Læsetid: 2 min.

Det opportune fjendskab

Den Islamiske Republiks fjendskab mod Israel beror på meget andet end emotionelle udfald ogkan opfattes som udslag af rationelle indenrigspolitiske overvejelser
31. oktober 2005

Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejads udtalelser om at "Israel må fjernes fra landkortet" er tilsyneladende kommet som en stor overraskelse for de vestlige diplomatiske kredse.I torsdags krævede Israel Iran smidt ud af FN, mens udenrigsminister Per Stig Møller fulgte flere af sine europæiske kollegers eksempel ogindkaldte den iranske ambassadør i Danmark, Ahmad Danialy til en samtale i Udenrigsministeriet.

Omvendt synes den vestlige verdens bestyrtelse over Ahmadinejads udtalelserat komme som en mindst lige så stor overraskelse for de politiske beslutningstagere i Teheran. Betegnende for overraskelsen påpeger Hossein Shariatmadari, redaktør forden reaktionære iranske dagblad Keyhan,at Israels udslettelsehar været"Irans strategiske udenrigspolitiske målsætning" siden grundlæggelsen afDen Islamiske Republik i 1979. "Hvorfor al den bestyrtelse nu," spørger Shariatmadari retorisk i avisens søndagsudgave og serverer svaret i skikkelse afflere konspirationsteoretiske forklaringermodIran, som involverer det meste af klodens synlige såvel som skjulte "sataniske" magter.

Fjendskab ritualiseret

På et punkt har Shariatmadari dog ret. Den shiitiske gejstlighed har aldrig anerkendt den israelske stats ret til ateksistere. Allerede i begyndelsen af 1960'erne var det kejserlige iranske styres strategiske partnerskab med Israel den iranske gejstlighedsprimære anklagepunkt mod Shahen. Umiddelbart efterden iranske revolution i 1979 overlod den iranske overgangsregering det israelske konsulats bygninger i Teheran til PLO, og symbolsk nok varden palæstinensiske leder Yasser Arafat den førsteudlænding, som det revolutionære styre i Teheran modtogsom en 'statsleder'. Lige siden har fjendskabet mod Israeludgjort en fast bestanddel af Den Islamiske Republiks revolutionære arv oger som sådan blevet ritualiseret i "Den Permanente Revo- lutions" politiske propaganda. En propaganda, som præger hele det offentlige liv i republikken. Således har den iranske stat mobiliseret masserne til anti-israelske demonstrationer på den sidste fredag i den muslimske fastemåned, Ramadanens sidste fredag. 'Qods'(Jerusalem)-dagen, markeres med demonstrationer i Iran og resten af verden hvert eneste år, og'fejres' med taler af den ahmadinejadske slags, afbrænding af det israelske flag, og processioner med ligklædeklædte børn og unge,som stiller beredvilligt til at deltage i selvmordsaktioner (eller 'martyrdomsaktioner' som de nu kaldes i Iran) mod Israel, USA og andre til hver en tid passende fjender.

Rationelt fjendskab

Imidlertidbygger Den Islamiske Republiks fjendskab mod Israel på meget andet end emotionelle udfald ogkan opfattes som udslag af rationelle indenrigspolitiske overvejelser. Tilstedeværelsen af 'udenlandske fjender' styrker det interne sammenhold mellem de mange forskellige politiskefraktioner i det fragmenterede politiske miljø i Teheran. Den interne splittelseudstilledesunder og i tiden efter eks-revolutionsgardistenAhmadinejads indmarchi præsidentpaladset i Teheran, og de væbnede revolutionære styrkers langsomme overtagelse af magtpositionerne i repbulikken. Revolutionsgarden og Basij-militsenstiltagendeindflydelseer sket på bekostning af de andre fraktioner i iransk politik, hvilketnaturligt nok skaber utilfreds hos taberne. En skærpetkonfliktmed Israel håber Ahmadinejad at kunne udnytte tilat gennemførepolitisk ensretning i indenrigspolitikken. Dette var i hvert fald læren fraIran-Irak-krigen (1980-1988).Herudstillede den iranske magteliteenhver kritikaf den revolutionære elitei 'upatriotisk' og 'kontrarevolutionært' lys og straffede kritikkernesom 'landsforrædere'.

Men alt dettetil trods har republikken tidligere formåetat kombinere sine anti-israelskeparoler og slogans med en forbløffende sans for taktisk pragmatisme i sin udenrigspolik.Iran benytter sig afstøtte til terrorgrupper som et strategisk våben modsin regionale rival Israel, mendestruktion af Israel, eller "Verdensarrogancen", USA, er måske et nyttigt slogan for at skabe indenrigspolitisk ensretning, men kan næppe forfølges somenrealistisk strategisk udenrigspolitisk linje. Dertil kender Ahmadinejad, med sin militære baggrund, for meget til begrænsningerne i Den Islamiske Republiks militære formåen.

Ali Alfoneh er forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her