EN AF DE HURTIGSTE måder at sætte en mediedagsorden er ved at få foretaget en meningsmåling. Der bliver flere og flere af dem, og de bliver stadig billigere at udføre med nye internetværktøjer. Fire ud af fem mener det ene eller det andet. Et flertal i befolkningen mener, at forholdene er for dårlige, og 43 procent kræver handling nu. Og partiet CD ville få 20 mandater i Folketinget, hvis den radikale Naser Khader var deres formand.
Man kan vælge at se syndfloden af opinionsmålinger som et stort fremskridt for det direkte demokrati og borgernes umiddelbare indflydelse. Alle kan give deres besyv med her og nu, og politikerne lytter til dem. Desværre benyttes opinionsmålingerne sjældent i den ånd, men først og fremmest af forskellige interessegrupper, som ønsker at sætte deres egen politiske dagsorden. Ældresagen bestiller undersøgelser, der viser, at vælgerne mener, at pensionister har det for dårligt, Håndværksrådet bestiller undersøgelser, der viser, at der er for meget sort arbejde og gør-det-selv klamphuggeri, og lærernes organisation bestiller undersøgelser, der viser, at lærerne er for stressede. Den type undersøgelser kan være lødige og professionelt udført, eller de kan være manipulerende i den måde spørgsmålene er udformet. Men de er udarbejdet med et bestemt formål, og de finder som regel vej til aviser og elektroniske medier uden den store modstand. Det er grundlæggende interessant at vide, hvad befolkningen mener. Men desværre sker det ofte, at resultater slipper igennem mediefilteret, som ville have haft bedst af aldrig at være omtalt.
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at en måling, som viser, at Khader ville vende op og ned på Folketingets sammensætning, som formand for CD, kan ende på forsiden af Berlingske Tidende. Målingen er, som vi fortalte i går, købt og betalt af en enkelt mand, som brændende ønsker sig nye tider i dansk politik. Ved en nærmere granskning viser målingen med det hypotetiske spørgsmål ikke andet end, at Khader er meget populær, og at det hendøende parti CD har det svært. Det nye i denne sammenhæng er måske, at meningsmålinger i den politiske debat har fået en ny karakter. Hvad nu hvis... ? Set i det perspektiv er spørgemulighederne næsten uendelige.
Mere problematisk er det, at opinionsmålingerne så forholdsvist let får lov til at sætte rammerne for den politiske debat. Folketingets partier - især de to store massepartier, Venstre og Socialdemokraterne, indretter deres politik efter, hvad vej vinden blæser - eller hvad vej de tror, den kommer til at blæse. Og er et parti ude af trit med vælgerne, er det en selvstændig dagsorden, som man reagerer på. Vælgernes fornemmelse for virkeligheden bliver dermed selve virkeligheden i de politiske reaktionsmønstre - godt hjulpet på vej af den 'kritiske' presse. Et lukket kredsløb, som desværre ofte har vist, at afstanden mellem et sådan opinionsdemokrati og populisme i sin værste form ikke er særlig lang.
