Læsetid: 3 min.

Opgør med ydmygelsen

Baker-Hamilton-rapporten rummer i virkeligheden en lang række anvisninger på, hvilken konkret politik irakerne bør føre for at gøre sig fortjent til fortsat amerikansk støtte. Der er krav om en bestemt irakisk oliepolitik, om gennemførelse af provinsvalg, håndtering af striden om oliebyen Kirkuk m.m. Baker-Hamilton siger lige ud, at hvis ikke Iraks regering gør de nødvendige fremskridt, så skal USA trække tæppet væk under den ved at reducere politisk, militær og økonomisk støtte. Set fra en amerikansk synsvinkel er det forståeligt. Den amerikanske offentlighed vil ikke fortsat acceptere at ofre sine unge mænd og kvinders liv plus store økonomiske summer på betingelsesløst at holde et irakisk regime ved magten, som hverken kan præstere fremskridt eller ordentlig regeringsførelse. Men set fra Bagdad er kommissionens forslag og retorik en fortsættelse af den amerikanske dagsorden for kontrol og pleje af USA's mellemøstlige interesser, som man finder har gennemsyret hele forløbet siden invasionen i marts 2003. USA smadrede dengang Iraks sikkerhedsmæssige, politiske og administrative struktur og erstattede den med sit eget dilettantiske magtapparat. Mange irakere følte sig ydmyget og fastlåst i offerrollen, og det er ikke blevet bedre af, at man efter parlamentsvalget for et år siden nu formelt er herrer i eget hus, men reelt stadig udsat for amerikansk militær og politisk armvridning. Kommentarerne til Baker-Hamilton-rapporten fra de forskellige aktører i den irakiske magtkamp varierer, men fælles er kritikken af amerikanerne for fortsat at ville fjernstyre landet.
12. december 2006

BAKER-HAMILTON kommissionens rapport om Irak blev i sidste uge af mange vestlige iagttagere modtaget som en åbenbaring, fordi den omsider så realiteterne i øjnene og skar igennem al præsidentielt nysprog og 'vi er på sejrens vej'-retorik. Rapporten sagde ligeud, at det går hastigt ad helvede til i Irak. Lettelsen over endelig at få realismen genindsat førte til nogle korte øjeblikkes illusionsmageri om, at ikke blot Baker-Hamiltons analyse, men også deres løsningsforslag for det irakiske mareridt var realistisk.

Kritiske kommentarer fra mange sider gennem de seneste dage peger på, at det ikke er tilfældet. Og at Baker-Hamilton således gjorde klogt i rapportens indledende forbehold: "Ingen kan garantere, at der er nogen form for handling, som på dette stadie kan stoppe den sekteriske krigsførelse, den tiltagende vold eller kursen mod kaos."

Hvad den forgangne weekend har gjort klart er, at Baker-Hamilton har begået samme fundamentale fejl, som præsident Bush har gjort sig skyldig i gennem hele den snart fire år lange krig: at ydmyge irakerne.

Iraks ellers så samarbejdssøgende præsident, kurderen Jalal Talabani, rettede søndag et overraskende voldsomt angreb på Baker-Hamilton-rapporten for at være "en fornærmelse mod det irakiske folk" og et forsøg på at undergrave Iraks suverænitet. Talabani hæftede sig især ved forslaget om at fire-femdoble antallet af amerikanske militærrådgivere placeret direkte i de irakiske sikkerhedsstyrkers enheder. Som Talabani oplever det, er det et amerikansk forsøg på at se de irakiske soldater og politifolk over skulderen, styre deres adfærd og "underminere landets evne til at kontrollere sin egen hær og politistyrke".

"Hvad vil der være tilbage af vores suverænitet, hvis den irakiske hær bliver et redskab i hænderne på fremmede officerer, der kommer udefra," spurgte præsidenten vredt.

BAKER-HAMILTON-rapporten rummer i virkeligheden en lang række anvisninger på, hvilken konkret politik irakerne bør føre for at gøre sig fortjent til fortsat amerikansk støtte. Der er krav om en bestemt irakisk oliepolitik, om gennemførelse af provinsvalg, håndtering af striden om oliebyen Kirkuk m.m. Baker-Hamilton siger lige ud, at hvis ikke Iraks regering gør de nødvendige fremskridt, så skal USA trække tæppet væk under den ved at reducere politisk, militær og økonomisk støtte.

Set fra en amerikansk synsvinkel er det forståeligt. Den amerikanske offentlighed vil ikke fortsat acceptere at ofre sine unge mænd og kvinders liv plus store økonomiske summer på betingelsesløst at holde et irakisk regime ved magten, som hverken kan præstere fremskridt eller ordentlig regeringsførelse. Men set fra Bagdad er kommissionens forslag og retorik en fortsættelse af den amerikanske dagsorden for kontrol og pleje af USA's mellemøstlige interesser, som man finder har gennemsyret hele forløbet siden invasionen i marts 2003. USA smadrede dengang Iraks sikkerhedsmæssige, politiske og administrative struktur og erstattede den med sit eget dilettantiske magtapparat. Mange irakere følte sig ydmyget og fastlåst i offerrollen, og det er ikke blevet bedre af, at man efter parlamentsvalget for et år siden nu formelt er herrer i eget hus, men reelt stadig udsat for amerikansk militær og politisk armvridning. Kommentarerne til Baker-Hamilton-rapporten fra de forskellige aktører i den irakiske magtkamp varierer, men fælles er kritikken af amerikanerne for fortsat at ville fjernstyre landet.

DET HELE ER en illustration af det amerikanske projekts fundamentale, indre modsætning: Forestillingen om at man med militær tvang kan befri en befolkning til demokratisk selvforvaltning. I valget mellem at administrere Irak som en amerikansk lydstat eller give irakerne fuld og reel frihed til at søge en egen samfundsorden har USA valgt begge dele og derfor fejlet så skæbnesvangert. Det var en gordisk knude, Baker og Hamilton blev bedt om at hugge over.

Den amerikanske Irak-ekspert Ivo Daalder fra det uafhængige Carnegie Endowment for International Peace siger, at "den eneste realitet, som har betydning - og som Baker-Hamilton-rapporten trods al sin realisme nægter at acceptere - er, at vi har tabt i Irak". Man nægter at acceptere, at der ikke længere eksisterer en funktionel regering i Bagdad, og at politisk forsoning ved amerikansk mellemkomst ikke mere er mulig. Dette demonstreres ikke blot af den blodige borgerkrig. Det bekræftes også af oplysningen om, at en alliance af det shiitiske SCIRI-parti, det sunnimuslimske Iraks Islamiske Parti samt den kurdiske blok nu er under opbygning med det erklærede formål at vælte Dawa-partiets handlingslammede, men USA-støttede premierminister Nouri al-Maliki og samtidig sætte shiapræsten Moqtada al-Sadrs folk uden for regeringsindflydelse. Kan alliancen mønstre flertal i parlamentet, er det ikke en ulovlig aktion. Og omend den rummer åbenlys risiko for forstærkede opløsningstendenser og intensiveret vold, er den et udtryk for, at nogen i irakisk politik tager ansvar og søger opgør med ydmygelsen og offerrollen. Sker det, kan USA bare se til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu