Læsetid: 7 min.

Opgør med lykkelig-familieficeringen

Danskerne er dårlige til at tale med hinanden. Om sex, om drifter, om det lykkelige liv, om køn, om Bob Dylan. Vi vil hellere acceptere tingenes tilstand end være ærlige over for hinanden. Det er et af temaerne i Leonora Christina Skovs nye bog. Og en generel frustration for en kvinde, der mærker konsekvenserne af et dårligt debatklima
11. maj 2007

Leonora Christina Skov har modtaget en lort med posten. Den landede lige dér i entreen og afgav et lille bump, da den ramte gulvet. I en kuvert med afsender og det hele.

En af konsekvenserne af at være en ivrig debattør i DR2-programmet Smagsdommerne er, at man pisser folk af.

Hun modtager adskillige vrede mails og ubehagelige sms'er, hver gang hun har været med i panelet. Men dette var alligevel for groft.

"Jeg gik til politiet. Jeg havde behov for at markere, at det der bare ikke var ok. Jeg mener, det her er jo ikke nogen Bongostat. Der skal være plads til en ophedet debat, men jeg oplever, at ytringsfriheden er ret presset," siger 31-årige Leonora Christina Skov, der ikke er bange for at tale med store ord og hæve stemmen, når hun sidder i en af de røde stole hos Adrian Hughes i Smagsdommerne.

Men det har en pris at træde ind i folks stuer via tv, så begynder de at føle ret til at træde ind i tv-personers liv. Via mailbox, mobiltelefon eller brevsprække. Det bliver personligt, oplever Leonora Christina Skov. Debatklimaet i Danmark er så dårligt, at folk ofte ikke kan reagere med andet end aggressivitet. Selv over for de umiddelbart små provokationer.

Således er Leonora Christina Skov ligefrem blevet truet på livet efter at have anmeldt Bob Dylan dårligt.

Fortielsernes sprog

Årsagen til, at folk har en begrænset evne til at deltage i en diskussion, tror hun, skal findes i steder som hendes egen fødeby Helsinge.

"Jeg er vokset op et sted, hvor man ikke taler sammen. Alt stod mellem linjerne. Min kæreste og jeg kalder det the 800 pound gorilla. Når der er en meget stor ting tilstede i lokalet, som, alle ved, er der, men ingen taler om. Sådan var det ofte i Helsinge."

Dette fortielsernes sprog har Leonora Christina Skov arbejdet meget aktivt med i sin nye roman Champagnepigen. Både i forhold til, hvordan hovedpersonerne taler med hinanden, men også helt nede i sprogbrugen.

En kvinde, der normalt bobler fuldstændig over af ord, har måttet skære og skære, for at finde ind til det sprog, man taler i provinsen. Et sted og et sprog, som Leonora Christina Skov afskyr mere end noget andet, så det har været en udfordring at bevæge sig tilbage til det.

Men historien, stedet og personerne er fiktive. Heldigvis. For det er en barsk historie om Linn og Isak Lauretius, der udadtil er et succesfuldt, berømt overklassepar, men under facaden lever de i et forhold domineret af ekstrem sex, der involverer udnyttelse, pædofili, prostitution, voyeurisme, pornografi og utroskab (med familiemedlemmer).

Gennem fortællingen kommer de længere og længere ud.

"De bliver nødt til at føre dette udskejende sexliv. Hvis ikke de gjorde det, så ville de opdage, at deres forhold var fuldstændig tømt for mening. Al energi bliver projiceret ud i dette ekstreme sexliv, fordi de tror, det er det, den anden vil have. Men i virkeligheden har de aldrig talt om det. De ved faktisk ikke, hvad den anden gerne vil have. Og hvis de pludselig begyndte at tale om det, så ville de blive tvunget til at erkende, at de ikke kender hinanden."

Kender vi hinanden?

Det seksuelle bliver en forsvarsmekanisme for dem. For hvem har lyst til at indrømme, at de ikke kender den person, de er gift med.

Til sidst kommer forholdet så langt ud, at det hele eksploderer i ansigtet på dem. I denne fortælling bliver det ekstremt, men temaerne i romanen findes ikke kun i det ekstreme, mener Leonora Christina Skov.

De dominerer i hverdagen.

"Vi bliver via medierne bombarderet med denne frygtelige lykkeligfamilieficering. Man må jo gå rundt med en masse undertrykte drifter, hvis man forsøger at leve det der Bamselineliv. Alle har vel oplevet at være i parforhold, hvor det viser sig, at man ikke kender hinanden. Pludselig vågner man op og tænker: Gud, hvem er du egentlig?"

Men friheden til at vågne op er blevet indskrænket.

Man skulle jo nødigt bryde ud af Bamselineidyllen.

Den ekstreme seksualitet

"Vi er så hæmmet af ikke at kunne tale sammen. Især om sex, for man kan ikke overvurdere betydningen af at have et godt sexliv. Sex ligger til grund for alt. Magt og sex er koblet sammen, og det er det, der får verden til at dreje rundt. Det, synes jeg, er værd at diskutere."

Men det gør vi ikke. Leonora Christina Skov kan ikke huske, hvornår hun sidst har snakket med sine veninder om det.

