Læsetid: 3 min.

'Ophavsret eller kaos'

28. april 2006

Danmarks vigtigste handelsvarer i en global konkurrence er kreativitet, viden og innovation. Derfor er ophavsretten, der sikrer at man får betaling for den viden, man producerer, af central betydning for fremtidens økonomi. Nogenlunde sådan lød budskabet på konferencen Kunst, Viden og Underholdning - en kreativ forretning?, der blev afholdt på Dansk Design Center i denne uge.

En lang række sværvægtere fra det danske kulturliv var inviteret til en paneldebat om kreativitetens økonomiske potentiale. Og der var noget at snakke om.

For det går godt, rigtig godt endda for de kreative brancher herhjemme. En analyse fra Copenhagen Business School, CBS, som netop er blevet offentliggjort, viser, at den danske ophavsretsbranche oplever en dobbelt så stor værditilvækst som det resterende erhvervsliv. Kunst, film, musik, software, video og radio/tv står således for hele syv procent af værditilvæksten i Danmark.

'Fuldstændig uundværlig'

På konferencen havde lektor ved CBS Mark Lorenzen æren af at overbringe det budskab til det fremmødte publikum, og efter en hurtig power point-præsentation sluttede han af med at fremhæve ophavsretten som den eneste garanti for fortsat økonomisk vækst i de kreative brancher.

"Viden er immateriel, så hvis man skal handle med viden, må man have et system, som sikrer, at man får betaling for den. Derfor er ophavsretten fuldstændig uundværlig," sagde han, inden ordstyrer, journalist Jørgen Flindt Pedersen tog over og med sine egne ord opsummerede rapportens konklusioner:

"Vi har længe haft rollen som klynkende kulturpessimister. Nu er vi blevet vejet - og fundet tunge," sagde han til stor begejstring for blandt andre konferencens arrangører, ophavsretsselskaberne Copy-Dan, Gramex og KODA.

De skulle få mere at glæde sig over, da kulturminister Brian Mikkelsen indtog talerstolen og med en reference til tidligere statsminister Thorvald Stauning lod parolen "ophavsret eller kaos," være indgangen til et indlæg om ophavsretten som et rammevilkår for kulturproduktionen i Danmark.

"Principielt er jeg stor tilhænger af ophavsretten. Den udtrykker nemlig i bund og grund et borgerligt grundsyn på tilværelsen, fordi den sikrer, at kunstneren selv kan skabe et livsgrundlag," sagde kulturministeren, og fremhævede de ophavsretslige brancher som et "vigtigt lokomotiv i samfundsøkonomien".

'Præmissen er falsk'

Bedst som fejringen af ophavsretten var på sit højeste trådte forfatter Tor Nørretranders op på podiet og hældte, med vanlig sans for provokation, malurt i den samfundsøkonomiske analyse.

"Præmissen for undersøgelsen - nemlig at hele den kreative branche og økonomi falder bort uden ophavsretten - er falsk," sagde han og bad de fremmødte i salen på H.C. Andersens Boulevard om at dreje hovederne i retning af Tivolis rutschebaner på den anden side af vejen.

"Det går op og ned her i tilværelsen, men rapporten gør ikke klart, hvorfor ophavsret er en nødvendig betingelse for, at det i øjeblikket går op," indvendte han og opfordrede i stedet de kreative brancher til at forfølge en alternativ forretningsmodel, der gør ophavsretten overflødig:

"Lad være med at fokusere på at beskytte jer mod teenagere, der downloader gratis musik og dermed minder jer om, at vi lever i en globaliseret verden. Forær i stedet værkerne væk og tjen penge på opmærksomheden," lød det fra Tor Nørretranders, der også mente, at kunstnere herhjemme kan drage fordel af at blive deres egen virksomhed efter forbillede fra Lars von Trier og hans filmselskab.

Den alternative forretningsmodel vakte dog ikke større begejstring hos det indbudte panel, som efter pausen fik lejlighed til at tage til genmæle. Blandt de mere kendte ansigter argumenterede komiker og forsanger i bandet Nephew Simon Kvamm for en større respekt om det at skabe ideer.

"Hvis man bare forærer sine værker væk, hvad skal man så leve af? Hvis man nu ikke har tænkt sig at malke sine værker i Rødovre Storcenter - og ikke vil være med i det kommercielle ringetone-reklameræs? Så er der kun den værdi tilbage, at man har skabt lortet".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her