Forrige århundredeskifte har holdt Per Olov Enquists fantasi beskæftiget gennem et langt liv. Blandingen af oplysningens udviklingsoptimisme og obskurantisme omkring år 1900 fascinerer ham, siger han. Med sin baggrund i et pietistisk, nordsvensk miljø har han selv erfaringer om mysticismens indflydelse på sjælelivet, og han står, som han formulerer det, "med det ene ben i oplysningen og det andet i mystikken."
Det er en baggrund, han udnytter i den store Lewis rejse fra 2001, og igen i Bogen om Blanche og Marie om Marie Curie og den franske nervelæge Jean-Martin Charcots berømte hysteriker-medium, Blanche Wittman. Enquist har både skrevet en roman om de to og et teaterstykke, der netop nu har premiere på Betty Nansen Teatret. Charcot, der var leder af det kolossale og stadig eksisterende hospital i Paris, La Salptrière, og Sigmund Freud, som i 11 måneder var Charcots assistent, spiller ligeledes vigtige roller.
Men Enquist søger også efter de oplyste svar. Da jeg spørger ham, hvorfor hans romaner så ofte har historiske personer som forlæg, fortæller han, at han i grunden er litteraturhistoriker.
"Jeg har skrevet doktorafhandling om Strindberg og om Freuds betydning for Et Drömspel. I 1960erne førte interessen mig så videre til Charcot, og dér stødte jeg på Blanche Wittman."
Respekt for Freud
Enquist er i øvrigt ikke sikker på, han er så enig i, at han altid bruger historiske forlæg.
"Livlægens besøg er jo regelret historisk roman, og jeg er dog ikke den eneste, der skriver historiske romaner."
- Vil du også kalde 'Lewis rejse' en historisk roman?
"Ja, en samtidshistorisk roman på en vis måde. Og en historie om en stor svensk vækkelse - og min egen historie," tilføjer Enquist med et selvironisk smil.
Forsiden af romanen om Blanche og Marie er prydet af et maleriudsnit, hvor Blanche hviler afmægtigt i armene på Charcot. I sin fulde størrelse er det et kolossalt billede, der afbilder hele det auditorium, hvor Charcot hver uge forelæste over hysterien. Salen er fuld af sortklædte mænd, der gennem lorgnetter nysgerrigt og begærligt stirrer på den smukke, halvt blottede, bevidstløse kvinde.
Hele sit liv havde Freud en lille kopi af dette billede hængende over sit skrivebord, fortæller Per Olov Enquist. Måske fordi de 11 måneder, han tilbragte hos Charcot, var afgørende for hans liv, mener Enquist.
Og det skal vi måske være taknemmelige for, det var ud af de iagttagelser, Freud samlede der, at psykoanalysen voksede frem.
"Man skal ikke skælde ud på mænd som Freud og Charcot," siger han.
"De, der forsøger at finde svar på, hvad et menneske er, må man have respekt for. Det er det civilisatoriske princip, at tingene udvikler sig videre ved at nogen stiller spørgsmål."
Punkter
Jeg prøver at følge Per Olov Enquists egen metode og lede efter det udgangspunkt, hvorfra man kan forstå sammenhængen, her i romanen om Blanche og Marie, der langt hen ad vejen opleves som et stykke poesi. Sprogligt er den fyldt med lyriske passager, indholdsmæssigt kobles der via det sproglige udtryk, via associationer, via ikke-logiske forbindelser, ligesom i poesi. Dens kapitler betitles tillige som 'Sange'. Enquists historie kredser om sammenhængen mellem kærlighed og død, symboliseret i det blåtlysende, hemmelighedsfulde radium, der i bogen tillægges samme gådefulde egenskaber som kærligheden, men som tager livet af såvel Blanche som Marie Curie. Derfor finder jeg finder en art svar på side 95, hvor der står: "Alt tæt på døden var fyldt med hemmelige tegn, der kunne tydes som poesi."
"Det var dog oerhört smukt," udbryder Per Olov Enquist, "har jeg virkelig skrevet det?"
Det må jeg jo bekræfte.
"Jeg har et uforløst forhold til poesi," tilstår han.