"Man sidder jo ikke og spørger hinanden: Har du fået en god orgasme for nylig? Så skal det i hvert fald være efter adskillige glas rødvin. Det eneste tidspunkt, vi kan tale seriøst om sex, er, når den bliver ekstrem: Pædofiliskandaler og historier om grov udnyttelse. Jeg vil gerne nuancere det lidt."

Nuanceringen sker også i forhold til kønnet. Ofte er det manden, vi ser portrætteret som sexforbryderen eller den, der har magten i seksuelle situationer. Sådan er det ikke i Leonora Christina Skovs roman. Det handler ikke om, at hun får afløb for et had til mænd, for det føler hun slet ikke. Og det er også tilfældigt, at det foregår i et heteroseksuelt forhold. Det kunne lige så godt foregå i et forhold mellem to kvinder. Pointen er, at Leonora Christina Skov vil vise, at begge køn bruger sex på den måde. I romanen er det derfor svært at finde ud af, hvem der udnytter hvem.

"Det er meget bevidst. Kvinder har også en andel i det her. De er ikke ofre. I bogen lader jeg Linn have en traditionelt maskulin rolle. Hun vil hellere være den, der ser på, end den der ses på. Det er jo et brud med kønsrollen."

At bryde med de stereotype kønsroller fylder meget i Leonora Christina Skovs virke. Hun har skrevet bøger om feminisme og er konstant opmærksom på, hvordan man taler om køn og bliver opstemt og automatisk interesseret, når kvinder forsøger at bevæge sig ind på mændenes domæne.

"Jeg har vel egentlig haft det sådan hele tiden, men har måske bare ikke været bevidst om det. Da alle pigerne i min klasse i Helsinge kæmpede om at blive side 9-pige eller få nøgenbilleder i Se og Hør, så kunne jeg bare mærke, at det havde jeg ikke lyst til. Det var ellers det, der gav allermest prestige at være sådan en Lolitapige. Jeg blev frastødt af det."

Siden hen blev hendes bevidsthed mere skærpet.

"Da jeg var i 20'erne, troede jeg, at feminisme handlede om, at kvinder var fantastiske, og mænd var nogle svin. Det kom jeg dog hurtigt bort fra."

Tabuisering

Det var på det tidspunkt, at Leonora Christina Skov opdagede de feministiske forfattere og redigerede antologien De Røde Sko. Samtidig med at hun udgav den, fortalte hun også omverdenen, at hun er lesbisk.

"Jeg følte, at det var vigtigt, at der var nogen, der turde stille sig frem. Det var svært i Helsinge."

Det tog seks-syv år for Leonora Christina Skovs forældre at acceptere hendes homoseksualitet. I den periode talte de kun sporadisk sammen. Men det er blevet meget bedre, og det er hun utrolig glad for.

"I København kan man slet ikke forestille sig, hvor tabuiseret homoseksualitet er i provinsen. Ja, eller enhver form for seksualitet. Man er konstant opmærksom på: 'Hvad tænker de mon på den anden side af ligusterhækken.' Og det er en reel frygt, for man kan godt være sikker på, at de tænker et eller andet om det. Man er spærret inde, lige meget om man lever efter forskrifterne eller ej. "

"Jeg følte mig slet ikke hjemme i Helsinge og har absolut ingen intentioner om at vende tilbage," siger Leonora Christina Skov og forsætter:

"Jeg bliver helt chokeret, når jeg hører om nogen, der rent faktisk har bosat sig dér," udbryder hun med foragt i stemmen.

Marginaliseringens dyd

Hun følte sig marginaliseret, da hun voksede op i provinsen. Det gør hun sådan set stadig. Man kan vel sige, at hun gør en dyd ud af at være marginaliseret.

"Jeg har altid synes, at det er dem, der skiller sig ud, der er de mest interessante. Jeg er bedst til at stå i den marginaliserede position. Den føler jeg mig hjemme i. Men ofte bliver jeg også castet ind i den. Når jeg er i Smagsdommerne, sidder jeg jo oftest sammen med en mand på 40 og en mand på 60, og så får de jo en heftig debat, og det er det, de vil have."

Men det er ikke sådan, at hun føler sig tvunget ud i positionen.

"Jeg kunne jo bare sige nej. Men jeg tænker for det meste: Hvis de gerne vil have en heftig debat, så skal de fandeme få det."

Men det paradoksale er, at selv om hun ved, at hun mestrer den marginaliserede rolle, så føler hun sig ofte alene, når hun står der, alene.

"Jeg kan godt savne nogle allierede. Jeg ville ønske, at der var nogle flere unge feminister, der gad at deltage i debatten. Men på den anden side, så kan jeg godt forstå, at de ikke gør det. Tonen er hård."

At være en aktiv debattør har omkostninger i et land, hvor man taler fortielsernes sprog. Og Leonora Christina Skov oplever, at især kvinder holder sig væk fra debatten. Måske fordi de er mere udsatte. Oftest når en kvinde blander sig i en debat, kommer det til at handle om hendes person frem for sagen.

"Ytringsfriheden fungerer på en mærkelig måde i Danmark. Når man er kvinde, må man medtænke, at man bliver svinet til. Eller modtager en lort med posten."

Leonora Christine Skovs roman Champagnepigen udkommer i dag på Forlaget Athene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her