Læsetid: 4 min.

Opgør på det tørre

Ubehjælpsom roman om de ranke holdninger og skurkene under besættelsen
12. april 2007

Ole Hyltoft blander historiske personer med fiktive i sin roman om, ja hvad?

Jo, om besættelsen og om en arkitekt, en dansk Speer i svøb, Tejs, der bliver klogere, fordi han omsider kommer i trusserne på den helt rigtige. Og om Københavnerpigen som er en nu ældre dame gift med portrætmaler William Lauenberg.

Denne maler maler vellignende portrætter af kongehuset samt historicistiske tableauer, forstår man. En slags Tørsleff må det vel være, uden at det hedder sig.

Man forstår, at manden er et kraftgeni, den rene skinbarlige kunst strømmer gennem fingrene på ham hele tiden. Han rummer de egenskaber, som man skabte helte af i de totalitære systemer med hvælvet pande og gennemtrængende blik. Det har forfatteren det rigtigt godt med, ligesom med Kaj Munk der også optræder, men den rigtige, parat til at lade sig slå ihjel til tiden - den store ener, hvis udgangspunkt som bekendt var betagelsen af fascismen og af de stærke mænd i tro og handling, hvis ret var til riget.

Stauning er det lidt sværere med, men han var heldigvis fordrukken og liderlig og i romanens handlingsforløb død. Scavenius var en nar - det ligger fast - mens de ædle er ædle og bliver stadig ædlere, og den kommende direktør for Gyldendal er en endnu større nar. Ole Wivel og Knud W. Jensen er allerede plottede i foromtalerne af Københavnerpigen under besættelsen (Jamen, det hedder bogen sgu!).

Men de har fået andre navne og fremstår som sværmeriske, dødsensfarlige overklasseløg, der sender andre i døden på Østfronten, mens de selv planlægger fremtiden i lys tale.

Det er slem læsning, en befamling kan man sige. Ikke fordi man ikke kan gøre, som Hyltoft gør, og ikke fordi man ikke kan have sine fortidsopgør, om end noget sent, men fordi forfatteren ikke kan.

Papfigurer

Ole Hyltoft ejer ikke evnen til at skabe troværdige personer, men klipper dem ud i pap, endimensionelle uden vægtfylde med flosklerne væltende ud af deres flade hoveder. De taler ikke sammen, de forklarer læseren, hvad Ole Hyltoft vist nok har begrebet om ting, han ikke har begrebet ret mange levende suk om - og med en sært pibende tone af forurettelse over kronisk tilsidesættelse nedenunder.

Hyltoft er og bliver udenfor, selv når det gælder de mennesker, han postulerer. Det hjælper ham heller ikke med den ulidelige name-dropping, som er klistret ind i teksten. Der er ikke den person eller det fænomen af betydning i tiden, Hyltoft ikke lige kommer ind på undervejs: Næh, men hvem ser jeg der komme? Er det ikke... og så er det lige netop den ene efter den anden, hvilket hver gang kun øger utroværdigheden, når Hyltoft også lige benytter lejligheden til product- placement, så Krøniken må græmme sig. "Det er Rich's, der driks, og de sidder i Wegner-stole, og kringlen er fra Spiegelhauer osv."

Dertil kommer en ufrivillig komik i sproget: "Hun kunne høre hans skridt nærme sig hen ad den lange korridor. Hun elskede de skridt. Det var hans skridt, hun først havde været i nærheden af, da hun sad model for ham..."

Jaså. Musklerne ligger smidigt om pigernes ben, og folkemassen trækker sig tilbage, som når man suger luft ud af en kind. Da Tejs endelig får listet kludene af den rigtige heltinde, "pakkede han hendes slanke lår ind i sine hænder og arme. Varmen fra hendes fugtige inderlår forplantede sig til hans fingre..."

Istedgade oppe i hende

"Kan du mærke, vi har hele Istedgade med os nu, med inde i os. Vi er Istedgade, der kun overgiver os til hinanden..."

Ja, man tror jo, det er lyv, men det står der.

Indimellem bryder de ud i højskolesang - som forfatteren i øvrigt nu vil have tvangsindført i DR - midt på gaden; man håber så inderligt, at tyskerne får ram på dem. Fortællingen, der er rodet disponeret og brækker over på midten, ender i den rene kulør med jagt gennem kældrene og hende med skridtet, der skyder en dansk tyskerhåndlanger og så meget på én gangn at Hyltoft tager yderligere luft ud af sin egen nedslidte troværdighed.

Et forsøg på genoplivning af den store fortælling om besættelsen er det vel, et opgør, som statsministerens uanstændige udtalelser om samarbejdspolitikken, som den, der har sit på det tørre, uden videre kan tillade sig at kalde 'ussel'.

Man skulle tro, at Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti havde bestilt Ole Hyltofts bog som beredskabslæsning til støtte for deres skingre nationalisme. Men det er jo nok et tilfælde, at Hyltoft på sine ældre dage endeligt er kommet i rette havn hos Pia Kjærsgaard og samtidig har udgivet dette makværk, der lever smukt op til forløjethedens fortidsforvaltning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu