Læsetid: 5 min.

Opløftende og værdigt

Med et uprætentiøst og umiddelbart show, hvor fokus var på musikken fra start til slut, slog U2 med gejst deres status som verdens mest elskede rockband fast
2. august 2005

Med 25 år på bagen - gruppens første album udsendtes i 1980 - og en af rockens allerenkleste holdopstillinger (sang, guitar, bas, trommer), har U2 som få vendt og drejet de muligheder, dette instrumentalt så spartanske udgangspunkt giver uden i stor stil at ty til hverken symfoniorkestre eller andre instrumentale excesser. Over en række ikke sindssvagt forskelligartede plader har U2 ned gennem årene presset citronen til det yderste og har den irske kvartet ikke ligefrem været storleverandør i helstøbte album, har den næsten altid kunnet levere en tre-fire prægnante sange fra gang til gang, trods en mærkbar lavkonjunktur i 1990'erne. Måske i erkendelse af dette indeholdt gruppens to timer lange sæt i Parken søndag aften et bredt udsnit af dets repertoire ned gennem årene, strækkende sig tilbage til debuten Boy ("I Will Follow") og frem til sidste års bundsolide om end ikke opsigtsvækkende How To Dismantle An Atomic Bomb, der repræsenteredes med syv titler (ud af et sæt på 25!).
For hvad U2 virkelig kan og hvad kvartetten til fulde demonstrerede i Parken, er at få det optimale ud af både materiale og instrumentering i en livesituation. Og modsat de to foregående gange, denne signatur har bevidnet U2 under stadionforhold, havde gruppen i denne ombæring valgt at nedtone det showbizzede i deres præsentation til fordel for en prunkløs og nede på jorden demonstration af deres kunnen, med forløsende vægt på den musikalske side af sagen. Og at det til tider er alt nok, beviste de fire irske gentlemen ved uden brug af de store armbevægelser at fastholde de 48.000 fremmødtes opmærksomhed i den voldsomt i silende regn, der især faldt på os tossehoveder, der insisterede på at se og høre gruppen, hvor lyd og udsyn nu engang er bedst, nemlig på plænen. Men når nu Parken kan overdækkes og vejrmeldingen stod på byger, giver det da også virkelig mening, at arrangørerne DKB-Motor ikke benyttede denne mulighed. Men med billetpriser på en plovmand og derover mente arrangørerne vel, at vi godt kunne tåle at blive godt gammeldags gennemblødte. For det blev vi - in the name of love!

Brændende intensitet

Hjulpet godt på vej af brillant lyd og et band, der om noget formår at vende den på papiret så håbløse stadionsituation til noget både opløftende og værdigt. Respekten for den enorme fanskare er ikke til at tage fejl af og som et af verdens få giganavne, virker det ikke som om U2 nogensinde seriøst har mistet jordforbindelsen. Tværtimod er der noget grundlæggende bundsympatisk ved disse efterhånden fire midaldrende irske gentlemen, der gør det svært for alvor at fatte antipati mod hverken dem selv personligt eller deres musik, der som bekendt vover at tale direkte til folks følelser. Vover at tackle alvorlige emner og den enkeltes ofte overvældende følelse af hjælpeløshed i lyset af en bersærkergangsgående verden. Og oven i det tør pege på muligheder for handling og tro på, at det nytter at yde en indsats for de udsatte, de nødstedte og de rent ud fortabte. At overvinde egocentriciteten til fordel for noget så altmodisch som: solidaritet. Tro på fællesskabet i både sang og handling. Tro på at det nytter at foretage sig noget, der ikke udelukkende styres af den p.t. så salonfæhige egennytte. Det er sgu befriende. Har U2 altid gjort sig i en næsten spartansk tilgang til materialet, kræver det at hver eneste del af maskineriet er på plads, velsmurt og i stand til at yde det ypperste. Og det var det så. Guitaristen The Edge lægger sig konsekvent et sted i grænselandet mellem rytme og lead med sine klokkeringende ostinater, sin farverige brug af akkorder og effektive brug af ekko og rumklang, hvor overfor bassisten Adam Claytons granitsikre, men melodisk sugende bas udgør en værdig sparringpartner, mens trommeslager Larry Mullen heftigt insisterende stammetrommer i den grad både kalder flokken sammen og holder groovet så tight som en pebermøs stramt lukkede mund. Oven på alt dette Bono's næsten hysterisk udtryksfulde stemme, som søndag aften var lidt slidt i kanterne, men ikke mere end at det tilførte helheden en kant af brændende intensitet. Og når ikke hans stemme kunne klare det, løftede 48.000 struber sig gerne i et måske nok uskønt, men også rygradsrislende imposant massekor, der rask væk druknede Bonos bestræbelser. Stort. Samtidig er han en mesterlig entertainer, der i dén grad formår at få også dem på bagerste række involveret i processen. Og til dem, der ikke kan klare samme Bonos indsats for at gøre kloden til et bedre sted at være, kun dette - her på bladet synes vi, det er rart at se en megarig rockstjerne bruge lidt af sin indflydelse til andet end bling bling, kokain, luksusøser og trofæbitches. Vi finder også, at det var både gribende, illuminerende og manende at læse menneskerettighederne, som de projiceredes op på kæmpeskærmen bag bandet. Og at det var helt okay, at Bono holdt en mindre prædiken, hvor han plæderede for at vi - hvis vi virkelig ville og gad - kunne være med til at løse de problemer, Afrika som kontinent står overfor. At vi kollektivt og hver for sig frigør os fra den boble af narcissisme, solipsisme og gabende ligegyldig forbrugerisme, de nuværende magthavere aktivt opfordrer til og i stedet et øjeblik vender mediesamfundets endeløse dynge af slam ryggen til fordel for konkret handling, der rækker ud over egen navle og eget sogn.

Co-exist

Personligt følte Deres udsendte sig berørt af sloganet Co-exist - hvor C'et var den arabiske kvartmåne, x'et Davidsstjernen og t'et korset - som under den kæberaslende fremførelse af én af gruppens heftigste udladninger, "Sunday Bloody Sunday", stod at læse på det imponerende skærmanlæg, der tårnede sig op bag gruppen på scenen. Men som vel at mærke brugtes med finfølelse og økonomi; kun under ekstranumrene "Zoo Station" og "The Fly" fik den som i de gode gamle Zooropa. Ellers handlede det primært om hvor mange gode sange, U2 efterhånden har på samvittigheden - "New Years Day", "One", "All I Want Is You", "Bullet The Blue Sky", "Sometimes You Can't Make It On Your Own" og "Yahweh" for at nævne nogle klare højdepunkter - og hvor godt de egentlig er i stand til at forløse dem. Denne notoriske U2-skeptiker fik i hvert fald et noget andet syn på sagen, efterhånden som koncerten skred frem, for det var stadionrock i mesterklassen, samtidig med at det gav en mening, der rakte udover det potenserede øjeblik. Sammenhold, du. Og så lidt til.

U2, Parken, København, søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu