Læsetid: 4 min.

Opgøret med Dansk Folkeparti: Tilfældige forbindelser?

Den ideologiske konflikt i dansk politik står ikke aktuelt mellem venstrefløjen og højrefløjen, men mellem liberale blandt De Radikale, Konservative & i Venstre og disses ledere
22. september 2005

Den ideologiske konflikt i dansk politik står ikke aktuelt mellem venstrefløjen og højrefløjen, men mellem liberale blandt De Radikale, Konservative & i Venstre og disses ledere

Det er sandt: Der er protest og populisme i de europæiske lande. Ikke bare som bitterhed og udfald mod de fremmede og de sidst ankomne, men også organisere i partier for de utilfredse. Det særlige ved det danske tilfælde er, at det populistiske parti for de bekymrede dominerer både regeringen og oppositionen. Mens Fremskridtspartiet i Norge og Front National i Frankrig betragtes som illegitime, synes Dansk Folkeparti det mest indflydelsesrige parti i Danmark. Mens intellektuelle og kommentatorer i andre lande fordømmer den nationalistiske tendens, har danske kommentatorer travlt med at forklare og forsvare Dansk Folkeparti. Partiet synes ideologisk og pragmatisk uovervindeligt: Regeringen Fogh har institutionaliseret partiets skepsis over for fremmede. Socialdemokraternes nye ledelse har allerede demonstreret, at den kender vejen til kopimaskinen, hvor Dansk Folkepartis forestillinger om de fremmede ligger. Integrationsaftalen indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i foråret står som monument over Dansk Folkepartis dominans.

De Radikale har angrebet Dansk Folkeparti, de har protesteret mod integrationsaftalen. Men oppe imod de tre store folkepartier har de været afmægtige. De er blevet hånet af Socialdemokraterne, de er blevet kaldt for et 'ekstremistisk parti'. Nu er det de radikale, som fungerer som protestparti. Men fredag i sidste uge kom den radikale Europa-parlamentariker Anders Samuelsen med det, der kunne blive indledningen til et opgør med Dansk Folkeparti.

Samuelsen flirter

Samuelsen foreslog i en kronik i Berlingske Tidende, at de radikale i stedet for alliancen med Socialdemokraterne appellerede til dem i det borgerlige, liberale, der ikke kan leve med velfærdsnationalismen:

"Hvad nu, hvis det ikke er realistisk at tvinge V og S til at ændre retning ved at fastholde vores tilknytning til venstresiden i folkestingssalen? Hvad nu hvis det eneste, vi opnår herved, er at fastholde V, K og DF ved magten med en politik, som S mere og mere forsøger at kopiere? "

Samuelsen vil ikke forandre den radikale politik: Han vil forandre den radikale pragmatik. Hvis Socialdemokraterne vil det samme som Dansk Folkeparti, må man søge modstanden blandt de borgerlige liberale. Samuelsens strategiske ræsonnement er præcist, han gentog sit opråb på de radikales landsmøde i weekenden.

Uden argumenter overhovedet afviste Marianne Jelved hele Samuelsens indlæg. Hun slog fast, at der var "hundreder af mil" mellem de radikale og regeringen og "så mange mil er der ikke til Socialdemokraterne."

Diskussionen blev degraderet til lederens afmåling af afstand.

Misundelsestankegang

Samuelsen er anerkendt som socialliberal ideolog. Han er i opposition til både den nye danske nationalisme og den traditionelle økonomiske lighedstanke. Han vil reformere det samfund, som Dansk Folkeparti vil beskytte mod enhver forandring. Som han tidligere på året udtalte i et interview med Weekendavisens daværende idéredaktør Christopher Arzrouni:

"Nogle mener, at det per definition er asocialt, hvis én, der tjener meget, får endnu mere ud af en skattereform end, der tjener mindre. De bryder sig ikke om, at der bliver 50.000 ekstra til direktøren og 'kun' 10.000 til arbejderen. Den slags regnestykker bygger på en snæversynet misundelsestankegang som forhindrer os i at gøre noget godt for alle-.Den snævre lighedstanke præger både Socialdemokraterne og Venstre. Det er et tegn på, at politik er for afideologiseret."

Søndag fik Anders Samuelsen uventet opbakning, da socialminister Eva Kjer Hansen i et interview i Jyllands-Posten lancerede et opgør med den snævre lighedstanke, som også var et opgør med Dansk Folkeparti:

"Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligste stillede til gode."

Pia Kjærsgaard blev vred: Det her ville hun ikke støtte:

"Hvis det bliver regerings officielle politik, skal den ikke længere regne med støtte fra Dansk Folkeparti."

Eva Kjer Hansen anbefalede Pia Kjærsgaard at læse interviewet i Jyllands-Posten igen. Hun stod fast på sin kritik af lighedsmageriet. Tirsdag angreb en anden Venstrepolitiker Edith Thingstrup i Berlingske Tidende Pia Kjærsgaards 'jantelovsideologi', som "hører hjemme på det 20. århundredes historiens losseplads sammen med de andre kollektivistiske ideologier fra det tyvende århundrede."

Det kan være tilfældigt: Thingstrup er gift med Christopher Arzruoni, som lavede interviewet med Anders Samuelsen i Weekendavisen og nu fungerer som presserådgiver for Eva Kjer Hansen. Tirsdag erklærede statsminister Fogh Rasmussen, at Eva Kjer Hansen bestemt ikke talte på regeringens vegne. Regeringen går ifølge statsministeren ikke ind for ulighed, den går ind for mere velstand for alle. Den forhenværende formand for VU og nuværende finansordfører for Venstre Peter Christensen udtalte tirsdag sin støtte til socialministeren. Og som han bemærkede: Hvis man vil gøre noget uligheden i Danmark, skal man hæve boligskatterne, og det er jo ikke regeringens politik.

De liberales oprør

Christensens udtalelser afslørede polemikkens bemærkelsesværdige symmetri: Socialministeren legitimerer den faktiske udvikling i Danmark. Hun forsvarer samfundsudviklingen. Mens statsministerens taler imod den tendens til stadig større ulighed, som har domineret i årevis.

De liberale i Venstre og de radikale markerer et opgør med Dansk Folkeparti og med lighedstanken i en konfrontation med Venstre, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Den aktuelle modsætning i dansk politik står ikke mellem en borgerlig regering og et socialdemokratisk alternativ, men derimod mellem liberale i de konservative, Venstre og de Radikale og disse partiers ledere. Onsdag trak Eva Kjer Hansen pludselig alle sine udtalelser tilbage: Hun mente alligevel ikke, at ulighed var godt. Men opgøret er allerede formuleret, tankerne er i spil.

Men opgøret med Dansk Folkeparti kan ikke ekspederes som en pragmatisk manøvre. Partiets dominans tjener en demokratisk funktion: Den afslører den ellers usynlige, men udbredte sociale uvished, som bliver ved med at hærge som smålig foragt, hvis den ikke bliver oversat til nye politiske projekter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu