, man kæmpede med med brudte treklange i venstre, mens en eller anden melodi haltede og snublede henover i højre, og forfra. Derfor kræver det særlig anledning at sætte sig ned og lytte. Og overraskes igen over musikkens uforklarlige skønhed.
Danmarks Radios Symfoniorkesters bidrag i denne sammenhæng er en Mozartfestival med 17 forskellige Mozartværker på en måned. Festivalen indledtes torsdag aften med symfoni nr. 35 og klaverkoncert nr. 25. og 27. Solisten var den amerikanske pianist Emanuel Ax, orkesteret blev dirigeret af Thomas Dausgaard.
Ud af tapetet
Det både var og var ikke en øreåbnende oplevelse. Dausgaard var ihærdig og til stede, men uden at give musikken eller musikerne eget liv. Mozarts musik er så fuld af ideer og indfald, og det hele skal hele tiden sættes i gang og gives liv, men ikke styres rundt i manegen. Sagt på en anden måde: man savnede at musikken i stedet for at blive dirigeret med præcise fagter blev udløst og selvkørende.
I klaverkoncerterne havde man flere steder lyst til at spørge: skete der eller skete der ikke noget dér? For der skal ske noget, når det er Mozart. Hele tiden! Ellers kommer lydtapetet.
Og det gjorde der heldigvis også for aftenens solist. Hver gang han satte fingrene til klaveret, skete der noget. Det var som noget utroligt, der landede midt i den velkendte koncertsal. Skønheden har så mange indpakninger. Her kom den i en lille tæt mand, der mimrede lidt til sit spil og støt og sikkert afleverede Mozarts musik til os, så selv vi, publikum, blev nærværende som aktive modtagere. Især i kadencerne fik Emanuel Ax formidlet musikken ved netop overbevisende at udnytte dette mellemled til at vende og spejle og vise os det musikalske stof kastet op i luften og sat fri, indtil det igen blev hentet sikkert ned til sin komposition. Med et lille indflettet banketema fra Beethovens femte i én af kadencerne fik Emanuel Ax understreget, at her ligger hele musikken allerede, og fik i nuet præsenteret fortidens fremtid, mens tiden gik dejligt i opløsning.
Pianisten overtog med sit spil i vid udstrækning direktionen, så dirigentens rolle blev en slags tekstning for hørehæmmede. Og sådan skete der ind i mellem det lykkelige, at musikere og solist glimtvis fandt hinanden i imiterende og opvakt spil, og Mozarts musik trådte ud af tapetet og viste sig for os alligevel.
Emanuel Ax gav os et ekstranummer med, Chopins Vals i a-mol opus 34, inden han lukkede pakken og trippede ud af scenen. Og man skulle have gemt sig under et af stolesæderne, for fredag skulle den tyske pianist Lars Vogt komme og spille molkoncerterne, klaverkoncert nr. 20 og nr. 24.
Radiohusets Koncertsal, torsdag den 19. januar 2006, Mozart: Symfoni nr. 35, Haffner; Mozart: Klaverkoncert nr. 25 c-dur og Mozart: Klaverkoncert nr. 27 b-mol. Danmarks Radios Symfoniorkester og Thomas Dausgaard. Solist: Emanuel Ax
Man kan læse mere om programmet for Mozartfestivalen på DR's hjemmeside www.dr.dk/klassisk, hvor der i det hele taget gives vejledning til, hvordan man guider sig rundt i Mozartåretk