"Som ung skrev jeg to digtsamlinger, der begge blev afvist. Så besluttede jeg, at jeg ikke kan skrive poesi - men det poetiske er klart en del af mine bøger."
Forløberen til Bogen om Blanche og Marie er ifølge ham selv Den forstødte engel fra 1985, et slags langdigt, ligeledes bestående af sange, og Pasqual og Maria Pinon fra denne dukker da også op i Bogen om Blanche og Maria. Pasqual var en mexicansk minearbejder, der oven på hovedet bar et lille kvindehoved, Maria, 'som en minelampe'. En art siamesiske tvillinger var de vel, men Enquist beskriver dem som ægtefolk.
Mellemrummene
Blanche og Marie-historien begyndte han på for meget længe siden, fortæller han, men dengang troede han, det skulle være et skuespil.
"Undervejs kom jeg til at gøre noget andet, det blev til prosa, og så skrev jeg en roman, der er et oratorium en opera eller hva fan det är."
Nu er romanen så omsider genopstået som teaterstykke, men genremæssigt placerer begge versioner sig ifølge Enquist i mellemrummene.
Selv har jeg svært ved at forestille mig, hvordan en så lyrisk tekst kan omskabes til drama, men det opdager man, når man kommer frem til et øjeblik, hvor man ved, at dette er teater, forklarer Per Olov Enquist.
"Kan det gå an på et teater, er det teater - så må de tekniske problemer løses på scenen. Teknisk er det et meget svært stykke, det ligner ikke almindelig teater," siger han, men tilføjer, at Peter Langdal er 'et teatraliskt geni'.
Mod grænserne
Per Olov Enquist arbejder ofte mellem genrerne, siger han:
"Det fascinerer mig, hvad der befinder sig midt imellem - at gå til grænserne. Jeg er vel intellektuel, men når jeg skriver, forsøger jeg at skrive på rygmarven, på sansninger. Mine bøger er også meget forskellige. Når jeg begynder på en bog, ved jeg aldrig, hvor jeg ender, det er kun problemet, jeg har klart for mig. Det er noget af det fascinerende ved at skrive prosa, at man for eksempel opdager, at man har taget fejl! Det er socialt lystfyldt at arbejde med dramatik, men jeg vil vel helst sidde stille og roligt i tre år og skrive en roman."
"Jeg omskriver det samme igen og igen og er ikke bange for at skrive noget dårligt. Før eller siden kommer jeg ind til det, jeg kan bruge, så det ender som en 'hårdt stampet' prosa."
- Man får indtryk af, at du skriver dig frem til erkendelserne ved at give det mystiske og obskure og det rationelle lige stor opmærksomhed?
"I historien om Blanche, Charcot og Marie Curie er der en meget gådefuld relation mellem 1800-tallets udviklingsoptimisme, og hvad man vel må kalde obskurantisme. Jeg har svært ved at sige, hvorfor det gik den vej, det gik, i det 20. århundrede. Det kan ikke forklares rationelt, og det forsøger jeg heller ikke. Jeg skriver intuitivt."
En modesygdom
- Freud iagttog, at da han havde forklaret hysterien, så mystikken omkring den forsvandt, forsvandt symptomerne. Kvinder blev ikke længere hysteriske. Hvordan opfatter du hysterien?
"Jeg opfatter den som en paraply-term for en mangfoldighed af krisesituationer. Der er 100 forskellige forklaringer på hysterien. Den er en modeterm, der er skabt for at sammenfatte, den er en kulturel forenkling af et ikke forklarligt problem."
Enquist vil dog ikke afvise, at Charcot havde fat i noget rigtigt. Han påpeger, at de hysterogene punkter, nervelægen med en pen aftegnede på Blanche Wittmans krop, svarer til de punkter, der aktiveres i akupunktur og akupressur.
"Charcot mente selv før sin død, at han havde været på vildspor, og at man måtte begynde helt forfra. På sin vis tragisk, men meningsløst var det ikke, Freud har lært meget på de 11 måneder, han tilbragte hos Charcot."
- Kan man sammenligne med sygdomme i dag som anorexi, tror du?
"Ind på La Salptrière med dem," griner Enquist.
"Anorexi er en modesygdom, og modesygdomme veksler jo."
ksy@information
